The benefits of snow | ✓

23. Forsinkelser & festen

^^FORESRIL JER AT APRIL HAR DET DER TØJ PÅ^^
Jeg står og venter i mit bryggers. Min far står sammen med mig og bliver ved med at give mit tøj elevatorblikke. Hans øjne er smalle, og hans læber er presset utilfredst sammen. Jeg føler mig for en gangs skyld pæn. Hvorfor skal han være så meget imod det? Jeg går til fester, ja, men ikke hver weekend, så når jeg tager afsted med Alex, så lader mine forældre mig gøre det. Men min far er altid utilfreds. Aldrig tilfreds. Med noget. Jeg har tænkt mig at blive fuld i aften. Meget fuld. Så jeg ikke er vågen klokken 00:00. De sidste par uger, har jeg haft nemmere ved at sove. Det er som om, at en ro er faldet på min krop og min hjerne, når jeg slukker lyset og lægger mig til at sove. Jeg føler mig mere tryg. Men jeg ser stadig rødt i mine drømme. Så meget rødt. Tykt blod. Jeg ryster på hovedet og samler mit hår i en knold. Jeg ser på min telefon for at tjekke klokken. 20:17. Han skulle have været her for 17 minutter siden. Hvor er han? Man inviterer ikke en pige med til fest og kommer alt for sent.

"Hvem er denne dreng, som skal hente dig?" Spørger min far alarmeret. Jeg himler med øjnene og skriver en besked til Seb. Igen.

Prinsesse:
Jeg venteeeeerrrrr

Intet svar.

"Hvorfor tager du ikke bare med Alexander? Han kommer altid til tiden," tilføjer min far.

"Fordi jeg skal med Sebastian."

"Sebastian hvem?"

"Sebastian Fintry."

"Søn af Jonathan Fintry?" Spørger far overrasket. Nu ser han pludselig imponeret ud. Typisk mænd. Bliver styret af deres interesse for sport og ikke deres fornuft.

"Jep, det er ham," mumler jeg. Jeg begynder at blive bekymret. Måske er der sket noget i familien. Måske har socialforvaltningen taget ham. Måske distraherede jeg ham ikke længe nok tidligere i dag, og han kom hjem til et smadret hus og en råbende Jeremy. Jeg er nervøs.

"Alex' holdkaptajn?" Spørger far. Jeg rynker på næsen.

"Åh så nu ved du, hvem han er?" Spørger jeg træt.

"Jeg ved godt, hvem Sebastian Fintry er. Jeg vidste bare ikke, at det var ham, som hentede dig. Han er fænomenal på isen," komplimenterer han.

"Sig det til ham, ikke mig."

"Det ville være nemmere, hvis han rent faktisk mødte op," fnyser min far. Jeg knytter næverne.

"Han skal nok komme."

"Unge mennesker bliver så nemt forblændet af deres kærlighed," griner far underholdt.

"Der er ingen kærlighed her," mumler jeg. "Vi er kun venner."

"Okay."

"Du tror ikke på mig."

"Nope."

"Far," sukker jeg træt. Han griner og giver mig et kram.

"Bare sørg for, at han passer på min lille pige," far ugler mit hår. Jeg slår straks hans hånd væk, og ser irriteret på ham. "Jeg er seriøs. Hvis bare det mindste problem opstår, så kontakter du mig, okay? Og hvis du tager stoffer, drikker for meget eller bliver gravid, så sætter jeg tremmer på dine vinduer," advarer far. Overbeskyttende lort. "Sig farvel til din mor," befaler han og tramper ud fra rummet. Jeg fik lige et kort glimt af den gamle version af min far. Han forsvandt med det samme igen og blev erstattet med den overbeskyttende og seriøse version. Jeg går ind i stuen, hvor min mor sidder og laver et puslespil. Puslespil nummer 113 inden for de sidste to år. Hun ser ikke engang op på mig. Jeg sætter mig ved siden af hende og ser på hendes 5000 brikkers puslespil. Hun er over halvvejs, og hun begyndte for tre dage siden. Siden Avas død, er min mor forsvundet ind i en tom skal af den, som hun engang var. Når hun ikke arbejder eller laver mad, så begraver hun sit fokus på at fikse puslespil, fordi hun ikke kan fikse sit personlige liv. Det gør mig trist. Jeg kysser hende på panden og smiler et bredt og falsk smil.