The benefits of snow | ✓

sebastian & ekstra løb

Tidsperiode: Seb og Aprils første år på college, ca. et halvt år inde i skoleåret.
-
Jeg er forsinket igen. Jeg skulle have været på hendes værelse for en halv time siden. Hun kvæler mig. Man skal ikke fucke med April West's planer, så jeg er på dybt vand. Jeg tror endda, at vi skulle ud at spise. Altså fuck. Jeg trækker mine basketshorts på.

"Phill vil høre, om du er klar på fredag?" Min agent, Tyson Hudson, ser op fra min kalender, som han har liggende i skødet. Han har sin telefon presset mod øret. Jeg åbner mit skab for at finde min t-shirt.

"Fredag?" Spørger jeg ukoncentreret og tager min sorte Armani t-shirt ud. En gave fra min far. Han vil ikke lade mig fucking være. Jeg glæder mig til den dag, hvor han giver op. Jeg trækker trøjen ned over hovedet og ser hen mod Ty.

"Interviewet med Young Elites," Ty vifter med hånden, som om det sætter min hjerne i gang. Ehhh.

"Uddyb?" Beder jeg og hiver mine sokker på. Mine mavemuskler brokker sig straks. Min styrketræning i dag var dræbende, og den i går var kun værre. Min krop er så øm og død over det hele, at jeg knap nok kan bevæge mig uden at lave en grimasse i smerte. Jeg masserer kort mine tindinger. Mit hoved gør også ondt. Jeg har en privat træner, og han nyder at torturere mig. Desuden får jeg ikke nok søvn, og jeg tror, at jeg er ved at gå ned med stress. College livet rocker.

"Du møder op og bliver interviewet af en vært. Live. Og så svarer du på spørgsmål fra publikum og—"

"Fortæl Phill at det ikke kommer til at ske." Jeg kan allerede mærke angsten komme krybende. Live betyder, at de kan spørge ind til alt, og at jeg ikke vil kunne få det redigeret ud bagefter, hvis jeg enten panikker eller ikke vil have, at folk skal vide det.

"Men—"

"Jeg laver ikke live interviews," jeg trækker min hoodie ned over hovedet og slår hætten op. Så tager jeg mine sko på. Fatter han ikke, at jeg har lorte travlt?

"Det er god presse. De store hold skal opdage dig, Fintry," prøver Ty. Jeg ryster på hovedet igen.

"Ikke på den måde."

"Aftalen er allerede lavet og—"

"Jeg gør det ikke," jeg siger det kort og fattet, så han forstår, at det her ikke er en diskussion, som han kan vinde. Tyson sukker dybt. Jeg ved godt, at jeg næppe er nem at arbejde med, men det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg har mine grænser, og jeg nægter at træder over dem, bare fordi jeg er desperat efter, at de store hold vil opdage mig. Det må vi få dem til at gøre på andre måder.

"Som du siger, boss," mumler han. Han vender tilbage til sit opkald, imens jeg svinger min sportstaske over skulderen. "Hvad så med det photoshoot, som Alberta News har sørget for på lørdag?" Jeg havde helt glemt, at College-avisen skriver en artikel om mig og skal bruge billeder. Pis. Hvem havde nogensinde troet, at jeg ville ende på University of Alberta. I Edmonton. Ikke mig. Eller April. Men nu er vi her begge. Man skulle bare ikke tro det, fordi vi ser knap nok hinanden.

"Det er fint," mumler jeg, selvom jeg allerede kan forudse, hvor meget jeg kommer til at hade det. Jeg er ikke glad for photoshoots. Det er spotlight på mig i flere timer, hvor jeg skal posere for fremmede mennesker. "Er der mere?"

"Løbetur med Jesse i morgen." Jesse er min personlige træner. Jeg sukker allerede mentalt. Fml. Løbeturer med Jesse er det samme som at hoppe ned i døden, men værre. "Klokken 05:00."

"Mener du det?" Spørger jeg tungt, selvom jeg allerede kender svaret. Jeg har morgentræning klokken 07:00, så det giver mening, at løbeturen skal ind før det.