The benefits of snow | ✓

36. Ishockeykamp & en problemskabende far

"Udstyr?" Spørger jeg. Seb ser op fra sin taske med et "mener du det?" blik. Jeg griner og lægger mig bedre til rette på hans knirkende seng.

"Du kan ikke bare sige udstyr. Der er meget," Seb himler opgivende med øjnene og sukker overdramatisk højt.

"Dramaqueen," fnyser jeg. Seb kaster en sok efter mig, som jeg grinende undviger. "Okay... Skøjter?" Jeg ser afventende på Seb, som går hen til sin kommode.

"Er i mit skab i hallen."

"Vigtigt spørgsmål, nu hvor jeg er blevet bedt om at hjælpe dig med at huske alt til kampen," jeg løfter en finger.

"Jeg lytter."

"Er alt dit udstyr i dit skab ved hallen, og bad du mig kun hjælpe, så du kunne høre på min utroligt sexede stemme, imens jeg remser navnene op på dit ishockeyudstyr, fordi du er en hormonfyldt teenager, som bliver tændt af at høre min sexede stemme snakke om ishockey?" Spørger jeg. Seb ser tænkende op i loftet og gnubber sin hage, som om han har et skæg.

"Hmm..." Han trækker på skuldrene og siger så hurtigt: "Du har regnet mig ud. Jeg troede ellers, at jeg var så god," han smiler bredere, end han længe har gjort. Jeg griner højt og rejser mig op.

"Jeg er en god detektiv," forklarer jeg.

"Nårh ja, det er det," griner Seb. Jeg nikker og ser ned i hans kommode.

"Uh," jeg tager nogle sorte boxershorts op og vifter med dem, men de når knap nok at se lyset, før Seb har revet dem ud af min hånd og lagt dem ned i skuffen igen. "Vold mod underbukserne," mumler jeg beklagende og tager en hvid t-shirt op. Den tager han ikke fra mig. "Skiundertøj?" Spørger jeg. Seb ser ud til at tænke lidt, og så ryster han på hovedet og åbner skuffen nedenunder den, som er åben nu. Han finder hurtigt skiundertøjet og lægger det ned i sportstasken. "Trusser og bh?" Spørger jeg med uskyldige øjne, imens jeg dufter til hans t-shirt lige foran ham. Nogen som sagde creepy? Hmm. Hørte ikke noget. Det er ikke min skyld, at drenge dufter så godt.

"Kun hvis du smider dit, så jeg kan pakke det ned," svarer Seb. Jeg smiler og lægger trøjen fra mig, før jeg lægger mine hænder på hans kinder og stiller mig en smule på tær, så jeg kan mærke hans læber mod mine. Seb smiler. Jeg har dårlig samvittighed over at ødelægge hans humør.

"Jeg skal fortælle dig noget," hvisker jeg mod hans læber, da han trækker sig en smule tilbage. Han ryster på hovedet og drejer os 90 grader rundt, så han kan presse mig op af kommoden. Jeg hører en skuffe lukke. Ups. Seb kører en hånd igennem mit hår og prøver at gøre kysset dybere, men jeg lægger en hånd på hans bryst og skubber ham svagt tilbage. Bare vi kunne fortsætte med at være glade. "Det er vigtigt," jeg rømmer mig og træder til siden. Jeg tager hans t-shirt og hopper op på hans seng med den i hænderne. Seb læner sig op ad kommoden og ser på mig med øjenbrynene trukket sammen og et bekymret udtryk i ansigtet.

"Jeg tror ikke, at jeg vil høre det," indrømmer han. Jeg lukker mine øjne i noget tid for at samle mod, og så åbner jeg dem igen og ser på Seb.

"I går, da jeg var alene hjemme..." Jeg tager hårdere fat om hans trøje. "Kom din far forbi." Som at rive et plaster af, ikke? Seb tager en dyb indånding og vender sig om, så jeg kun kan se hans ryg. Han hviler panden ned mod kommoden og griber fag om kanten af den. "Han ville høre, hvordan I havde det og—"

"Jeg vil ikke høre det," afbryder Seb. Jeg ser på hans spændte ryg. Alle hans muskler er spændte. Kampberedte.

"Vil du ikke vide, hvad han snakkede med mig om?" Spøger jeg en smule overrasket.

"Jeg kan allerede regne det ud," mumler Seb. "Spurgte ind til os og lod som om, at han bekymrede sig. Fortalte, at han ikke giver op, og at han nok skal vinde. Jeg har allerede oplevet det, April," Seb vender sig endelig om og ser på mig. Han virker ligeglad. Vred, men ligeglad. Hvordan kan han være ligeglad?