Bad boy's secret

Come with us

ADRIANNA

"You don't need a reason to help people"

✧

Jeg vågner stille ved nogen snakke, jeg kan egentlig ikke huske noget, men efter jeg har åbnet øjnene, ser jeg kælderen og husker hvad der skete igår aftes.

Vi faldt i søvn efter ande film, vi havde haft det sjovt, jeg grinte en masse. Det får mig til at savne de andre, jeg havde det ærligt mere sjovt med dem, end jeg nogensinde ville få her. Hvad laver jeg dog stadig her?

"Godmorgen," siger Justin træt, hans stemme er hæs og han har sorte render under øjnene, han havde nok ikke fået meget søvn.

"Morgen," svarer jeg kort. Jeg er ikke noget morgen menneske, og jeg skal heller ikke lade som om jeg er det. Han sukker og sætter sig, vi sidder i stilhed, og jeg har ikke tænkt mig at bryde den.

"Du er ikke et morgen menneske, er du vel?" Spørger han grindende. "Nope."

"Godt, for det er jeg heller ikke." Hvorfor er det så akavet nu, hvem talte han med lige før? "Hvem talte du med?" Først efter jeg siger sætningen, bider jeg mig selv i tungen for at spørge.

"Allerede efter første date, er du blevet bekymret?" Selvfølgelig skal han gøre grin med det. "Det var ikke en date, jeg har en kæreste, og han kommer nok efter dig hvis han hører det!" Griner jeg.

Han kommer tættere på mig, og hans mund er lige ved mit øre. "Så lad os sikre os for at han ikke finder ud af det," hvisker han mig i øret.

"Okay to elefant skridt tilbage makker! Jeg har en kæreste, og jeg kommer aldrig til at være ham utro!" Siger jeg vredt, mens jeg rejser mig og går. "Adrianna! Han er væk, han kommer ikke for at redde dig!"

Hører jeg ham råbe, men jeg gider ikke tro på det. Adrian behøver ikke komme længere, jeg kan redde mig selv denne gang, det har jeg altid gjort. Jeg har ikke brug for Adrian, min onkel, Natalia eller nogen som helst.

"Stikker du af?" Han løber efter mig, og han trækker mig tilbage, ved at tage fat i min overarm. "Jeg bliver her ikke, hvis du prøver på at få mig til at blive!" Jeg peger på ham faretruende, men han virker ikke påvirket overhovedet.

"Løb bag fra huset, sådan fanger de dig aldrig," siger han og går uden at vise nogen former for følelser. Jeg kigger lidt til siderne, for at sikre mig om at der ikke er nogen, der ser mig. Hvorfor mon han lader mig gå?

Jeg løber så bag ved huset, men aner ikke hvilken vej jeg så skal løbe. "ADRIANNA!" Er det? Nej, det kan det umuligt være! "ADRIANNA!" DET ER HAM! Jeg løber i retning mod stemmen, dog ved jeg ikke hvor den kommer fra. 

"SLIP MIG DIN FUCKING SPADE!" Råber Adrian af mine bortfører. De holder ham i et stramt greb, som overhovedet ikke ser behageligt ud. "Slip ham så!" Jeg prøver på at skubbe dem væk fra ham, men deres greb bliver strammere, og han skriger af smerte. 

Det her er ikke fair, det er 5-6 store fyrer mod Adrian, de kunne dræbe ham, hvis det ville. Jeg skubber til dem så meget som jeg kan, og hopper enda op på en af fyrrenes rygge, men de stopper ikke. 

"Drenge slip ham så!" Jeg kigger på Justin, som fastholder mit blik. Jeg kigger spørgende på ham, men han ignorer mig totalt. De andre slipper ham, og jeg løber hen til Adrian, som ligger på knæ. 

"Er du okay?" Spørger han, mens han er ved at besvime. Jeg trækker ham ind i et kram, mens Justin bare kigger på os. "Jeg burde spørge dig om det." Han ryster på hovedet, mens han ler hans søde grin. 

Han prøver på at rejse sig, men falder hurtigt til jorden igen, så jeg ligger min arm omkring ham, så han kan støtte sig mod mig. "Er du okay dude?" Spørger Justin, jeg kigger overrasket på ham. Siden hvornår er han blevet så hjælpsom? 

Adrian kigger forundrende på mig, men nikker så til Justin. Vi står lidt akavet og kigger ude i den blå luft, indtil Adrian afbryder:" Hvorfor er det så akavet?" Jeg trækker på skuldrene, og vender så blikket mod Justin, måske han kunne svare. 

"Du har brug for at komme indenfor, der er en førstehjælpskasse." Jeg vil helst ikke, men Adrian har brug for det, han bløder ret meget. "Okay, Adrian kom så." Han stopper op for at trække hans telefon op. 

"Ring til Troy og William, de venter på mig i bilen." Han virker ikke til at stole på Justin, men det er nok også forståeligt, siden Justin er en af dem der bortførte mig. Jeg tager hans telefon og ringer til dem. "ADRIANNA DU ER I LIVE!" Og sådan foregår resten af samtalen. 

Adrian sætter sig på sofaen mens han ærger sig, det må virkelig gøre ondt det der. De kvalte ham næsten, og hvis de dræbte ha, så skulle de få lidt af deres egen medicin. 

"Kommer de?" Jeg nikker, og sætter mig ved siden af ham. Jeg lade ikke mærke til, hvor meget jeg egentlig savnede Adrian, og nu er han kommet til skade begrund af mig. Jeg er et forfærdeligt menneske! 

"Hvad tænker du på prinsesse?" Klukker Justin. Adrian vender hovedet mod ham, og giver ham et dræberblik. "Hvorfor kaldte du min kæreste for prinsesse?" Jeg har en fornemmelse om at det her ikke ender godt. 

"Det bare en vane." Adrian bliver mere mistroisk, og vender blikket så mod mig. Jeg trækker på skuldrene af uvidenhed, i håb om at han ikke begynder med at spørge mig. Justin sukker og går, han vil nok ikke se på det her skænderi, som han er skyld i. 

"Adrianna har han gjort dig noget?" Panikker Adrian. "Nej," svare jeg kort. Jeg vil gerne fortælle ham alting, men jeg ved han kommer til at tage det ilde op, og lige nu, har han brug for ro og afslappelse. 

"Adri-" 

"ADRIAN BROR!" Afbryder Troy, og hopper på Adrian, som om det ville give ham lidt komfort, selvom det kun gjorde mere ondt på ham. Jeg skubber Troy af ham, og han giver mig et irriteret ansigtsudtryk. 

"Drenge hjælp mig op, vi tager afsted lige nu!" Hvorfor skynder han sig så meget, hvad har han travlt med? 

Drengene tager ham op af sofaen, og vi går straks ud af døren. Jeg vender mig om, og ser automatisk på Justin og Ryder, de ser lidt triste ud, som om de havde forventet mere. Jeg løber over til dem, selvom jeg ved jeg kommer til at fortryde det her.

"Drenge kom dog med os! Jeg ved I hader at være her!" Det passer, jeg kan se deres afsky i deres øjne. Justin spurgte mig om hvordan det er derude, det skal han jo selv opleve! "Vi kan ikke Adrianna."

"Jeg kan godt Ryder." Jeg kigger håbefuldt på Justin. "Hvis det er det du vil, så gør det, jeg holder dig ikke tilbage." 

Ryder virker ligeglad med Justin, og jeg formoder e nok heller ikke er så gode venner efter alt. "Justin hvis du vil med, så er det nu!" Skynder jeg på ham. 

Han nikker smilende, og det er nok første gang jeg ser ham smile på den måde. 

Adrian derimod bliver ikke så glad. 

✧

Elsker jer, og jeg ved I hader Justin, men seriøst, vi skal da se lidt mere til ham? Bemærk lige at jeg skrev det her kapitel vildt hurtigt, fordi jeg har masser af lektier for, og er derfor ikke særlig tilfreds med det! 

Hvad synes I om at Justin tager med dem hjem?

PS

TAK FOR AT LÆSE!!!!!