The benefits of snow | ✓

9. Morgenmad & skyldfølelse

(Vigtig besked i bunden. Læs meget meget meget gerne.)
Jeg vågner ved siden af Sebastian Fintry. Mit hoved ligger blødt på hans taske. Han har sin jakke under hovedet. Jeg gaber og ser mig omkring. Det er søndag. Hvis sneen ikke er væk nu, så vi kan komme ud i dag, så kan vi komme ud i morgen. Jeg glæder mig til at være en del af omverdenen igen. Jeg kan lugte Sebastians aftershave. Han dufter godt. Mandligt. Er det gustent, at jeg sidder og sniffer til en fyr, som jeg knap nok kender? I går spiste vi spegepølse til aftensmad. Bedre end gourmetmad, det kan jeg love jer. Men det betyder, at vi har en proteinbar tilbage, en gulerod og noget på et fad. Vi tør ikke helt røre maden på fadet, fordi vi aner ikke, hvad det er. Det kunne være skjult gift, som nogen har lagt derind. Måske har nogen planlagt at låse os inde her, pakke gift ind på et fad og så tvinge os til at spise det, fordi der ikke er andet. Det kunne også bare være mad, men den første mulighed er lidt mere spændende. Jeg rykker spontant lidt tættere på Sebastian. Han ser rolig ud. Fuldstændig afslappet. Han vil kun være min ven, indtil vi bliver lukket ud, så det har jeg tænkt mig at udnytte. Jeg klapper ham blidt på kinden. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg faldt i søvn i går. Jeg tror, at vi faldt i søvn lang tid før 00:00. Heldigt. Jeg husker kun, at jeg følte mig tryg. Tryg nok til at falde i søvn uden problemer. Jeg niver Sebastians kind. Han rykker på sig.

"Jeg myrder dig," hvæser han meget lavt. Jeg smiler tilfredst.

"Man myrder ikke sine venner," nynner jeg og rejser mig op fra gulvet. Jeg strækker min krop. Min ryg er lidt øm. Mine albuer, min røv og mit hoved gør stadig ondt fra mine mange fald i går. Men det var det værd, fordi nu kan jeg sådan cirka skøjte.

"Se, det er grunden til, at jeg har undgået dem indtil nu," svarer Sebastian. Han sætter sig op med hår, som stritter ud til alle sider. Jeg når lige at række ud for at rette på det, før jeg trækker min hånd tilbage. Jeg håber inderligt på, at han ikke opdagede det, men hans løftede øjenbryn bekræfter, at det gjorde han. Er det bare mig, eller brænder jeres kinder også? Nej? Okay. "Er du bange for mit hår?" Spørger Sebastian drillende. Jeg himler med øjnene.

"Jeps, jeg tror lige, at jeg så noget bevæge sig i det. Hvornår var du sidst i bad?"

"To dage siden så pas på, hvad du siger." Han har ret. Det er tre dage siden, at jeg har været i bad. Jeg kan nok ikke disse hans hår så. "Gulerod eller proteinbar?" Bliver jeg spurgt, imens Sebastian langsomt rejser sig op. Han gaber, hvilket er et af de mest bedårende syn, som jeg nogensinde har set. Hvordan kan det klæde et menneske så godt at åbne munden på vidt gab? Det bør ikke være menneskeligt muligt. Jeg ligner en vred trold, når jeg gaber. Han ligner en lækker og nuttet fyr.

"Morgenmad er dagens vigtigste måltid, så proteinbar," svarer jeg. Sebastian nikker. Dagens mål er at få ham til at smile. Bare et lille smile. Jeg vil gerne se det. Han tager sin jakke fra gulvet, får den på og begynder at forlade rummet. Jeg er lige i hælende på ham. "Er du gode venner med Alex?" Spørger jeg ham for at starte en samtale. Sebastian fnyser.

"Venner? Hvad er det dog?" Spørger han med et dramatisk suk. Jeg griner.

"Okay, så ikke venner. Bekendte?"

"Eh, okay bedstemor," Sebastian går lidt langsommere, så vi kan gå ved siden af hinanden. Jeg bumper min skulder ind i hans. "Klart ja. Huntzberger er cool," han nikker langsomt.

"Cool? Han er cool? Er det det eneste, som du har at sige?" Spørger jeg med et grin. Vi går ned ad gangen mod køkkenet.

"Vil du hellere høre om, hvordan han engang lavede helikopter—"

"Gud! Nej!"

"Hmm, fordi det er det eneste, som jeg ved om ham," Sebastian ser på mig med et drillende glimt i øjet. "Jeg er ikke fyren, som folk kommer og græder ved, når de har tabt en tand eller har problemer derhjemme, West."