The benefits of snow | ✓

34. Kirkegården & glæde

"Det her er en helt speciel muffin," fortæller Alex og sætter sig ned på et knæ, som om han skal frie til mig. Jeg himler med mine øjne og sukker. Men jeg kan ikke holde mine grin inde. Dog ser jeg også ud over parkeringspladsen. Leder efter Cole, som normalt kører Seb i skole i deres bil. Men han er her ikke. Måske kommer Seb ikke i skole med Cole, idiot. Seb bor på børnehjemmet nu. Hvordan skal jeg så få øje på ham? "Det er ikke enhver muffin. Den er specielt god til at skaffe Aprils opmærksomhed, når hun hellere vil se på den kedelige parkeringsplads end den pink muffin," fortæller Alex. Jeg slår en hånd mod mit bryst.

"Gud, det er smukt, Alex."

"Jeg ved det," han blinker med det ene øje.

"Så, April West, vil du gøre mig denne ære og tage imod min pink opmærksomheds-muffin?" Spørger han. Jeg lades som om, at jeg tænker mig om.

"Hmm."

"Nej seriøst. Tag den. Mit knæ begynder at gøre ondt," brokker Alex sig med en grimasse. Jeg griner højt og tager muffinen fra ham. Han har allerede fået sin banan. Så Alex rejser sig op igen og begynder at spise. Jeg ser på min muffin, før jeg kigger rundt omkring igen. "Vil du med ind, eller har du tænkt dig at vente her indtil klokken ringer?" Spørger Alex og smider sin bananskrald ud i den nærmeste skraldespand.

"Tænkt mig at vente," mumler jeg og ser til højre. Jeg kigger på hvert menneske, hver bil og hvert menneske, som stadig sidder inde i bilen. Men ingen til den side.

"Godt du ikke skal vente så længe," griner Alex. Jeg ser undrende på ham. Han tager fat i mine skuldre og drejer mig hen mod venstre, hvor jeg hurtigt spotter Fintrys bil. Åh shit. Yes yes yes.

"Hej hej," jeg kysser Alex på kinden, rækker ham min muffin og sætter i spurt mod Seb, som er ved at snakke med Cole i bilen. Cole siger noget til Seb, som ser på mig med et smil. Et smil fra Seb. Fuck, jeg har savnet ham. Og der er kun gået to dage. Seb fortæller Cole et eller andet, hvilket får Cole til at grine højt. Så stiger han ud fra bilen og spreder armene ud. Jeg hopper lige inde i dem. Hans arme lukker sig omkring min krop, og han svinger mig rundt en enkelt gang, før jeg lander på to ben igen med mit hoved begravet i hans skulder. Jeg knuger hans jakke på hans ryg i mine hænder og sørger for at få ham til at mærke, hvor meget jeg har savnet ham. Seb lader mig kramme ham så længe, som jeg har brug for. Først efter flere minutter trækker jeg mit hoved tilbage og ser op på Seb, som smiler roligt tilbage. Jeg ser på hans ansigt. Ingen nye skader siden dem, som Ray gav ham på skolen. "Er du okay?" Spørger jeg og giver hans krop et klem. Sebs hænder holder fast om min krop.

"Hmm, nu er jeg," Seb læner sit hoved ned mod mit og hviler sin pande mod min.

"Du kunne have svaret på mine beskeder," fortæller jeg sukkende Seb. Han kysser mig på næsen.

"Ray konfiskerede min telefon som straf," forklarer Seb. Jeg kysser hans hals, før jeg begraver mit hoved ved den.

"Fuck Ray," hvisker jeg. Seb griner og nikker. "Hvorfor kom du ikke i skole?" Spørger jeg og ser op på ham. Seb ser rundt omkring, før han ser ned på mig igen. Vi er begge klar over, at alle ser på os. Ingen har nogensinde set Seb være intim med en pige før. Eller en dreng for den sags skyld.

"Ray mente, at jeg skulle falde til på børnehjemmet og acceptere, at jeg nu skulle bo der. Så han tvang mig til at blive hjemme hele dagen."

"Sikke en lort," mumler jeg irriteret. Seb griner og lægger sin ene hånd på min hofte. Den anden hånd bruger han til at tage blidt fat om min hage og løfte mit hoved tættere på hans.

"Vi skal nok komme igennem det her, okay?" Han ser mig meget seriøst i øjnene. Jeg kan ikke gøre andet end at nikke. "Cole og Jer arbejder hårdt på at få mig ud. De har sørget for en retssag om nogle uger imod socialforvaltningen. Hvis vi bare beder til, at de vinder den, så er jeg ude, før du lægger mærke til det," prøver Seb at berolige mig. Og det lyder fantastisk og alt det. Jeg tror på, at hans brødre kan vinde. Men vi ved begge to, at man ikke bør håbe for meget. Fordi ingen nævnte, hvordan hans far kan få Seb nærmest lige, når han vil. Men vi tænker begge på det. Jeg kan se det på Sebs nu triste ansigt. Han ser mig ikke i øjnene længere. Han ser ned.