The benefits of snow | ✓

13. Skole & introduktioner

"Godmorgen skat," smiler min mor, da jeg går ind i køkkenet. Det lykkedes mig at snige mig ind i går, så mine forældre har ingen idé om, at jeg var låst inde i en ishockeyhal hele weekenden. Min plan er, at de aldrig finder ud af det. Det er bedst. Så bliver ingen kvalt. "Du kom sent hjem fra Alex," kommenteres der. Jeg smiler bare og fortsætter med at spise mine cornflakes. "Har han taget din tunge?"

"Jeg spiser," svarer jeg med mand i munden. Min mor laver en grimasse. Den bad hun selv om. Jeg sluger maden i min mund. "Men hvis du gerne vil se på mine tyggede cornflakes, så svarer jeg dig gerne," jeg smiler bredt. Min mor kysser mig på panden og retter lidt på sin stramme knold. Eller hun forsøger. Jeg tror, at hun har sprayet så meget hårspray på den, at den ikke ville bevæge sig, selv hvis der kom en tornado forbi.

"Henter Alex dig?" Spørger hun og flader sin allerede flade nederdel ud. Jeg ser ned på min telefon.

"Jeps," svarer jeg, lige da der kommer en besked ind om, at han holder udenfor huset. Jeg hopper ned fra barstolen, som jeg sidder på, og kysser min mor på kinden. "Vi ses senere," råber jeg, imens jeg lunter ud i bryggerset med min taske over skulderen. Jeg kaster den ned på jorden, får alt mit tøj på og hopper igennem alt sjattet på jorden. Alex holder i sin store sportsvogn, og jeg åbner med klaprende tænder døren. Fuck det er koldt. Jeg hader vinter. Jeg kaster min taske ned til mine fødder og smækker døren i. "Hej Huntz," hilser jeg forpustet. Alex skruer ned for radioen.

"Hej," svarer han hæst. Jeg rynker på panden og ser på min bedste ven. Han har sin hættetrøjes hætte over hovedet. Jeg kan ikke se hans ansigt.

"Alex?" Spørger jeg langsomt. Han stivner i kroppen og tager en dyb indånding.

"Jeg troede, at jeg kunne klare en weekend hjemme, men..." Han slår sit hoved ned i rattet. Jeg spænder mig op og vender hele min krop mod hans.

"Hvad er der sket?" Spørger jeg forsigtigt. Alex hader at snakke om følelser. Det er umuligt at få ham til at deltage i en samtale om det. Især hvis det er omkring hans følelser.

"Min fars forretningsrejse blev aflyst, og han var hjemme hele weekenden," mumler han. Jeg lægger min arm omkring hans skuldre.

"Prøvede han at have familietid? Tog han dig med på udflugter?" Spørger jeg. Alex fnyser.

"Det ville jeg ønske," brummer han. Han sætter sig op og starter bilen. Jeg slukker bilen igen og tager hans hånd. Han kigger stadig ikke på mig.

"Jeg er ked af, at jeg ikke kunne være der for dig i weekenden, okay? Jeg havde en... Travl weekend," siger jeg. Kan jeg fortælle ham sandheden? Hvorfor skulle jeg holde det hemmeligt? Jeg stoler på Alex. Men på den anden side har jeg på fornemmelsen, at Seb ikke vil have alle til at vide, at han var låst inde sammen med mig. Den "rige og forkælede prinsesse," som han engang kaldte mig. Må jeg overhovedet kalde ham Seb længere? Vi er jo ikke venner. Vores venskab udløb, da vi kom ud derfra. Jeg bør nok kalde ham Sebastian. Han vil gerne have, at vi lader som om, at vi aldrig har været venner. Det fortalte han mig i går, da hans brødre satte mig af. Han gik med ud af bilen og fortalte mig, at det ville være bedst for os begge, hvis vi intet fortalte til nogen. Jo færre ved det om ham, jo mindre problemer kan han komme i. For mig var det nok bare fordi, at han troede, at det ville ødelægge den popularitet, som han mener, at jeg har. Jeg nikkede bare og sagde, at det var vel fint. Jeg ville lade ham bestemme. Han sagde farvel og lovede, at han ville lade mig være. Jeg sagde, at det var fint, og at jeg stadig ville være der for ham, men han fortalte mig, at jeg ikke skulle være der for ham. Jeg skulle glemme ham og vores weekend sammen. Og jeg har prøvet. Jeg prøvede hele natten, imens jeg lå vågen. Jeg prøvede i morges, og jeg prøver lige nu, men jeg kan ikke bare glemme det. Sebastian Fintry blev min ven, og jeg var for fanden låst inde i en ishockeyhal i en hel weekend. Sådan noget glemmer man ikke bare lige på kommando. Måske har han allerede glemt det hele. Det er fint. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Men jeg kan gøre noget ved mine egne minder, og jeg har ikke lyst til at miste dem endnu. Selvom Seb var en idiot og et røvhul det meste af tiden, så var han også sjov, og han fik mig til at føle mig mere normal, end nogen anden har gjort hele mit liv. Det kan jeg ikke bare smide væk. Beklager. Han må blive venner med en anden pige, som han så kan tvinge til at glemmer ham.