The benefits of snow | ✓

sebastian & manglende morgenmad

Tidsperiode: dagen efter det forrige kapitel
-
"Hurtigere, Fintry!" Råber Sully efter mig. Jeg sætter farten op. Hvis de to timers løb i går ikke var nok, så tvang fuckeren mig også til at blive efter træning i dag for mere løb. Jeg har ikke brug for mere løb. Jeg er den i bedst form på hele holdet, og han ved det, så han straffer mig for det. Fuck ham. "Kan du ikke gøre det bedre?" Jeg bukker mig ned, rører ved den mindste kegle han kunne finde, og så vender jeg om og sprinter mod den næste kegle.

"Hvor længe, Sully?" Spørger jeg forpustet og dødt.

"Hvorfor? Har du endnu en date med din kæreste." Jep. "Hvad er vigtigst, mini Jonathan? Ishockey eller en ligegyldig pige!" Jeg standser op midt i det hele. "Hvad laver du?" Udbryder han vredt.

"Du skal ikke kalde mig 'Mini Jonathan'. Nogensinde igen," snerrer jeg. En ting er at han hundser rundt med mig. At han udnytter sin position som holdkaptajn, hvilket han endda stinker til at være. Men han skal ikke sammenligne mig med min far. Han skal ikke hentyde til, at jeg kun er nået hertil på grund af min far, når skiderikken ikke har været der i halvdelen af mit liv. Jeg er nået hertil på grund af mig selv og mine ambitioner. Men ingen ser det. De ser kun mit efternavn. Undtagen min træner, Blake, Anthony, mine venner og brødre.

"Daddy issues, Sebastian?" Hvæser han. "Jeg er fucking ligeglad. Kom i gang!" Han peger mod keglen, som jeg var på vej imod.

"Hvor længe har du tænkt dig at blive ved, Sully?"

"Så længe jeg er holdkaptajn. Jeg gør hver dag til et helvede."

"Hvorfor? Hvad har jeg nogensinde gjort dig?" Udbryder jeg med en tydelig frustration. Sully peger på keglen igen.

"I gang, eller du får to timer mere."

"Du har et seriøst problem," mumler jeg surt og sætter i sprint igen. Og det gør jeg i halvanden time mere. Jeg når at brække mig en gang, men han sætter mig i gang igen. Og da han endelig vandrer væk, efterlader selvfølgelig mig med alt rodet, falder jeg sammen i græsset og stirrer op på himlen. Jeg ligger sådan i lidt tid, før jeg ruller om på maven og udbryder en meget høj og frustreret lyd ned i græsset. Jeg slår min knytnæve ned i det, før jeg ruller om på ryggen igen med dybe indåndinger.

"Okay?" Alex lander ved siden af mig. Jeg ryster på hovedet.

"Hvordan fandt du mig?"

"Snakkede med Blake," han lægger sig ned ved siden af mig. "Lad os snakke med træner Williams."

"Nej." Jeg prøver stadig at få vejret. Hele min krop gør ondt. Jeg tror ikke, at jeg kan rejse mig op. Nogensinde igen.

"Fortsæt..."

"Jeg gider ikke være ham den nye, som piber til træneren. Og det er fint. Jeg kan sagtens klare det."

"Hvis han fortsætter sådan her hver dag, Seb, så ødelægger han dig."

"Og det er sikkert hans plan," jeg hiver noget græs op, "men det er kun et halvt år mere. Og jeg kommer i god form."

"Det er ikke sjovt," Alex sætter sig op og ser ned på mig med vrede øjne. "Han er et røvhul. Ingen kan lide ham, og han har inden for to døgn fået dig til at træne 4 timer mere end alle andre. I løb. Intet ishockey. Han gør det for at skræmme dig væk."

"Og hvis jeg sladrer, vinder han."

"Han ødelægger dit forhold med April," sukker Alex. Jeg giver ham et vredt blik.

"Nej han gør ej."

"Du er to timer forsinket. Og i går mødte du ikke op."

"Jeg forklarer det hele til April. Hun forstår. Det er fint."