The benefits of snow | ✓

31. Et nyt år & angstanfald

Jeg hader at starte i skole efter en ferie. Det er det absolut værste. Du har lige haft frihed i flere uger, og så skal du tilbage. Misforstå mig ikke. Jeg elsker skole. Men jeg hader, når man har vænnet sig til ikke at stå tidligt op hver dag, og pludselig skal du vænne dig til det igen. Jeg er ved at samle alle mine skoleting sammen i min skoletaske, så jeg er klar til i morgen, hvor jeg skal i skole igen. Jeg sukker overdrevet højt og samler mine matematikbøger sammen.

"Jeg tror, at jeg så alle fuglene lette sig fra træerne, da du sukkede," kommenterer Seb, som sidder midt på min seng med udstrakte ben og den ene ankel lagt hen over den anden. Han sidder og læser i en af mine bøger om sorg. Jeg ved ikke hvorfor. Bogen hjælper ikke en skid. Den fjerner ikke sorg. Jeg mener, selvfølgelig gør den ikke det, men jeg var naiv, da jeg købte den, og jeg håbede, at der var nogle gode råd, som kunne hjælpe mig med at komme videre. Det havde den ikke.

"Jeg savner allerede ferie," piber jeg. Seb bladrer i bogen. Jeg fatter ikke, hvor hurtigt den her juleferie er gået. Fra juleaften til i dag. Det hele har føltes som et minut. Måske fordi jeg har brugt næsten hvert minut med Seb. Efter den 24. december, har vi nærmest været sammen hver dag. Enten hos ham, mig eller et eller andet sted i byen. Vi har blandt andet været meget på en diner med Oreo milkshakes. Jeg ser på mit håndled, hvor Sebs julegave sidder. Det er et guldfarvet armbånd med en form for knude et sted. Ellers er det fuldstændig basic. Jeg har sedlen, som lå inde i æsken på min opslagstavle, og jeg kan ikke lade vær med at kigge på den, imens jeg propper matematikbøgerne ned i min taske.

Tak for at være min ene sande ven

Jeg smiler og sorterer mine notesbøger fra skolens bøger. Jeg sætter mit hår op i en hestehale og ser hen på Seb, hvis øjenbryn er trukket sammen, imens han læser i bogen.

"Bullshit," siger han kort.

"Jeps. Dum bog," svarer jeg. Seb klapper bogen sammen og lægger den fra sig.

"Er du snart færdig?" Spørger han utålmodigt. Jeg smiler og lægger mine notesbøger ned i tasken.

"Du er alt for utålmodig," svarer jeg. Seb laver smalle øjne og ryster på hovedet.

"Du har snart brugt en halv time på at lægge bøger ned i din taske," tager han sig selv i forsvar. Jeg lægger de sidste bøger ned.

"Fordi det hele skal sorteres og lægges ordentligt ned," svarer jeg. Seb klapper på sengen. Jeg smiler og hopper ned på den.

"Det er lige meget."

"Nej det er ej," mumler jeg. Seb spreder armene ud, og jeg sætter mig overskrævs på ham og hviler min kind mod hans bryst, imens jeg krammer ham. Seb krammer hurtigt tilbage. "Bliver det her det samme, selv når vi starter i skole?" Spørger jeg lavt.

"Hvad snakker du om?" Han lyder allerede kampklar.

"Os," mumler jeg med varme kinder. Seb sukker kort. Jeg mærker mit hjerte synke i mit bryst. Selvfølgelig. Hvad havde jeg troet? At vi efter to uger sammen, ville fortsætte med at være sammen, når vi begyndte i skole igen? I hvilken verden går Sebastian Fintry med til det? I hvilken fucking verden, er jeg så heldig? Jeg trækker mig væk fra ham og ruller ned, så jeg lander på ryggen ved siden af ham.

"Jeg kan..." Seb stopper med at snakke. Jeg himler med øjnene.

"Du skal til træning om en time. Bare tag afsted," fortæller jeg ham irriteret.

"April—"

"Nej. Vi kan snakke senere. Du mangler stadig at pakke dine ishockeyting, og jeg kan bruge tiden på at rydde op eller noget," jeg krydser mine arme hen over mit bryst og ser op i loftet med sviende øjne. Jeg har ikke lyst til at græde foran ham. Det er allerede sket for mange gange.