The benefits of snow | ✓

22. Invitationer & kujoner

Jeg er ved at sprede papirsnefnug på gulvet inde i skolens hal. Lige nu lægger jeg dem, så de skaber en sti hen imod det bord med hvid dug på, som maden skal stå på. Vi er begyndt på udsmykningen til vinterballet. Det bliver flot. Jeg er allerede stolt, og vi har ikke engang pyntet færdigt. Sarah fra årbogen går og tager billeder af vores proces. Hun kommer hen til mig med et bredt smil.

"Det ser allerede fantastisk ud, April," komplimenterer hun og ser rundt i hallen.

"Tusind tak. Jeg regner med, at det færdige resultat bliver endnu bedre," svarer jeg. Sarah griner og nikker, før hun tager et billede af vores sti. Så tager hun et billede af mig, som holder posen med snefnug op, smiler og laver en thumbs up med min frie hånd. Sarah forsvinder hen til Sophie og Freya, som er ved at hænge lyskæder op overalt. Shea kommer hen til mig.

"Det her bliver det bedste vinterbal nogensinde," smiler hun bredt. Jeg nikker mig enig.

"Og det bliver blandt andet os, som har sørget for det," jeg griner i ren glæde. Shea nikker ivrigt og giver mig et kram.

"Jeg elsker jul," smiler hun bredt.

"Samme her," griner jeg kort. Min telefon begynder at ringe. Jeg undskylder til Shea og tager den op fra min lomme. Cole ringer. Han har givet mig sit nummer, så han kan ringe til mig, hvis der er noget galt med Seb. Smart tænkt af Cole. Jeg tager telefon og holder den på plads mellem mit øre og min skulder, imens jeg fortsætter med at lave min sti.

"Har du set Sebbie?" Er hans første sætning.

"Også hej til dig, Cole."

"Nej."

"Okay så."

"Han er i skole ikke?" Spørger Cole. Jeg rynker på panden og tager min telefon i hånden, så jeg kan fokusere bedre på samtalen end min sti af falske snefnug.

"Jo. Cole, hvad sker der?" Spørger jeg undrende. "Han mødte heller ikke op til ishockeykampen den anden dag. Hvad går jeg glip af?" Jeg ved godt, at jeg ikke er en del af deres familie, og at de ikke behøver fortælle mig om deres problemer, men siden jeg er Sebs eneste ven, og de stoler på mig, så er jeg nysgerrig og vil gerne kunne følge med, så jeg kan være der for ham.

"Problemer med socialforvaltningen," svarer Cole hurtigt. "Hvis du møder Seb, så sørg for at distraher ham, så han ikke kommer hjem, okay? Jeremy er ved at splitte hele huset ad i vrede, fordi de er nogle røvhuller. Seb har ikke brug for at se det her. Jeg ved, at I har fri om sådan 20 minutter, så please," beder han panisk. Jeg kan høre råb og høje lyde i baggrunden. For helvede.

"Jeg skal nok distrahere ham," lover jeg.

"Tak tak ta— Jeremy, ikke min—" Han bliver afbrudt af en høj larm. "Fuck, spade."

"Cole? Er I okay? Jeg kan komme over, hvis det er?" Tilbyder jeg.

"Nej, det er fint. Men hør," han sætter telefonen på medhør, og jeg hører straks høje stemmer.

"Som vi siger, så prøver vi bare at hjælpe," siger en meget frustreret dame.

"Hjælpe?" Udbryder Jeremy. "I hjælper ikke andre end jeres fucking løn. Sebastian har ikke brug for, at I kommer og tvangsfjerner ham uden grund," råber han.

"I er ikke stabile nok—"

"Og du tror at et mishandlende børnehjem er så meget bedre?"

"Vi har tjekket op på jeres klager, og der sker ingen mishandling. Vi har snakket med børnene og—"

"Som om børnene vil afsløre en fucking skid til jer. Jeg ville heller ikke sige noget. I ville bare sende dem hen til det næste lortested uden at tjekke op på det," hvæser Jeremy.