The benefits of snow | ✓

19. Morgenmad & drengenes omklædningsrum

"April?" Nogen ryster i min skulder. Jeg slår halvt død ud efter personen.

"Gå væk."

"Du har savlet på min sofa," svarer personen. Jeg slår øjnene op og sætter mig med det samme ordentligt. Pinligt. Seb ser på mig med tomme øjne.

"Morgenmad!" Råber Jeremy. Jeg gnider mig i øjnene. Seb forsvinder, og jeg tager mig lidt tid til at gabe og vågne, før jeg går ud i køkkenet og sætter mig ved deres spisebord. Jeg må se forfærdelig ud. Morgenhår og det samme tøj, som jeg have på i går. Men da jeg ser ned, har jeg ikke det tøj på. Jeg har en sweatshirt ud over min trøje. Seb kommer ind i en hoodie og nogle joggingshorts. Han sender Jeremy et blik, før han finder tallerkener fra en skuffe. "Jeg har styr på det," mumler Jeremy, imens han skubber til noget på en pande. Han tager tallerknerne fra Seb og sætter dem på bordet. Seb havde taget fire, men Jeremy sætter kun tre på bordet. "Sæt dig. I har skole om tyve minutter," instruerer Jeremy. Tyve minutter? Shit og pis. Mine forældre må være døde af bekymring, og Alex er ved mit hus for at hente mig om ingen tid. Seb sætter sig det samme sted, som han sad i går. Jeremy tager panden af komfuret og skubber æg ned på vores tallerkner.

"Skal du ikke have noget?" Spørger jeg.

"Jeg spiser senere," svarer han uden at se op fra den anden pande på komfuret. Han tager den og giver os bacon. "Cole!" Råber han. Intet svar. Han sukker frustreret og stormer ud fra køkkenet. Wow, deres morgener er hektiske.

"Hvorfor hjælper I ham ikke?" Spørger jeg Seb. Han ser op fra sin tallerken, hvor han før havde travlt med at stikke til sin mad.

"Jeg prøvede at hjælpe ham, mange tak. Du så, hvordan han reagerede."

"Du kunne have gået mere imod ham."

"Så var han blevet sur og havde flippet," mumler Seb. Han ser ned på sin tallerken igen. "Hvem af os kender Jeremy bedst?" Spøger han koldt. Jamen godmorgen da.

"Røvhul," svarer jeg og spiser min mad. Jeremy kommer ind i køkkenet igen med et greb om Coles overarm. Han tvinger ham ned på en af de frie stole, hvor Coles mad allerede står. Cole ser fuldstændig væk ud. Han stirrer ned i bordet, og han hænger med skuldrene. Han siger intet. Hvordan gik han fra at være den drillende type på dineren til den her stille og triste type?

"Jeg har timer fra 9:30 til 12:30. Klokken 13:00 har jeg et møde med Patricia, og fra 14:05 til 19:30 er jeg på arbejde, så I skal selv sørge for transport og mad i dag," fortæller Jeremy, imens han begynder at rengøre den første pande. Ingen af drengene svarer. De er begge røvhuller. "Cole," ved lyden af hans navn ser Cole kort op, før han stirrer ned igen. Hvad er der galt med ham? "Jeg har brug for, at du henter Seb fra træning klokken 17:55. Der er pizzaer i fryseren, som I kan varme. Og Sebbie, du har en spanskprøve i morgen, så sørg for, at du får læst op til den, okay?" Jeremy vender sig om med den nu rene pande i hånden og ser på sine brødre. Seb blinker hurtigt med øjnene, imens Cole hviler sit hoved på sine arme, som han har lagt på bordet. "Drenge?"

"Hmm..." Brummer Cole. Jeg sparker til Seb's skinneben. Han rynker på næsen, men nikker til Jeremy.

"Jeg skal nok læse op," lover han. Jeremy kniber sine øjne i og ser på Cole. Han går over til ham og giver hans hoved et smølfespark.

"Er du med?"

"Hmm."

"Tak for det meget forståelige og uddybende svar," fnyser Jeremy og går hen til vasken. Jeg spiser det sidste af min mad og rejser mig op med min tallerken i hånden.

"Jeg skal nok rydde op," lover jeg ham.

"Nej, det er fint. Jeg har styr på det."

"Sæt dig ned og spis. Du har givet mig mad to gange og ladet mig savle på din sofa. Jeg kan godt gøre rent," jeg smiler opmuntrende. Jeremy ser mig i øjnene, før han langsomt nikker og giver mig den pande, som han ikke har rengjort endnu. Han forsvinder fra rummet. Jeg ser på Cole og Seb. "Tag jer fucking sammen, dovne idioter. Jeres bror gør så meget for jer, og I gider ikke engang svare på hans spørgsmål," snerrer jeg. Seb strammer grebet om sin gaffel, og Cole rækker fuck, selvom han stadig halvt sover på sine arme. "Stop med at vær så sur og kom over og hjælp mig," siger jeg til Seb. Han er færdig med at spise. Hvorfor ikke hjælpe mig? "Du kommer ingen vegne i livet ved at surmule," nynner jeg. Seb rejser sig op med hårde bevægelser, og så begynder han at stille tingene i opvaskeren. "Det er ikke så svært, vel? Det kan faktisk nogle gange være rart at hjælpe til," smiler jeg bredt. Seb sprøjter vand i fjæset på mig. Jeg griner og fortsætter min rengøring. Hvis jeg var Jeremy, var jeg gået ned med stress for længe siden. Han har så meget ansvar, at det er utroligt, at han holder ud.