The benefits of snow | ✓

38. Håndklæder & næseblod

"Hvad laver du?" Jeg ser op fra mine papirer, da Sebs stemme bryder den stilhed, som der før var i rummet. Han lukker døren til sit værelse bag sig og træder længere ind i rummet. Jeg er død. Han har kun et håndklæde om livet. Jeg stirrer. For meget. Nej, ret det. Man kan ikke stirre for meget, når det handler om en næsten nøgen Seb. Jeg ventede på ham til hans træning og tog med tilbage til børnehjemmet. Han skulle i bad, så jeg ventede på hans værelse med mine klamme matematiklektier. Men nu er han her. Fuck matematik.

"Matematik," svarer jeg langsomt, imens jeg stirrer på hans mavemuskler. "1 plus 1 giver 'kom over på den her seng og tag ikke tøj på,'" fortæller jeg ham. Seb griner og strammer håndklædet ind, før han går hen til mig. "Gå lidt hurtigere," brokker jeg mig. Seb begynder at gå langsommere. "Skiderik," piber jeg. Seb smiler skævt og holder fast på håndklædet med en hånd, imens han sætter sig på knæ i enden af sengen. "Det er okay. Du behøver ikke holde fast," beroliger jeg ham. Seb griner, og jeg smiler bredt af de bløde og lykkelige lyde, som der forlader hans muskuløse krop. Jeg har hans dyne på, fordi her er koldt, så jeg skubber den til side og venter på, at han kravler hen til mig. "Jeg har tænkt på noget," jeg tager fat i hans frie hånd og hiver ham tættere på. "Og jeg tror godt, at vi kan tage det næste skridt," jeg ser afventende på ham. Jeg ved, at han ikke er glad for at være intim, og hvis han ikke er klar, så er det okay. Jeg gør intet, som han ikke vil, men jeg håber alligevel. Seb suger sine kinder ind og ser på pladsen ved siden af mig i sengen. "Men vi behøver ikke. Du skulle bare vide, hvor jeg står i vores forhold og—"

"Har jeg nogensinde spurgt dig, om vi skulle være kærester?" Afbryder Seb. Han ser langsomt op. Jeg stirrer overrasket ind i hans øjne. "Jeg mener... det kom ud forkert," han tager en dyb indånding. "Hvad jeg mente er... Har jeg nogensinde spurgt dig, om vi skulle være kærester?" Denne gang snakker han langsomt og roligt. Ikke hurtigt og defensivt som før. Jeg ryster på hovedet.

"Det tror jeg ikke," mumler jeg. Seb ryster på hovedet. Jeg forstår ikke, hvad der sker. Alting var lige så hot. Og så... Er han typiske Sebastian og skubber mig væk.

"Sikke en fejl," puster Seb ud. Jeg ser på ham med store øjne. Hvad? Jeg troede, at han skulle til at droppe mig, og så... Eh jeg er ikke med længere. "April West," Seb giver min hånd et klem, "vil du være min første kæreste nogensinde?" Spørger Seb. Han ser nervøst på mig. Jeg lader som om, at jeg tænker rigtig grundigt over det.

"Jeg mener... JA!" Hviner jeg. Seb smiler bredt. Jeg skubber til ham, så han lander på ryggen i sengen, og så sætter jeg mig overskrævs på ham. Seb ser overrasket op på mig, men udtrykket bliver udskiftet med et underholdt et hurtigt. "Tak for at spørge," jeg smiler bredere end nogensinde før og læner mig forover, så jeg kan presse mine læber mod hans. Jeg lægger mine hænder på hans kinder og bevæger mig langsomt i bevægelser mod ham, imens jeg prøver at få adgang til hans mund med min tunge. Han er ikke fan af at bruge tungen, og jeg vil ikke tvinge ham til det, men jeg prøver langsomt at vænne ham til følelsen. Seb åbner langsomt læberne, imens jeg mærker hans hænder placere sig på min hofte.

"April," mumler han. Jeg trækker mig tilbage og ser spørgende på ham. Seb tager en dyb indånding. "Jeg tror også, at vi er klar til at tage næste skridt," hvisker han. Jeg smiler dobbelt så bredt som før, hvilket knap nok er muligt. "Men jeg er..." Seb sluger resten af ordene og ser på mig med store nuttede øjne. Han er det sødeste nogensinde. Jeg har lyst til at nive hans kinder.

"Jomfru?" Afslutter jeg. En lyserød farve lægger sig som snefnug hen over hans kinder. Aww. "Det er okay, Sebbie. Jeg har kun gjort det en gang, og jeg var fuld. Jeg husker det knap nok," jeg kører en hånd igennem hans hår. Seb rynker på næsen.

"April," udbryder han lavt.

"Jaja, jeg ved det. Dumt. Men min søster var lige... Uhm, jeg var næsten lige fyldt 15, og jeg ville ønske, at jeg havde ventet til dig, men det gjorde jeg ikke, så nu dømmer vi ingen—"