The benefits of snow | ✓

3. Privatliv & mad

Ingen snakker med Sebastian Fintry. Sådan er det bare. Tro mig, folk har prøvet. Piger har gjort deres bedste og det samme har drenge. Men intet virker. Han nægter at bruge sin tid på andre mennesker, og ingen ved hvorfor. Han må være så ensom. Af alle jeg kunne blive låst inde med, bliver det Sebastian Fintry? Fyren som hader alle. Heldige mig. Jeg sætter mig på bænken og gnubber mine arme for at gøre dem lidt varmere. Han sagde, at han ikke have travlt med at komme ud. Blev han frivilligt, så han kunne blive sneet inde? Det er jo sindssygt. Jeg er låst ind med en sindssyg morder. Jeg er officielt skræmt mere end for to minutter siden. Sebastian roder rundt i sin taske, imens jeg nervøst holder fast om lommelygten. Jeg aner ikke, hvad han leder efter. Et skilt hvor der står, at jeg skal lade ham være? Sit mordvåben? En hammer, som han kan banke mig død med? En insektspray, så han kan skræmme mig væk fra ham?

"Fryser du ikke?" Spørger jeg for at skabe en samtale. Sebastian trækker på skuldrene. Han har endnu mindre tøj på end mig. Sorte slidte jeans, en hoodie, en vinterjakke, som han ikke engang har lynet op. Jeg har nærmest alt mit tøj på, og jeg er ved at dø. Hvordan kan han ikke fryse? "Tror du, at nogen leder efter os?" Jeg tænker på Alex og Shea. Vi havde planer i aften. De opdager sikkert, at jeg ikke er med dem og kommer tilbage. De bør komme tilbage efter mig. Men på den anden side, så er de nok ved festen. Måske er de allerede fulde. Måske har de glemt, at jeg findes, og de kommer aldrig. Mine forældre kommer heller ikke til at lede efter mig. Sebastian er mit eneste håb.

"Dig, ja," svarer han kort. Han var så snakkesalig før, men så blev lyset tændt, og han blev nærmest en helt anden person. En ikke særligt snakkende person. Er jeg så grim, at jeg skræmte ham til at være tavs? Av.

"Hvorfor leder ingen efter dig?" Spørger jeg. Sebastian stopper i sine bevægelser, tager en dyb indånding og fortsætter så med at lede. Han svarer mig ikke. Jeg hviler mit hoved i mine hænder og følger hans bevægelser med mit blik. "Du spillede godt i aften," prøver jeg. Sebastian smider frustreret sin taske fra sig, og jeg ser med store øjne på ham og så på tasken. Indholdet er spredt ud over det beskidte gulv. Jeg ser en pose med en tandbørste og en tandpasta. Der er noget tøj og nogle andre ting, som jeg har lidt svært ved at identificerer. Det ligner, at han har pakket de vigtigste ting hurtigt og bare er smuttet. Så han er her rent faktisk med vilje. Shit.

"Har du en telefon?" Spørger han mig med en hæs og bekymret stemme. Jeg rynker på panden og ryster så på hovedet. Han bliver helt rød i hovedet, og hviler sukkende sit hoved mod skabene. Hvis jeg havde en telefon, havde jeg nok brugt den, og så ville vi ikke sidde her nu. Og hvorfor skal han bruge en telefon? Er han her ikke med vilje? Jeg er så forvirret. Jeg vil bare hen til min kæreste og tude i forvirring.

"Men det går nok. Alex og Shea opdager, at jeg er væk, og de vil komme tilbage efter mig." Jeg ved ikke helt, om jeg prøver at berolige ham eller mig selv.

"Du har meget tro i to teenagere til en fest omringet af horny folk," mumler han og slår blidt sit hoved ind i skabet. Jeg presser læberne sammen og lægger mine arme omkring min overkrop. Hvorfor en ishockeyhal af alting? Det er et af de koldeste steder, som man kan blive fanget i en snestorm.

"De skal nok komme," hvisker jeg og ser ned på gulvet. Jeg samler bogen op, som røg ud af Sebastians taske. The Outsiders. Jeg slår op på første side, og en rød håndskrift fanger min opmærksomhed.

Til min elskede søn,
Dine brødre er dine bedste venner. Bedste venner passer på hinanden, altid.

Bogen bliver revet direkte ud af hænderne på mig. Jeg ser forskrækket på Sebastian, som har sat sig på hug ved sin sportstaske og pakker det hele ned igen.

"Skrev din mor det?" Spørger jeg. Sebastian får samlet alle tingene ind og lyner aggressivt tasken.

"Har du nogensinde hørt om privatliv?" Snerrer han, før han stormer ud fra omklædningsrummet. Jeg ser døren smække og fortsætter med at stirre på den. Jeg ved godt, at jeg kan være lidt for nysgerrig, men jeg er dårlig til socialisering. Jeg er socialt akavet. Så jeg spørger om for meget, snakker måske for meget, blander mig i ting, som folk ikke vil have, at jeg blander mig i. Medmindre jeg kender en person, så godt som jeg kender for eksempel Alex, så er jeg helt væk i hovedet. Det er som om, at alt kontrol forsvinder, og min mund spytter bare de første ord ud, som den kan. Oven i det hader jeg stilhed, så jeg prøver altid at bryde den. Det viser sig dog, at Sebastian foretrækker stilhed. Hvilket chok. Det er ikke, fordi han undgår mennesker dagligt. Jeg rejser mig op. Jeg vil finde Sebastian og undskylde for at blande mig. Jeg forlader omklædningsrummet og går ned ad gangen mod den store sal. Jeg har ingen idé om, hvor han kan være gået hen. Inde i storsalen er han i hvert fald ikke. Der er helt tomt. Jeg ser på det store ur. 23:14. 46 minutter. Jeg synker ubehageligt og sætter mig på den nærmeste stol. Jeg begraver mine kolde hænder i min vinterjakkes lommer. Vanter giver virkelig ingen varme.