The benefits of snow | ✓

17. Dagbogen & voldsom gråd

Jeg smider min taske og mine mapper på mit værelsesgulv, før jeg frustreret kører hænderne igennem mit hår. Jeg går frem og tilbage i gangen og ser gentagende gange på min søsters værelsesdør. Jeg har ikke været derinde siden hun døde. Jeg tager en dyb indånding. Det skal ske før eller siden. Jeg skal have de svar. Efter flere minutter lægger jeg endelig hånden på dørhåndtaget. Jeg lukker øjnene og trykker ned i det. Døren åbner knirkende, og jeg åbner et øje ad gangen. En klynkende lyd dør undervejs i min mund. Jeg prøver at holde tårerne inde. Alting er det samme. Intet er ændret. Undtagen hendes gulv, hvor jeg kan se at gulvet er blevet skrubbet hårdt på. Åh for helvede. Jeg prøver at holde mit bræk inde, imens mine ben tvinger mig ind i rummet. Min hånd skubber døren i, og pludselig er det bare min tomme krop og min døde søsters værelse. Jeg føler, at mit hjerte sidder helt oppe i halsen på mig. Hvis jeg skal finde noget brugeligt, så skal jeg tænke som Ava. Hun var god til at skjule ting. Hvis folk ikke skulle finde ud af noget, så fandt de aldrig ud af det. Hvis en genstand ikke skulle findes, skete det ikke. Så hvis jeg skal finde noget, skal jeg tænke klogt og lede smart. Ava var altid bedre end mig. Til alting. Selv skole. Derfor voksede jeg op med ambitionerne om at slå hende, så mine forældre også ville se, at jeg havde en fungerende hjerne. Da Ava døde, fik det mig bare til at kæmpe hårdere for at leve op til hendes standarder. Det har ikke ligefrem været nemt. Jeg prøvede at få mine forældre til at se, at de stadig havde en levende datter, men jeg tror aldrig, at det rigtigt er gået op for dem. Jeg åbner nogle skuffer, men som forventet er der intet brugeligt. Jeg kigger under hendes seng, på hendes hylder, i hendes kommode og inde i hendes puder. Her er intet. Efter hvad der føles som flere timer, sætter jeg mig på hug midt i hendes værelse med vrede vejrtrækninger. Fuck hende.

Jeg ser på skabet overfor mig. Jeg har kigget derinde, og jeg har mærket på hendes tøj. Jeg føler ikke, at jeg tænker nok som Ava. Hun var klogere end der, hvor en med min hjerne ville lede. Hun havde så mange gemmesteder. Jeg ser rundt i rummet med nye øjne. Jeg ser på kommoden og rejser mig op, så jeg kan gå hen til den. Jeg åbner den nederste skuffe og flytter tøjet, så jeg kan prøve at løfte bunden, men det virker ikke. Pis os. Jeg åbner alle bøger for at se, om en af dem er falsk eller er skåret op. Intet. Måske er det her håbløst. Jeg ved ikke engang, hvad jeg leder efter. Jeg troede, at jeg ville vide, hvad det var, når jeg så det. Desværre ser jeg slet intet lige nu. Jeg mærker i hendes sko, og jeg løfter hendes smykkeskrin. Til sidst åbner jeg skabet. Jeg træder få skridt tilbage og ser på det. Hvor kunne hun gemme noget herinde? Jeg mærker på væggene i skabet, men de sidder fast. Så sætter jeg mig på knæ og trykker på bunden. Mit hjerte springer næsten ud af mit bryst, da jeg mærker den rykke på sig. Jeg trykker i den ene ende, så den anden popper op, og så hiver jeg bunden ud. Der ligger en genstand dernede. En dagbog. Jeg tager den hurtigt i hænderne. Det er en af dem, som ikke bruger lås, men det behøvede hun nok heller ikke, når hun gemte den på den her måde.

Jeg åbner uden tøven dagbogen op og ser på første side. Jeg skimmer, men det er ikke vigtigt. Det her er skrevet to år før, at hun døde. Jeg skal hen til det nyeste. Hun har skrevet datoer og årstal oppe i venstre hjørne af siden. Jeg bladrer frem til 2016. Mine øjne skimmer det første, men det er bare noget om en shoppetur med hendes bedste veninde, Carolina. Jeg rynker på næsen og springer resten af den dag frem. Jeg læner mig op ad hendes seng og læser mange mange sider. Jeg finder intet. Da jeg når til den sidste dag, fokuserer jeg endnu mere. Jeg drejer siden, så jeg kan læse det sidste fra den dag. Jeg opdager to ting, som er anderledes fra alt andet. Den første er, at der er en hel masse sider, som er revet ud af dagbogen. Jeg rører ved det flossede papir. Den anden ting er Steven Votarrys navn i en dårlig sammenhæng.

Fuck dig, Steven. Du har ødelagt mit liv, dit forpulede røvhul.

Jeg spærrer øjnene op. Steven gjorde noget. Det her et skrevet fem uger før hendes død. Jeg bliver nødt til at opsøge Steven og spørge, hvad helvede han gjorde. Jeg rejser mig op med dagbogen i min taske. Inde på mit værelse pakker jeg den ned i en taske, men da jeg ser mig selv i spejlet rynker jeg på næsen. Hvis jeg skal hen på University Of Toronto, så kan jeg ikke komme i det her tøj. Jeg ligner ikke en collegestuderende. Mine bukser er hvide, min trøje er babyblå, og min cardigan er lyserød. Jeg ligner en typisk nørdet og uskyldig high school elev. Jeg smider tøjet og leder i mit skab. Jeg har ikke særlig meget tøj, som ikke er farverigt, og det som ikke er, plejer jeg altid at have på sammen med meget farve. Jeg finder alligevel en sort nederdel, nogle sorte knæstrømper, en sort stram crop top, og så tager jeg en af Alex' sorte jakker, som han har efterladt her. Jeg lægger et tykkere lag mascara, sørger for noget eyeliner og så er jeg ude af døren. Den taxa, som jeg ringede efter, før jeg skiftede tøj, holder der. Jeg sætter mig ind på bagsædet og fortæller chaufføren, hvor jeg skal hen.