The benefits of snow | ✓

4. Tyveri & pigetoilettet

Da jeg vågner, ser jeg for mig, hvordan jeg vågner i min store drømmeseng. Alex ligger i min seng, som altid. Vi har aldrig gjort det sådan, at en af os sover på gulvet. Vi ved begge, at vi kun er venner, så vi har intet problem ved at ligge ved siden af hinanden. Desuden er han en god krammer. Alex rykker på sig og lægger sit hoved på min skulder. Hans tømmermænd kommer til at tage livet af ham. Jeg bør finde nogle hovedpinepiller. Ligesom mig, så er Alex glad for at være fuld. Det er ikke sådan, at vi ikke kan leve uden alkohol, men nogle gange, gør det bare tingene en smule nemmere. Jeg ser nærmere på Alex. Han ser så fredelig ud. Knap så anspændt, som han ser ud, når han er vågen. Han har brug for en pause snart. En pause fra sin far og sin ishockey. Jeg rykker mig væk fra ham og sætter mig op i sengen. Så skubber jeg til hans skulder.

"Alex?" Hvisker jeg. Han mumler noget utydeligt. Jeg skubber til ham igen. "Huntz, jeg finder hovedpinepiller til dig," lokker jeg. Han vender sig mod mig med øjnene på klem. Så tager han fat om mit håndled og trækker mig ned ved siden af sig. Jeg griner, da han trækker mig tæt på. Mit hoved hviler på hans varme bryst.

"Fuck," er det eneste han siger.

"Jeg er sneet inde," svarer jeg. Han løfter min hånd og ser fascineret på den.

"Du har en lille hånd."

"Jeg er sneet inde med Sebastian Fintry, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre," sukker jeg. Alex leger med mine fingre, imens hans bryst langsomt rejser sig og falder. Det er beroligende. Jeg kunne ligge her for evigt. Det ville gøre livet så meget nemmere. "Fortæl mig hvad jeg skal gøre," min stemme knækker, og jeg kan mærke tårerne presse på. Alex tager en dyb indånding.

"Fintry er ikke slem, bare misforstået. Sneet inde siger du?" Han har sin arm om mine skuldre, og han aer forsigtigt min overarm.

"Nej, bygningen er omringet af kameler, ja! Sneet inde. Hvorfor er I ikke kommet tilbage efter mig?" Spørger jeg. Jeg mærker noget vådt glide ned ad min kind.

"Vi er nogle røvhuller," er hans korte og simple svar. Hvad fanden skal jeg bruge det til? "Vi skal nok komme, AP. Og hvis vi ikke gør, så hold ud. Det er du bedst til. At holde ud." Hans ord giver genlyd i mit hoved, som jeg lukker øjnene og falder i søvn til hans hjertes rolige rytme. Da jeg åbner øjnene igen, sidder jeg i en ubehagelig stol med en ukendt sweatshirt lagt hen over mig. Jeg blinker et par gange for at vænne mig til lyset. Sebastian er ikke i stolen, som han faldt i søvn i. Jeg rejser mig langsomt op. Min krop er iskold. Jeg smider hurtigt min jakke, så jeg kan trække sweatshirten over hovedet. Så lyner jeg min jakke igen, og ser rundt i det tomme mødelokale. Et stort vindue lukker lys ind, som nærmest blænder mig. Jeg går hen til vinduet og ser ud. Jorden er dækket af et tykt lag sne. Vi kommer ikke ud foreløbigt. Jeg ser efter Sebastians taske, men den er også væk. Han er ikke sluppet ud, vel? Fordi hvis han er, så får han kraftedme bank for ikke at tage mig med. Jeg finder en masse fingummi orme, og jeg slår ham så meget med dem, at han bryder sammen på jorden og beder for min store og vigtige tilgivelse. Jeg kan se det for mig. Jeg lukker døren til mødelokalet, da jeg går ud af det. Med langsomme og trætte skridt, går jeg ned af de store trapper. Uret siger, at klokken er 08:47. Okay, jeg er vågnet tidligt. Min mave rumler. Jeg ville spise vingummiormene efter, at jeg havde tortureret Sebastian med dem. Uden tvivl. Jeg kunne spise en sutsko, så sulten er jeg.

Jeg finder toiletterne og ser mig i spejlet. Mit hår er uglet, og jeg har tørre tårer på kinderne. Jeg sprøjter noget vand i ansigtet, tisser, vasker hænder og går på Sebastian jagt. Jeg er ligeglad med, om vi skal rationere. Jeg vil have noget af hans tandpasta. Min mund smager af h til. Hvis han ikke giver mig noget tandpasta, bliver jeg nødt til at kysse hans perfekte læber, så han kan lugte min ånde selv og proppe tandpastaen frivilligt ind i min mund. Jeg tager en dyb indånding, før jeg åbner den tunge dør ind til ishockeyhallen. Til mit held skøjter Sebastian rundt på isen. Han bevæger sig så hurtigt, at jeg tror, at mine øjne falder ud af hovedet på mig. Han har bare sit normale tøj på og ingen hjelm. Han kunne sgu da falde og slå hovedet ned i isen og dø og aldrig vågne op igen, fordi han ville ligesom være død. Er han klar over det?