The benefits of snow | ✓

33. Møder & familiekram

Seb er ikke i skole. Jeg er ligeglad med, om han blev kidnappet af socialforvaltningen for under 24 timer siden. Han bør være i skole. Hele meningen med at sige "vi ses" til ham var, at vi ville ses. I dag. Jeg har brug for at se ind i hans mørke øjne og kysse ham, imens jeg fortæller ham, at det nok skal gå, og at hans brødre nok skal få ham ud fra børnehjemmet. Jeg har brug for at holde ham i hånden på vej ned ad gangen, og jeg har brug for, at han for en fucking gangs skyld svarer på mine beskeder. Han er fanget på det børnehjem med Ray. Da han boede der sidst, havde han i det mindste sine brødre. Denne gang er han alene. Ingen kan beskytte ham. Han kan nok godt slå tilbage, men det fjerner ikke mine bekymringer. Bare det at han bor under det samme tag som den and gør mig vred.

Prinsesse:
Hej, det er April igen igen igen igen igen gange 10000000. Jeg har bare brug for en besked, hvor du fortæller, at du ikke er død, og at du ikke sælger hash endnu.

Jeg slukker min telefon og ser rundt i kantinen. Shea sidder og snakker højt med Alex, imens Trix følger med i samtalen og Bax bryder ind, når han har en god kommentar. Jeg ser ned i min telefon igen og vælger at ringe Seb op. For tyvende gang. Tyvende gang den går direkte på voicemail. Jeg prøver at ringe til Cole, men heller ikke han svarer. Jeg bliver mere og mere bekymret for hvert sekund, som der går. Jeg prikker til Alex' skulder. Han skæver til mig, afslutter sin sætning til Shea og vender så sin opmærksomhed mod mig.

"Var Seb til træning i morges?" Spørger jeg. Alex rynker på panden. Jeg prøver at ignorere bulen i hans pande og de blå mærker på hans arme. Han bør stoppe de her slåskampe. De ender med at tage livet af ham.

"Nej," svarer Alex. "Træner sagde, at han ikke ville komme, men at han ville være tilbage hurtigst muligt," fortæller han. Jeg bander og ser ned på den mad, som jeg stadig ikke har rørt.

"Ved du, hvad der sker?" Spørger Trix. Jeg ser på ham, som sidder overfor mig og ryster kort på hovedet.

"Damn," mumler Bax, "mystisk shit. Ham manden med pistolen dukker op og puf, så er Fintry væk," han laver håndbevægelser. Jeg ser ned i bordet. Jeg kan godt fortælle dem sandheden. De er hans venner, om han vil det eller ej, og de er bekymrede for ham.

"Jeremy mistede forældremyndigheden," fortæller jeg dem lavt. I starten ser jeg ned, men så lader jeg mit blik ramme de andres. De er alle stoppet med at snakke og ser overrasket på mig.

"Fuck," er det eneste Bax siger. Jeg nikker.

"Han er røget på børnehjem," og så siger jeg ikke mere. De behøver ikke alle detaljerne.

"Fandens," mumler Alex. Jeg nikker langsomt og tygger vredt på en agurk. "Kan vi gøre noget for at hjælpe ham?" Spørger han. Jeg ryster på hovedet.

"Bare... Når han kommer tilbage, så vær hans venner og ikke røvhul holdkammerater."

"Hey," udbryder Bax fornærmet, "jeg har aldrig været et røvhul mod Fintry. Jeg kan faktisk meget godt lide ham."

"Romantisk," fnyser Shea.

"Jeg respekterer ham," siger Bax med et dræberblik sendt til Shea. "Det bør alle gøre."

"Vi kan sende ham en pink gave med glimmerbånd og en enhjørning inde i, som kan sige 'vi elsker dig, Fintry', hvis man aer dens horn," tilbyder Alex. Vi griner alle sammen, og jeg takker Alex inde i mit hoved for at være verdens bedste ven. Også for Seb, fordi sandheden er, at selvom Seb føler, at jeg er hans eneste ven, så sidder der tre drenge ved det her bord, som respekterer ham og holder af ham. Det elsker jeg mine venner for. Så for første gang i dag smiler jeg bredt til dem alle. Shea sidder og stikker til sin vegetarsalat.