Bad boy's secret

Busted

ADRIAN

"Sometimes you annoy me, but I don't know anyone that can make me so mad, yet make me smile right after."

✧

Adrianna er lige gået ud af døren, og selvom hendes hår var rodet og havde det samme tøj på fra i går, så hun stadig smuk ud. Skulle jeg måske have lavet morgenmad til hende, nah hun overlever nok uden det. Det ikke fordi vi er i en romantisk historie, hvor hun vågner og dufter bacon, alt for cliché. 

Jeg havde håbet, at hun ville blive, men hun kommer jo tilbage. Nu håber jeg bare, hun kan finde hjem, siden hun aldrig har været hjemme ved mig. Hun så forvirret og træt ud, hun ville nok også væk fra mig i et øjeblik. 

Jeg kender ikke mig selv for tiden, hvorfor bekymre jeg mig så meget omkring hende? Jeg bekymre mig ikke om nogen som helst, jeg plejede at lege med pigers følelser, bare for at få dem med i seng! Adrianna har gjort et eller andet ved mig, som jeg ikke kan forklare. 

Selv mine aftner bruger jeg på at tænke på hende. Hun er fantastisk, og jeg fortjener hende ikke en gang. Hun er et rod, men jeg gør det egentlig bare meget værre for hende. Jeg burde egentlig holde mig væk fra hende, men hun er som en magnet, og jeg er tiltrukket af hende. 

Jeg banker hovedet stille mod væggen, og lader mine tanker vandre videre på emnet, og måske kan jeg finde svar på, hvad jeg skal gøre med hende? Holde mig væk, eller blive med hende selvom jeg gør det hele værre for hende. 

Nu må jeg fandme stoppe! Hvad sker der med mig? Jeg kender allerede svaret - jeg er forelsket i Adrianna. 

"JEG ER TILBAGE!" Jeg vender mig om i chok af Troy, som kommer stormende ind af døren. Jeg skal virkelig til at huske at låse den forbandede dør. "Gå med dig," svarer jeg udmattet. Jeg gider ham ikke lige nu, han er et stort pjatte hoved, og det orker jeg ikke. 

"Jeg har en ven med!" Wiliam kommer frem bag døren. Jeg begynder med at se rødt, det fucking pik hoved, er grunden til alt det her! "Ud med dig," hisser jeg af ham, men han kigger bare dumt på mig. Han står med sin telefon, og ignorer det jeg lige sagde. 

Jeg vil så gerne slå ham, men jeg kan ikke, han har været min bedsteven siden altid. Selvom det sikkert er forbi nu, kan jeg ikke ligge en finger på ham. Nok skylder jeg penge til ham, og jeg skal også tjene til kunstskolen i Italien, men han hjalp mig, nok ind i en farlig branche, men han hjalp mig. 

"Hvor er Adrianna?" Spørger Wiliam, og jeg kigger forvirret på ham. Han har aldrig spurgt om hende, hvorfor ville han så gøre det nu? Hvad går hans plan ud på denne gang. "Det kommer ikke dig ved." 

"Hvorfor er du i så dårligt humør?" Spørger Troy, mens han åbner køleskabet og tager en dåse øl ud. Troy ved ikke noget, om Wiliams plan med Kathrine, eller det med Adriannas mor. Det er nok også bedst sådan. 

"Hvorfor kan I ikke bare skride?" De vender begge to deres hoveder imod mig, da jeg råbte af dem. De giver begge to hinanden et blik, som jeg ikke kan forstå. Troy kommer over til mig, og krammer mig hårdt. 

Mine øjne bliver store, og jeg skubber ham straks væk. Jeg krammer ikke, måske kun Adrianna, men det gælder ikke! Jeg har ikke kontrol over mine handlinger, når jeg er sammen med hende. Det er ikke noget jeg kan gøre for.