Bad boy's secret

Mouth shut p.2

Endnu en dag i helvede. 

Jeg har ingen anelse hvad jeg laver her, jeg kommer alligevel ikke til at lære noget. Måske kan jeg finde en der gider at pjække med mig. Jeg kan ikke tage hjem, idag arbejder min onkel hjemme, så ser han mig, så er jeg færdig. 

Så er alle alligevel bangebukse, de tør ikke pjække. Den eneste der gør, er Adrian, men han er nok den sidste jeg vil være alene med. Han vil sikkert afpresse mig til at holde min mund, men jeg kan gøre det mod ham.. Ha, hvem siger at jeg er dum?! 

Jeg går videre til min time, jeg har engelsk, der kan jeg sagtens sove. Bare jeg kan finde en plads alene, og ingen sætter sig ved siden af mig. Jeg åbner døren til klasselokalet, og alle kigger på mig, shit jeg er sent på den igen, måske får jeg endnu en eftersidning. 

"Adrianna, sikke en overraskelse at du overhovedet gad at dukke op!" Siger min lærer. "Jeg er også ret overrasket." Svarer jeg igen. "Så kan du vel ikke klage over lidt samfundstjeneste? Jeg tænker ude ved fodboldbanen efter skole?" 

Det kan hun fandme ikke mene? Nej tak. "Jeg tænker lidt, at du kan være ligeglad, og jeg bare tager hjem?" Hele klassen følger bare med, som om det bare var en film. "Så siger vi samfundtjeneste!" 

Ja klart, tro selv på det. 

Jeg kigger omkring i klassen, og til mit held, så er der en plads alene. Jeg går derhen og har ikke en gang mine ting med, men jeg sætter mig bare, mens resten af klassen går videre med deres kedelige lort. Lad de her to timer gå hurtigt, jeg beder dig Gud!

Et kvarter efter åbner døren, og selvfølgelig kommer Adrian ind, som om det ikke kunne blive værre. "Adrian Leonardo, godt du dukke op, så kan du være sammen med Adrianna til samfundstjeneste." FUCK!

"Samfundstjeneste? Du kan ikke få mig til at rengøre," han lyder ligeglad, det er han egentlig altid. "Men med Adrianna kunne det blive sjovt." Han kigger på mig med et djævelsk smil. 

Han tror nok at jeg faktisk kommer, men nope, jeg tager hellere til eftersidning end at rengøre, især når cheerleaderne er der, så er det et rent helvede. "Adrian sæt dig ned." Og selvfølgelig, som den selvoptaget idiot han er, så sætter han sig ved siden af mig. 

Han har siddet her i fem minutter! Og han bliver ved med at prikke til mig. "Adrianna, vi skal tale sammen! Kig på mig!" Men jeg holder mit hoved nede på bordet, og bliver ved med at ignorer ham. "Fint, du beder selv om det!" 

Det næste han gør er at han kilder mig i siden, så jeg spjætter. Det må have set sjovt ud, fordi Adrian kan ikke stoppe med at grine, og han fanger hele klassens opmærksomhed, inklusiv lærens. "Adrian, vil du fortælle hvad der er sjovt, jeg tror gerne hele klassen vil grine med," sarkasme, jeg hader virkelig når læren bruger det. 

"Nah, det ligegyldigt nu." Læren vender sig om, og går tilbage til undervisningen, heldigvis. 

"Nu har jeg vist fået din opmærksomhed. Jeg skal tale med dig, og jeg gætter på at vi snakker senere måske til det der samfundslort? Du kommer vel?" Nej jeg kommer ikke, jeg vil ikke, og jeg vil helt sikkert ikke tale med ham. 

"Jeg vil ikke indblandes i dit kriminalitet! Jeg er ligeglad!" Siger jeg frustreret. "Præcis, derfor skal vi tale!" Hvisker han, og jeg sukker lavt. Kan det blive værre? 

2 timer senere 

Jeg tager til en meget smuk sø i parken, det er mit ynglingssted i hele verden. Jeg er der sammen med mine forældre, det er bare os tre. Det er fantastisk.

"ADRIANNA!" Jeg vågner med et chok, og er helt gennemblødt. "Hva?" Jeg kigger op, og ser Adrian med en tom flaske og har grineflip, mens halvdelen af hans venner er bag ham. "Fuck dig Adrian!" 

"Godmorgen til dig solstråle!" Jeg rejser mig vredt op og går ud af døren. Sikke en mærkelig drøm jeg egentlig havde, søen, mine forældre, jeg er ikke sikker på om det faktisk skete, men den var bare mærkelig. 

"Adri!" Jeg vender mig om, og ser Natalia. "Hey," svarer jeg helt udmattet, hun kigger mærkeligt på mig med elevator blikket. "Hvad er der sket med dig? Endnu en vandkamp?" Jeg ryster på hovedet, og vender mig om, og peger på Adrian som står med sine venner og snakker. 

"Åh, I er blevet meget tætte for tiden? Er der noget jeg måske skulle vide?" Jeg kigger dumt på hende, hun ved jeg aldrig i mit kunne finde på det, jeg kunne aldrig i mit liv falde for Adrian, ikke når jeg kender til hans lille hemmelighed.

"Nej, der er intet," er alt jeg kan sige, mens jeg tænker på hvordan jeg kan få hævn. Hun er på vej væk, men jeg husker straks noget. "Nata! Jeg kan ikke tage hjem med dig i dag, jeg har fået samfundstjeneste." Hun ruller med øjnene, "hvorfor overrasker det mig ikke?" Siger hun mere til sig selv end mig. 

EFTERSKOLE.  (Undskyld jeg springer i tiden!) 

Jeg har tænkt over at dukke op til samfundstjeneste, men jeg er ikke sikker. Nu står jeg her, en vej som fører mig væk fra skolen, og en anden som fører mig til fodboldbanen. Jeg bliver nødt til det. 

Jeg tager vejen til fodboldbanen, og håber på det bedste, selvom jeg udmærket ved hvad der sker når Adrian er sammen med cheerleaderne. Hvad har jeg rodet mig selv ud i.

Jeg går der over, og selvfølgelig, Evelyn! Som er den første der kommer over til mig, men selvfølgelig følger de andre efter hende. "Adrianna! Jeg beklager men der er ikke plads til dovenskab i mit hold!" 

"Åh Evelyn, hvis du fik chancen for at få en som mig på dit hold, ville du være heldig." Jeg kigger rundt efter Adrian, men jeg kan ikke se ham nogen steder. "Har I set Adrian?" Spørger jeg de andre piger om, men som altid skal hun blande sig. "Hvad skal du med min kæreste?" 

Bish? Kæreste? Hva fuck... 

"Du mener din bolleven." Jeg skal virkelig lære at holde kæften! "Du ville ønske han overhovedet gad at kigge på dig." Råber hun af mig, mens jeg bare himler med øjnene af hende. "Gid han ikke gjorde!" Hun begynder med at grine. 

"Du sikkert også bare jaloux," hun vender sig om med et trumferne blik, men hun har næppe vundet. "Hvad skulle jeg være jaloux for? Jeg ligner idet mindste et normalt menneske, hvor du derimod ligner en fucking barbie dukke ." 

"Du er jaloux fordi Adrian gider mig, hvor du derimod stadig er jomfru." Hun ved ikke en skid om det, og hvis jeg så stadig er, ville det være et problem? "Idet mindste jeg har ikke mistet min til en fremmed." 

Jeg når ikke engang at blinke, før hun er hoppet på mig, men jeg sparker hende med det samme i maven, så hun falder ned på græsset, og hviner af smerte. Jeg smiler, og begynder med at gå baglæns, men jeg bliver nødt til at sige det sidste:

"FUCK DU BARE TIL VENSTRE OG HØJRE! JEG HÅBER DU BLIVER RAMT AF KLAMYDIA!"

Måske skulle jeg ikke have sagt det? Whatever, hun er fandme irriterende. "Fucking Barbie dukke." Mumler jeg, mens jeg er på vej væk. Jeg vil sikkert få masser af ballade, men jeg overlever nok. 

"Godt sagt, Mini Mig." Jeg sukker da jeg kender den irriterende stemme alt for godt, og hvorfor dukker han først op nu? "Mit navn er Adrianna," hisser jeg af ham. "Det er det samme, men jeg skulle bare sikre mig om, at hvad du så forleden dag er imellem os, ikke?" 

Jeg stopper op, mens jeg kigger ned og tænker mig om, jeg kan måske afpresse ham, se hvor vidt det han vil gå for at holde det hemmeligt. 

"Og hvad hvis jeg ikke vil holde det mellem os? Hvad vil det gavne mig? Jeg mener du kunne jo gøre noget for mig, så vil jeg da holde mund. Men du kender mig, jeg har en stor mund." Han kigger på mig, med øjne der tryller mig om at stoppe.

"Kommer det til at gøre ondt?" Sukker han.

"Sikkert." Siger jeg og kigger djævelsk på ham.

________________________________________________

Husk at stemme og kommenter! Jeg undskylder på forhånd hvis det tager alt for langtid for et nyt part!