The benefits of snow | ✓

elliot & redningsaktionen

tidsperiode:
To måneder efter sidste kapitel
-
Jeg bliver vækket klokken 04:02 af min ringende telefon. Med et stort gab og en fuckfinger tager jeg den. Colin. Fuck mit liv. Jeg presser den mod øret og gnider mig i øjnene, imens jeg prøver på ikke at forsvinde tilbage i søvn. Colin og jeg har ikke snakket sammen i to måneder. Ikke et eneste ord. Siden aftenen hvor han kom ud med sine følelser. Især i forhold til mig. Han ønsker sig at være enebarn. En familie uden mig. Jeg har trukket mig tilbage fra fællesskabet og lader ham få opmærksomheden. Forskellen var tydelig. Så snart jeg gjorde mig usynlig, fløj mine forældre rundt om ham. Som om jeg ikke var der længere. Men de var så glade for, at Colin endelig lukkede dem ind, at det var lige meget. Så længe de får lidt Colin. Jeg strammer grebet om telefonen. Han hader mig. Han sagde det direkte til mit fjæs. Hvorfor fanden ringer han til mig? Jeg har ikke snakket med min mor i nærmest to måneder. Kun kort ved morgenmaden og aftensmaden. Far prøver at få tid til os begge, men hans arbejde tager i forvejen utroligt lang tid, og at hans sønner ikke gider at være i samme rum, så han skal kunne være sammen med dem hver for sig, hjælper ikke. Jeg ved godt, at han prøver så meget, fordi han selv voksede op i et hus, hvor børnene var delt op efter favoritter. Han var favoritten. Han vil ikke have, at det er sådan herhjemme. Og alligevel har Colin altid hadet mig, fordi jeg åbenbart var deres favorit. Den eneste grund til, at det virkede sådan, var fordi jeg rent faktisk gad bruge min tid med dem. I modsætning til andre.

"Hm?" Mumler jeg.

"Jeg har brug for hjælp," han lyder bange. Jeg er pludselig langt mere vågen og sætter mig op. "Tag en bil og hent mig."

"Hvor er du?" Spørger jeg efterfulgt af et stort gab. Jeg forlader min seng og tager tøj på, som ikke kun er boxershorts.

"Uhm... et sted i en by."

"Tak, Colin. Ses om fem," jeg himler med øjnene og tager en ekstra hoodie med.

"Jeg er lidt fuld. Og jeg kan ikke finde hjem."

"Det hjælper mig ikke," siger jeg irriteret.

"En gade..."

"Colin," sukker jeg utålmodigt.

"Jeg fucking aner det ikke!" Hvæser han.

"Hvor fuld er du?"

"Kan ikke gå lige."

"Men du kunne ringe til mig?"

"Jeg kan dit nummer i hovedet," mumler han indrømmende. Det får mig til at holde kæft. Det anede jeg ikke, at han kunne. Havde ingen fucking ide... For en som hader mig, så viser han det ikke altid tydeligt. "Kan du ikke finde mig på en eller anden måde? Du er min tvilling. Snus dig frem." Oh my god.

"Hvor tog du hen i aftes? Kan du huske det?" Der bliver stille, imens han tænker.

"En fest." Wow tak for den store hjælp. "Inde i midtbyen. Ved mafiaen. Familien Rickos."

"Jeg troede, at du var færdig med det." Han havde stuearrest i to måneder. Hvorfor har de ikke droppet at kontakte ham?

"De var sure over min forsvinden."

"Hvad gjorde de mod dig?" Jeg går ned ad gangen og tager to trappetrin af gangen.

"Bare... Please," hans stemme knækker. Jeg stopper op og lader mig selv tage en dyb indånding, før jeg fortsætter. "Jeg vil gerne hjem."

"Så du er i midtbyen?"

"Ja..."

"På en eller anden gade?"

"Ja." Tænk Elliot. Familien Rickos. De holder til på Northside street. Men de fester i et stort hus seks gader længere væk. Jeg stalkede dem, da jeg fandt ud af, at de havde med min bror at gøre. På en dårlig måde.