The benefits of snow | ✓

21. Skænderier & kram

"Masser af snefnug," siger Noel hurtigt. Vi nikker alle sammen, og jeg noterer ned.

"Og lys. Overalt," smiler Freya, som om hun allerede kan se det for sig. Jeg griner og skriver masser af lys på listen.

"Vi skal få det til at ligne et vinterparadis," fortæller Sophie entusiastisk. "Og vi skal have stjerner, fordi ballet hedder ligesom 'De Faldne Stjerner.'" Jeg noterer stjerner ned.

"Billetsalget starter på mandag og varer en uge. Det har jeg styr på," lover José.

"Vi takker," smiler jeg. José nikker og ser ned i sine papirer. Jeg ser også ned i mine. "På fredag, når vi begynder at pynte op i hallen, hvor mange frivillige vil så møde op og hjælpe til?" Spørger jeg.

"Omkring 80," svarer Noel. Jeg nikker.

"Det er perfekt," komplimenterer jeg. Jeg ser på Sophie, som er ved at se uf af vinduet. "Hvad ser du på?" Spørger jeg. Sophie ser kort på mig, før hun ser ud igen.

"Ishockeydrengene er ved at starte en slåskamp," fortæller hun spændt. Jeg rejser mig hurtigt op og går hen til vinduerne, så jeg kan se ned i skolegården. Alle de andre gør det samme. Der er vinduer ned langs hele væggen, så vi kan alle sammen se derned. Seb står og ser ned i jorden, imens Peterson og Katowski taler meget vredt med viftende arme. Seb ligner egentlig ikke rigtig en, som deltager i diskussionen, som tydeligvis omhandler ham. Alex står ved siden af Seb og prøver at snakke med resten af holdet, som alle står på Peterson og Katowskis side. Trix står imellem begge grupper og prøver at tale dem til fornuft, men ingen lytter.

"Hvad tror I, at de skændes om?" Spørger Freya. Jeg trækker på skuldrene. Jeg har virkelig ingen idé, men jeg ved, at det er så omfattende, at hele holdet er der, og alle ser ud til at være imod Seb. Altså undtagen Alex og Trix. Jeg ser efter Bax. Han plejer altid at være god til at stoppe diskussioner, men han er der ikke. Pis.

"Har I ikke hørt det?" Spørger Sophie. Alle ryster på hovedet. "Sebastian mødte ikke op til deres kamp i går, og de tabte stort. Det var den første kamp, som de tabte, og det rykkede dem ned i puljen. De er allesammen rasende på Sebastian, og jeg tror, at jeg hørte nogen sige, at Træner Marshall har planlagt en hård straf," forklarer hun os alle sammen. Jeg kan mærke bekymringen vokse. Der må have været en god grund til, at han ikke mødte op. Han ville aldrig droppe en ishockeykamp, medmindre det var fordi, at der var sket noget meget slemt.

"Men tror du ikke, at der er en grund til, at han ikke mødte op?" Spørger jeg. Sophie skæver til mig, før hun ser ned igen. Jeg kan se herfra, at Sebs hænder er knyttede, og han ser op fra jorden nu. Nogen har sagt noget, som de ikke skulle.

"Nogen siger, at det har noget med hans far at gøre."

"Men hans far er jo forsvundet for længe siden," siger José klogt.

"Andre siger, at hans mor ikke er død af en overdosis alligevel. At hun stadig er i live, og at hun stadig har problemer med stoffer, fordi hun er en narkoman," fortæller Sophie.

"Du kan ikke vide, om hun er narkoman," mumler jeg vredt. De ser alle sammen på mig nu. Jeg bider irriteret i min tunge. Pis. Jeg kender ham ikke. Jeg kender ham ikke. "Jeg mener bare, at det kun er rygter, at hun døde af en overdosis. Vores samfund er efterhånden baseret på rygter, og det er åndssvagt. Vi bør ikke konstatere noget om nogen, før vi kender sandheden," belærer jeg dem. De blinker alle overrasket med øjnene. Jeg smiler falsk og ser ned i skolegården igen. Alex har en hånd på Seb's skulder nu og snakker kun til ham, men resten af drengene er også i gang med at snakke til ham. Vredt. Ikke venligt, kan jeg fornemme helt heroppe fra. Seb ser fra Alex til Peterson, og pludselig er alle stille. Peterson har sagt noget forkert. Ellers ville folk ikke holde mund, og Seb ville ikke blive ved med at åbne sine hænder og knytte dem igen. Jeg bliver nødt til at redde Seb. Alle andre fra elevrådet ser også derned nu i stedet for at se på mig. Jeg samler mine ting sammen og forlader rummet, uden at nogen lægger mærke til det. Jeg løber gennem gangene, ned af trapperne og ud i skolegården. Jeg kan høre dem nu.