The benefits of snow | ✓

jeremy & baren

Tidsperiode:
Jeremy er 26. Seb er 20 (i gang med første år af College). Cole er 22.
-
Da jeg parkerer i min indkørsel, holder der en anden bil. Jeg rynker på næsen. Jeg aner ikke hvis bil det er. Men jeg stiger ud fra min egen bil alligevel og svinger min svømmetaske over skulderen. Det er en, som har en nøgle, fordi bilen er tom. Jeg ser op mod huset. Lyset er tændt. Den er 4 om natten. Det her er underligt. Jeg går op til hoveddøren og tager i håndtaget. Døren går op. Med langsomme skridt træder jeg ind i mit hus og lukker døren igen.

"Hallo?" Råber jeg. Ingen svarer mig, men lyset er tændt inde i stuen. Jeg kan høre hviskende stemmer. Hvad sker der? Jo tættere på jeg kommer, jo nemmere bliver det at genkende stemmerne. For helvede. "Hvorfor har I brudt ind i huset?" Spørger jeg sukkende, da jeg træder ind i stuen. Cole, Seb og Alex retter hurtigt deres blikke mod mig. "Og hvorfor klokken 4 om natten?" Jeg smider min taske på gulvet.

"Vi forstod ikke, hvor du var," svarer Cole.

"Og derfor valgte I at bryde ind i vores hus om natten?"

"Vi har været her flere gange i dag. Du har ikke været her. Hvor har du været?" Spørger Cole. Jeg ser på Seb, som løfter et spørgende øjenbryn af mig. Så ser jeg på Alex, som vrikker med øjenbrynene af mig. Fml.

"På arbejde, til møde, ude at handle ind, møde med advokaten, fordi jeg stadig har problemer med regningerne og til svømning," jeg skubber til min taske med foden. Cole ryster på hovedet.

"Vi troede, at du ville stresse mindre, når vi flyttede ud. Du stresser nærmest mere," kommenterer Cole. Jeg ryster på hovedet.

"Passer ikke."

"Du lever i stress, Jer. Hvorfor ikke tage en pause?"

"Fordi det er kedeligt og nederen og får mig til at tænke for meget. Skrid hjem," jeg peger over min skulder med min tommelfinger.

"Vi er bekymrede for dig," indrømmer Cole. Jeg himler med øjnene.

"Det har I lov til at være. Nu hvor du snakker for alle, så—"

"Hvorfor svømmer du overhovedet klokken 4 om natten?" Afbryder han.

"Det var fra klokken 2 til halv 4," retter jeg. Han giver mig et "drop det" blik.

"Du ved godt, at de fleste mennesker spreder alt, hvad de skal ud over flere dage, så de kan trække vejret ikke? Fordi du gør det helt modsatte. Du laver så mange planer du kan, og så presser du det hele ned på en dag. Hver dag," fortæller han. Jeg krydser mine arme hen over mit bryst.

"Folk har forskellige måder at gøre ting på."

"Du mener: folk har forskellige måder at gå igennem svære tider på."

"Jeg har ikke en svær tid," skynder jeg mig at sige. De ser alle på mig, som om jeg er dum. "I skal alle i skole i morgen. Tag nu hjem."

"Hvornår skal du på arbejde i morgen?" Spørger Seb. Jeg løfter stædigt hagen.

"Klokken 6. Så please tag hjem, så jeg kan sove."

"Jeg bor i fucking Vancouver. Jeg kan ikke bare tage hjem," siger Seb.

"Bandekassen."

"Nah, det tæller ikke længere," han smiler skævt. Jeg læner mig op ad væggen og ser opgivende på dem.

"Jeg har det fint. Jeg kan godt lide min stress. Jeg er vant til den," jeg går hen og tager fat om Cole's arm, så jeg kan hive ham op fra sofaen.

"Vi fandt den her," siger Alex. Jeg ser på ham og den flaske vodka han har i hånden. Pis. Jeg hiver den hurtigt ud fra hans hånd og stiller den på sofabordet.