Bad boy's secret

behind the drugs

ADRIANNA

"Doubt kills more dreams than failure ever will."

✧

Jeg har ændret min mening, jeg vil ikke hjem i dag, så hellere imorgen! Hvor jeg faktisk kan tænke ordentligt. "Jeg vil ikke hjem," siger jeg pludseligt, midt i stilheden som har pålagt os i bilen. 

Adrian kigger ved spejlet der ligger ved bilruden, og direkte på mig. Han giver mig et bekymret bli, men vil ikke spørge indtil det, fordi de andre også sidder derinde. Egentlig vil jeg gerne hjem, bare ikke når min mor er der, jeg ved heller ikke, om hun stadig er der, men jeg tør ikke at tjekke uanset hvad. 

"Skal jeg kører jer to idioter hjem?" Troy kigger fornærmet op, og Wiliam giver ham bare et irriteret blik. "Siger du vi ikke må joine jer, hjemme ved dig Adrian?" Spørger Troy drillende, og giver mig et lille dask på skulderen. 

"Jeg kører dig hjem som den første Troy." Jeg elsker deres måde at drille hinanden på, de er som søskende, men Wiliam er nok det midterste barn, da han ikke er barnlig eller voksen. Adrian er helt klart den ældste, som selvfølgelig leger med Troy som er den yngste. Adrian kan også snakke med Wiliam bedst. 

De burde lege mor, far og børn. 

"Fint, jeg skal alligvel Facetime Nata!" Gud hvor jeg savner hende. "Hey! Jeg er den eneste der kan kalde hende det!" Jeg kigger på ham med en faretruende finger peget på ham. Han ruller med øjnene, og rækker tunge af mig. 

William siger ingen ting, men kigger bare ud af vinduet. Han sidder ved siden af Adrian, så de har sat mig og Troy bagi. Jeg kan stadig ikke fordøje tanken om, at Adrian kan lide mig på den måde! Og at jeg var så tæt på at fortælle ham sandheden. 

Måske burde jeg ikke fortælle ham det? Det kan jo ikke blive til noget alligevel. Han kan ikke blive min kæreste, desuden måske mener han det ikke, han sagde det bare, og nu fortryder han at have tilbudt mig at sove hos ham. 

Måske er det for meget? 

Okay, nu overtænker jeg det bare! Adrian havde nok ikke spurgt mig, hvis ikke han ville have mig der, men hvorfor vil have have mig hjemme ved ham? Jeg kan ikke stoppe med at overtænke det hele nu. 

"Ses." Jeg kigger op på Troy, som vinker til mig. Jeg var helt forgabt i mine egne tanker i et sekund, og nu er Troy allerede hjemme. "Hej hej." Jeg må have set sjov ud, men ingen af dem siger noget omkring det. 

"Hvor længe skal hun bo hos dig?" Spørger William ud af det blå. Jeg ved ikke hvad det rager ham, men jeg gider ikke kommentere på det, fordi det bare vil starte en diskussion. "Jeg ved det ikke, så længe hun har lyst." 

Jeg kan se Adrians smil vokse, når han kigger på mig ved spejlet. "Jeg ville bare gerne vide, i hvor lang tid jeg skulle holde mig væk derfra." Hvorfor er han så ubehøvlet? Hvad har jeg egentlig gjort ham i dag? 

"Hvem har tisset på din mad?" Mumler jeg stille, det er ikke meningen at han skal høre det, men hvis han så gjorde, så ville jeg nok være ligeglad. "Kan I to ikke stoppe jeres uendelige krig?! Jeg er blevet så træt af at høre på det hele tiden!" 

"Han startede!" Brokker jeg mig, som et lille barn der får ballade. Adrian sukker og ruller øjne, William sidder bare der og siger ikke et ord. Det er faktisk ikke en akavet stilhed, jeg er glad for at vi ikke snakker, ellers ville vi bare skændes som altid.