The benefits of snow | ✓

7. Proteinbarer & skænderier

"Fortæl mig noget," beder jeg, imens jeg river indpakningspapiret af den proteinbar, som vi har valgt at spise til frokost. Vi er løbet tør for toastbrød og æble. Det betyder, at vi har en proteinbar tilbage - altså når vi har spist den her - en gulerod, noget mystisk noget på et fad og en spegepølse. Vandet har vi valgt at lade være. Der er vand i hanen. Ingen grund til at tage nogle andre uskyldige menneskers vand. Sebastian rynker på panden.

"Hvorfor fortæller du ikke mig noget for engang skyld?" Spørger han og tager imod den halve proteinbar.

"Hvad vil du vide?" Spørger jeg. Jeg har tænkt mig at være åben. Jeg vil ikke lave en Sebastian. I modsætning til ham, så vil jeg rent faktisk gerne have venner.

"Hvorfor lod du som om, at du mistede balancen på isen, da jeg spurgte, om du havde nogen søskende?" Spørger han direkte. Jeg gisper næsten. Shit. Jeg troede ikke, at han regnede det ud. Pis pis pis. Det vil jeg ikke fortælle ham. Så meget for at kunne være åben. Nu kommer jeg til at lave en Sebastian alligevel.

"Privatlivet," minder jeg ham om, før jeg tager hele proteinbaren i munden, så jeg ikke vil kunne snakke. Jeg fortryder med det samme, fordi det var min frokost, og nu er den væk. Tis. Den her weekend er bare ikke min weekend. Den så dårlig ud allerede, da jeg ikke kunne finde mine underbukser fredag morgen og måtte tage nogle på med Mickey Mouse.

"Er det nu, at jeg skal blive ved med at spørge, fordi jeg er pisse irriterende?"

"Var det der et diss mod mig?"

"Du er pigen med en gpa på 5.0, så det kan du fortælle mig."

"Hvem siger, at den er på 5.0?"

"Din bedste ven."

"Foræder," mumler jeg irriteret. Så Alex går bare og sladrer om mig til sine venner i omklædningsrummet? Jeg fortæller ham aldrig noget igen. Han er tydeligvis ikke egnet til at være en hemmelig agent.

"Jeg kan spørge om noget andet?" Tilbyder Sebastian. Jeg nikker ivrigt. Jeg er glad for, at han endelig viser interesse i mig, når det indtil videre kun er mig, som har prøvet at lære ham at kende. "Hvorfor er der ingen, som leder efter dig?" Spørger han.

"Hvad?"

"Du er elsket af alle, ikke? Så hvorfor er her ingen i trikot rød kappe, som vi kan kalde helt?"

"Åh," jeg tager en tår vand fra mit glas. Sebastian sidder overfor mig og venter på mit svar. Han har sine converse oppe på bordet, og jeg måtte skælde ham ud i to minutter for det. Folk spiser på det bord. Nu har han fået klamme bakterier og jord på det. Tænk på stakkels Rosnalda, som skal spise sin frokost der om nogle dage og dør af bakterieforgiftning. "Jeg løg for mine forældre," indrømmer jeg.

"Nej!" Gisper Sebastian sarkastisk. Jeg himler med øjnene. "Tror du, at de sender dig på militær skole nu? Eller måske bortadopterer de dig?" Spørger han med løftede øjenbryn. Jeg kan se i hans øjne, at han morer sig, men jeg kan ikke se det nogle andre steder på hans ansigt. Han viser ingen glæde. Han er så god til at skjule sine følelser, at jeg er imponeret. Han burde blive mimer.

"Du får det til at lyde som om, at jeg aldrig har løjet for mine forældre før."

"Dig?" Spørger han tvivlende. "Frøken, sæt ikke dine beskidte sko på bordet. Frøken alle elsker mig. Frøken jeg har en 5.0 gpa. Frøken perfekt. Nah, selvfølgelig lyver du for dine forældre hele tiden. Jeg vil væde med, at du i sidste weekend fortalte dem, at du ikke havde taget den sidste banan..." Han holder en dramatisk pause, "men det havde du," han gyser. Jeg sparker ham næsten i fjæset.

"Du kender mig ikke," gentager jeg for nok femtende gang i de sidste to dage.

"Se, det siger du, men jeg er ret så sikker på, at jeg har gennemskuet dig," Sebastian læner sig tilbage i sin stol og vrikker med øjenbrynene. Jeg ser ham i øjnene med et dræberblik. Han irriterer mig virkelig meget lige nu. Jeg kan ikke lide at blive irriteret. "Du er en perfektionist. Du kan ikke klare, hvis du ikke gør ting rigtigt. Alting skal være perfekt. Hvis en person ikke kan lide dig, så bryder du sammen."