The benefits of snow | ✓

6. Lektioner & brødre

"Av for helvede!" Udbryder jeg, da jeg lander på røven. Sebastian fnyser og skøjter hen imod mig. "Jeg forstår ikke, hvordan du gør det. Det er kunst," mumler jeg. Sebastian skøjter rundt om mig. Jeg overvejer at tage fat om hans fødder, så han falder, men så ond er jeg ikke. Kun nogle gange.

"Jeg kunne ikke skøjte, da jeg var lille," indrømmer Sebastian. Jeg lytter straks. Efter en time med at lære at skøjte, så er jeg tæt på at give op. Det tror jeg godt, at Sebastian kan fornemme, fordi han er begyndt på en tale. Smukt. Igennem den sidste time har han bare givet mig instruktioner, og jeg har prøvet at følge dem, men det er ikke gået så godt. Sikke et chok. Sebastian skøjter hurtigt rundt om mig. Jeg forstår det ikke. Jeg stoler så meget på hans skøjtekontrol, at jeg ikke bliver skræmt af, at han skøjter rundt om mig. Han kunne praktisk talt skøjte ind i mit ben og skære det af, men det frygter jeg ikke. "Men det var ikke acceptabelt," fortsætter han. "Så jeg fik skøjter på, blev sat ud på isen, og jeg ville falde igen og igen. Jeg fik ikke hjælp til at komme op. Det skulle jeg selv klare. Så jeg prøvede, jeg faldt, jeg kom op og sådan fortsatte det indtil, at jeg kunne skøjte ti gange rundt i kanten af banen," fortæller han. Han standser foran mig. Jeg ser op på ham med store øjne.

"Var alt det på en dag?" Spørger jeg overrasket. Det lyder virkelig pisse hårdt. Sebastian nikker. Hvis jeg var ham, ville jeg have været død. Jeg tror faktisk, at jeg ville have landet så mange gange på min røv, at den ville være flad.

"Jeg måtte ikke forlade banen, før jeg kunne skøjte."

"Var det din far, som..." Jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne fortsætte den sætning.

Sebastian løfter et øjenbryn af mig. "Som tvang mig ud på isen, så jeg ikke ville være bange for evigt? Ja."

"Du tager din far i forsvar," mumler jeg. Jeg troede ikke, at Sebastian kunne lide sin far, men jeg aner efterhånden intet.

"Jeg var vandskræk, da jeg var lille," ændrer Sebastian emne. Han ignorerer, hvad jeg lige beskyldte ham for. "Min storebror, Jeremy, er elite svømmer. Da jeg var seks år, kunne jeg stadig ikke svømme. Jeremy var tolv, og var træt af, at jeg græd, hver gang jeg skulle i vandet," Sebastian trækker sin hætte på sin hoodie op over sit hoved, hvor han også har hue på. Snyd. Når jeg prøver at gøre det, kan jeg aldrig få hætten over min hue, og så ligner jeg bare en eller anden forvirret due med hue på. "Så da jeg stod ved kanten af en pool, skubbede han mig ned. Jeg troede, at jeg skulle drukne. Jeg fik vand i øjnene, jeg kunne ikke få hovedet op over vand, og når jeg skreg efter hjælp, fik jeg vand i munden. Men så trak Jer mig op fra vandet," Sebastian folder sine hænder bag sin ryg. "Og han skubbede mig ned igen," Sebastian nikker langsomt i takt med historien. "Og jeg troede, at jeg skulle drukne igen, men han trak mig op og skubbede mig ned og trak mig op og skubbede mig ned. Indtil jeg lærte, at jeg ikke døde af vand, hvis bare jeg havde kontrol. Få kontrol, April," Sebastian skøjter baglæns. Jeg ser op på ham med et trist smil. "Op og stå," beordrer han. Jeg sukker og sætter mine vante beklædte hænder på isen. Jeg prøver at komme op, men jeg er usikker på de skøjter, som vi har lånt fra hallen. De har skøjter, som man normalt udlåner til folk, som ikke har deres egne. Sebastian havde en nøgle til skabet, hvor de var. Heldige mig.

"Jeg har på fornemmelsen, at vi ikke kommer af banen, før jeg kan skøjte?" Gætter jeg og smiler halvhjertet til Sebastian. Han trækker på skuldrene. Han har virkelig ikke tænkt sig at hjælpe mig. Jeg sætter mig på knæ og prøver at sætte en fod på isen. Jeg vakler lidt, men det lykkes mig også at få den anden op. Derefter prøver jeg at rejse mig op. Jeg falder nærmest og rækker automatisk ud efter Sebastian, men han trækker sig tilbage. Fuck ham. Da jeg bliver stående og ikke falder og dør, ser jeg overrasket på ham. Han smiler ikke. Han ser bare på mig med anerkendende øjne. "Jeg står op," udbryder jeg stolt. Sebastian klapper.