The benefits of snow | ✓

25. Rollemodeller & dyb skuffelse

"Jeg har brug for at låne din telefon," siger jeg til Shea. Hun griner af mig. Sympatisk. Kort fortalt: Mine forældre flippede over, at jeg ikke havde skrevet til dem, og at jeg lugtede af alkohol, da jeg endelig kom hjem. Skolen havde også ringet og fortalt dem, at jeg ikke havde været der, og de fuldstændig tabte deres shit. Så de har konfiskeret min telefon indtil vinterballet, som er i næste weekend. Fedt. Elsker dem. Nej. Da jeg spurgte, hvordan jeg så skulle skrive til dem næste gang, så sagde de, at jeg måtte låne mine venners telefoner. Så her er jeg. Yaaay. Udover, at min telefon er blevet kidnappet, så skal jeg også komme direkte hjem fra skole indtil vinterballet. Altså i en uge. Og det duer bare ikke for mig. Jeg skal hjem til Seb i dag. Om jeg skal lyve eller ej. Hvis det her ikke skriger overbeskyttende forældre, hvad gør så? Alt det her bare fordi jeg for første gang i mit liv missede en dag af skolen, og fordi jeg ikke sendte en besked om morgenen. Tis os.

"Okay," Shea giver mig sin telefon. Jeg smiler til Seb, som står ved siden af mig og læner sig op ad væggen. Vi er venner igen. Jeg ved ikke, om vi nogensinde stoppede, men i går var vi bare en smule uenige. Jeg troede, at han ville være gået tilbage til at ignorere mig i dag, men nope. Han har lagt det hele bag sig, og vi har ikke snakket om det en eneste gang siden. Jeg er forvirret. Gamle Seb ville have droppet mig der. Jeg skriver min fars nummer og venter utålmodigt.

"Jeg billiger ikke det her," fortæller Seb mig. Jeg himler med øjnene. Min far tager telefonen.

"Hej far, det er April."

"April?"

"Jeg ringer fra Sheas telefon. Du ved, nogen har bortført min."

"Hvorfor ringer du April?" Spørger min far sukkende.

"Din kærlighed er overvældende."

"Jeg sidder i møde," hvisker han frustreret. Åh okay.

"Jeg ville bare fortælle dig, at vi er bagud på årbogen, så vi skal blive lidt længere for at tjekke op på det," jeg ser på Seb i nervøsitet. Han laver en grimasse. Åh. Han tror ikke, at det virker. Bare vent og se.

"Hvor længe?"

"Et par timer," indrømmer jeg. Min far tager en dyb indånding.

"Okay. Men vær hjemme til aftensmad," mumler han.

"Tak, det skal jeg nok. Elsker dig!" Siger jeg glad. Jeg rækker tunge af Seb, som himler med øjnene og ser ned.

"Jeg elsker også dig. Vi ses."

"Jep." Jeg lægger på og hopper op og ned i lidt tid. "Ha!" Jeg prikker til Seb's bryst. Han griber fat om min finger og hiver mig lidt tættere på. "Taber."

"Forkælede unge."

"Fornærmede rotte."

"Perfekte prinsesse."

"Sure myre."

"Må jeg få min telefon?" Afbryder Shea, som er kommet tilbage. Hun ser underholdt, men også forvirret ud. Jeg nikker og giver hende hendes telefon. Hun mimer "Sebastian" og ser spørgende ud. Jeg rækker fuck til hende i skjul.

"Ses i morgen," jeg krammer hende, og hun krammer tilbage.

"Jep."

"Lad os gå," jeg smiler til Seb, som allerede er på vej ud fra rummet. Nogen har travlt. Jeg lunter op til ham. "Hvordan kommer vi hjem?" Spørger jeg undrende. De har kun en bil, og jeg tror, at Cole har den i dag. "Kan vi ringe efter et privatfly?"

"Vi går," svarer Seb kort. Jeg sukker tungt.

"Livet er hårdt," mumler jeg.

"Hmm."