Bad boy's secret

Jealousy

ADRIAN

"I'm not the jealous type, but what's mine is mine. End of story."

✧

"Hvorfor har hun taget ham med?" Hvisker Troy forvirret, og gid jeg kunne svare på det, men jeg er ligeså forvirret som ham. Er han ikke en af dem, som bortførte Adrianna? Hvorfor er han så her? Mon der er noget mellem dem?

Troy dasker mig på skulderen, da jeg ikke svare. "AV!" Råber jeg af ham. Han skal lige forstå, at jeg faktisk kan komme til skade, og fordi jeg er skadet, skal William køre. Så Adrianna sidder i midten, mens Troy sidder til hendes højre, og ham fyren der, sidder ved hendes venstre.

Jeg vil helst ikke sige noget nu, men det irritere mig lidt, at hun bragte ham med. Han fortjener det ikke. "Adrianna de gjorde ikke noget ved dig vel?" Jeg kigger lidt på fyren, som jeg tror hedder Justin.

"Nej Adrian bare rolig, de rørte mig ikke." Hendes stemme er så blød, og savnet for hende bliver større og større for hvert sekund. Jeg ved ikke, om hun prøver på at beskytte hendes nye ven, men hun fortælle ikke sandheden, det kan jeg gennemskue.

Vi kører videre i cirka en halv times tid, hvor der var en akavet men dejlig stilhed, indtil Troy vælger at kæfte op. "Så han voldtog dig ikke, og tvang dig til at tage ham med?" Adrianna og Justin vender begge deres hoveder, og kigger misforstået på ham.

"Døm mig så meget I vil, okay, jeg lagde ikke en fucking finger på hende!" Udbryder Justin, og alle vender deres hoveder mod vinduet. Noget i mig, siger at jeg skal kommentere på det, men er det det rigtige at gøre? Sikkert ikke, men hvornår gør jeg nogensinde noget rigtigt?

"Du bortførte hende jo? Jeg mener bare, hun var der i to dage, der må have været sket noget, siden hun tog dig med."

"Adrian stop nu," hvisker hun beroligende, men det beroliger mig ikke! Det gør mig kun vredere, hun skjuler noget, og hvis det her forhold skal fungere må der ikke være hemmeligheder!

"Nej! Jeg ved du lyver Adrianna, jeg kan hører det i din stemme! Så hvad har I to lavet, som jeg ikke må finde ud af?" Udbryder jeg. Det her kommer til at være en lang diskussion, og mig og Adrianna ender med at blive sure på hinanden.

"Sig det Adrianna," hvisker den idiotiske halvhjernede tumpe! Jeg gider ikke høre ham tale, især ikke til personen jeg elsker mest. Jeg kender hans slags, de spiller søde og uskyldige, fordi pigerne elsker de slags, men i sidste ende bruger de dig som skyde skive, Adrianna er ikke hans mål.

"Adrian kan vi ikke tage den senere?" Hun lyder udmattet, og det forstår jeg egentlig godt, men jeg vil bare have svar. Jeg tænker mig lidt om, før jeg svarer hende, for jeg vil ikke lyde ond mod hende. "Jo, selvfølgelig skat," ja det er godt sagt.

Justin fnyser og tier stille resten af turen.

Køreturen er forbi, så jeg vender mig om, og ser at Adrianna er faldet i søvn. Hun har sikkert ikke sovet, siden hun blev bortført. Jeg rejser mig fra mit sæde, og er ved at tage hende på i mine arme, indtil jeg bliver stoppet. "Bro, du er skadet, du kan da ikke løfte hende bare sådan?" Jeg vender hovedet mod William, og ærgrer mig irriteret.

"Nu skal jeg," siger Justin. Jeg skubber ham væk fra bildøren, og han griner tørt. "Det er ikke nogen god ide at være jaloux Adrian, du ender med at miste hende." Måden han står på, og han snakker på, gør mig sindssyg - på den dårlige måde.

"Skulle jeg være jaloux over dig? Må jeg spørge, hvad har du, som jeg ikke har?" Jeg giver ham mit berømte dræberblik, men han virker ikke påvirket, ikke en gang en smule. Jeg lader ham ikke ødelægge, mit og Adriannas forhold. 

"Så det er hvad du har som gælder, ikke hvem du er?" Han har måske ret i noget der, men han kan ikke give Adrianna, det hun vil have, det kan jeg nemlig. Adrianna kan selv få hvad hun vil, når hun vil have det, hun er rig, siger en tanke i mit hoved. 

"Kan I to ikke holde kæft? Jeg tager hende." Det næste jeg ser, er William som har Adrianna i hans arme. Jeg kan mærke vreden i mig svulmer op, måske er jeg bare jaloux? Åh nej. 

Jeg halter ind i huset, det gør ikke ondt længere, jeg kan bare ikke mærke største delen af min krop, det er ingen ting. 

"Skal vi ringe efter en læge?" Nu skal han kraftedme stoppe, hvem tror han lige han er? "Bland dig udenom Justin." 

Jeg fatter ikke Evelyn, det hele er hendes fucking skyld! Han ville ikke være her, hvis det ikke var for hende. Hun prøvede endda at lyve omkring det. Også kom politiet, de er efter mig, de ved i hvertfald at nogen for skolen sælger stoffer. 

Hvis jeg måske var kommet tidligere, ville Adrianna og Justin ikke være blevet gode venner, men selvfølgelig blev jeg efterspurgt af politiet. Først skulle jeg finde stedet, også skulle jeg snakke med politiet, og sørge for de ikke så mig, da jeg hurtigt kørte væk, det ville have gjort dem mistænkelige. 

Men hellere at have politiet efter mig, end at have denne tanke om at jeg måske mister Adrianna til Justin, hvis jeg ikke snart tager mig sammen. 

"Easy." 

"Hvad vil du med hende?" Udbryder jeg.

"Vi er bare venner, jeg har kun kendt hende i to dage?" Alt kan ske på to dage, tænker jeg, men siger ikke noget til det. Han kommer ikke til at være her længe alligevel, det skal jeg nok sørge for. 

"Det har hun gjort klart for mig," mumler han, men går så hurtigt. Jeg sætter mig med et bump på sofaen, mens jeg sukker tungt. Hvad gør jeg nu? Jeg kan ikke fortælle Adrianna det med politiet, for hun ville panikke mere end mig, og jeg kan ikke stikke af, og jeg kan ikke få Justin væk herfra endnu. 

Det hele er fucked op. 

"Adrian politiet er her!" Med en hurtigt bevægelse, kigger jeg ud af vinduet, og ganske sandt, så står politiet derude. Jeg kigger på Troy som panikker, som om det er ham de er ude efter. "Stop din idiot!" Siger jeg vredt, og kaster en pude efter ham.

Han ved alting, og det gør William også. Det har de altid gjort, de er som mine brødre, så jeg fortæller dem alting uanset hvad. Selv det med Celine, og nu hvor jeg tænker på hende, er der noget der siger mig, at det ikke er forbi med hende. 

*DING DONG*

"Fuck!" Bander jeg lavt. Jeg halter så hurtigt som muligt til døren og åbner, men deres ansigtsudtryk er ikke onde eller sure, de er følelsesløse, og det skræmmer mig mere end noget andet. 

"Kan vi komme ind Adrian Leonardo?" Jeg nikker stille. Jeg kan mærke noget tungt over mit hjerte, det er nok bare frygt, men jeg vil gerne have det skal stoppe. Hvis de var sikre på at det var mig, hvorfor arrestere de mig bare ikke, og får det overstået?

De sætter sig overfor mig ved spisebordet, og drengene samt Justin står ved dørkammen og glor. Jeg er ligeglad med at William og Troy ser det her, men jeg vil helst gerne have Justin væk lige nu. Han tror allerede at han er bedre end mig. 

Nu håber jeg bare ikke at Adrianna vågner, og ser mig sådan her. Det ville være så pinligt, det er pinligt. Hvorfor skulle jeg lige vælge at sælge stoffer? Kunne jeg ikke få et normalt job, som normale folk? Jeg bebrejder mine forældre, jeg krævede kun deres støtte, men de synes det var for dumt og umuligt. 

De kiggede ikke engang på mine værker. 

"Hvad med du starter med at fortælle os, hvorfor du er skadet?" 

Jeg kan se at Justin bliver utilpas, og her kan jeg se min chance for at få ham væk, men Adrianna vil ikke være glad for det, hun vil hade mig for evigt. Det kan jeg ikke lade ske, men hvis jeg ikke gør det, så mister jeg hende til Justin. 

✧

Okay! Hvad synes I om det? Jeg synes det var fint. 

Hvad tror I at Adrian kommer til at gøre? Sender han Justin i fængsel for at have bortført Adrianna? Eller vil han holde på Adriannas nye ven? 

PS

TAAAAAAAAK FOR ALT.