Bad boy's secret

Unexpected night part 2

ADRIANNA

"I trusted you..."

✧

Hvorfor kommer han? Han kan alligevel ikke ændre min mening, jeg er ligeså fucking stædig som ham, så han kan bare rende mig. Jeg har det forfærdeligt, og det tør jeg for første gang nogensinde at indrømme, så jeg gider ingenting.

Jeg er nogenlunde blevet okay igen, men jeg kan bare ikke stoppe med at tænke over det. Jeg har ikke set hende i 13 år, hvad fanden skulle jeg sige til hende, hvis hun kom imorgen, jeg ville stå foran hende som en idiot der ikke kan danne ord.

Jeg kunne godt fortælle Adrian det, men jeg gider ikke begå den samme fejltagelse, hvem ved hvornår vi kommer til at skændes igen, så ville han få hele sladderen til sine venner. Hvem siger at drenge ikke laver gossip? Fordi det er løgn.

Det banker på min terrassedør, og der står Adrian med sin smoking på! Han ser sgu godt ud, i forhold til mig der sidder med bootyshorts og sports bh og æder en pose chips, måske skulle jeg ikke have skiftet fra min hoodie. Han venter på at jeg åbner, men jeg orker ikke at gå derover.

"UF!" Jeg faldt på vej op, det må nok have set sjovt ud, fordi Adrian griner af mig. Hvilket bare pisser mig mere af. Jeg hiver i håndtaget, og han går direkte ind og lander på min seng. "Ved du hvor hårdt det er at kravle op fra det træ."

Jeg nikker, for det er ret hårdt, jeg kravler op og ned af det træ hele tiden. "Så skulle du ikke have kommet." Han sukker og ærger sig lidt i en mumlen. Han rejser sig, og står overfor mig, og kigger på undrende på mig.

"Sæt nu lidt pris på at jeg kom igennem vinduet, som et rigtigt prinsesse eventyr, kan du ikke lide at blive behandlet som en prinsesse?" Han står med hænderne i lommerne, mens han bider sig i hans underlæbe.

"Jeg ville have sat pris på det, hvis det kom fra en rigtig prins." Jeg griner lidt, mens han tager for sjov sig til hjertet, med en dirrerende underlæbe. "Hvem vil også have en prins? De er helt overvurderede. Det er prinsesserne der betyder noget."

Han peger på mig, når han siger prinsesse. Han får mig til at grine, hvilket får ham til at smile mere end han allerede gjorde. Han stopper med det, og kigger bekymret på mig, og nu kommer de mange besværlige spørgsmål.

"Hvorfor vil du ikke tage med mig Adrianna?" Han kigger på mig med hans skinnende blå øjne, og med hovedet på skrå, hvilket ville få enhver pige til at døse hen, og jeg prøver stærkt på ikke at døse hen.

"Adrian det ikke fordi jeg ikke vil tage med dig, jeg har bare ikke lyst til det længere." Han siger ikke noget, men tænker på hvad han skal sige. "Hvad sker der så?" Han ser ret så forvirret ud nu, så han rynker med panden. Jeg har virkelig ikke lyst til at fortælle ham det, men på en eller anden måde føler jeg, at det bliver jeg nødt til.

"Adrian, vil du love mig ikke at sige det til nogen?" Jeg kigger bedende på ham, mens han sukker og nikker og giver mig blikket der siger:"duh."
"Min mor havde taget kontakt til min onkel, hun havde spurgt om hun ikke kunne komme imorgen, hvis jeg altså var parat," siger jeg ekstremt hurtigt, at jeg ikke en gang selv kunne følge med.

"Okay, hvad sagde du? Er du parat til at se hende igen?" Han kigger afventende på mig, mens jeg tripper med mine tæer, og leger med mine fingre nervøst. "Nej, jeg har ikke set hende i 13 år, hvad skulle jeg overhovedet sige til hende?"