Bad boy's secret

Wiliam

ADRIANNA

"Stress, anxiety and depression are caused when we're living to please others."

✧

Jeg sidder med armene foldede og benene over hinanden. Jeg er virkelig nervøs, for jeg ved ærligt ikke hvad der kommer til at ske? Hvad nu hvis Natalia har ændret sin mening. Og hvis hun nu ikke har? Og Troy så slipper ud og har fået hende til at tro at han elskede hende, men i virkeligheden vil han bare komme i seng med hende.

Det hele ville være min skyld.

"Adrianna træk vejret." Jeg kigger ved min side, og ser Max som lige er kommet. Jeg har ikke lagt mærke til, at jeg holder vejret. Jeg nikker og prøver på at bevare roen, men det kan jeg ikke, alt inden i mig skriger efter hjælp.

Hjælp, for at hvis der nu sker noget, ville jeg få skylden, jeg vil blive smidt i en skraldespand fyldt med gammel fisk! Jeg begynder med at hyperventilere igen, og kan ikke stoppe, før en hånd bliver sat på min skulder.

Jeg kigger bag mig, og ser Adrian med et bekymret smil. Hans øjne er mørke nu, det var de ikke da han kørte mig i skole, ikke at jeg så, så meget til dem da han havde solbriller på. Men alligvel. "Det skal nok gå," siger han beroligende, men jeg kan selv hører nervøsiteten i hans stemme. Og ærligt, så forstår jeg ham heller ikke for tiden? Jeg ved han altid vil være en nar og en player, men andre gange er han virkelig sød og en god ven.

"Jeg vil gerne hjem." Jeg, Adrian og Max kigger op, mod en teenage dreng som lige har sagt han vil hjem. "Wiliam! Hey bro. Hvordan var London?" Adrian rejser sig fra sin stol, og giver et drenge-kram til Wiliam. "London var okay, men ved du hvad der var det bedste? Damerne!" Selvfølgelig er det det eneste han tænker på.

Adrian griner og ryster på hovedet. Jeg kender Wiliam, jeg har bare aldrig haft chancen for at tale med ham, mest fordi han er en ekstrem nar, ikke ligesom Adrian nar, men en rigtig nar der bogstaveligtalt kunne fucke dig op, og efter lade dig blødende på jorden.

"Hvordan vidste du omkring retssagen?" Spørger Adrian og sætter sig ned igen, mens Wiliam sætter sig ved siden af ham. "Hvem ved ikke om retsagen? Jeg mener er Troy dum? Vil han seriøst gå igennem alt det her besvær, for en nørd?" Jeg løfter det ene bryn, og Adrian kan sagtens forudsige hvad der kommer til at ske nu, for han kigger skiftevis på os, og trækker sig tilbage.

"Det kaldes kærlighed. Desuden du kalder hende bare for nørd, fordi hende IQ er højere end din." Jeg kigger ondt på ham, mens han bare griner. "Jeg har også savnet dig Adrianna! Gør mig en tjeneste og holde din store mund, som min pik sagtens kan komme ind i." Jeg prøver på at holde roen indeni, men jeg kan bare ikke.

"Kalder du den ting der en pik? Jeg har set en finger større end den." Hvis I undre jer, så ja, jeg har set ham nøgen, ikke noget kønt syn. "Venner bare drop det!" Bryder Adrian ind før det faktisk bliver til et større problem. Jeg kigger på Max der kigger den anden vej, nok fordi Wiliam er den største mobber som Max nogensinde har haft. Endnu en grund til at jeg hader Wiliam.

Jeg rejser mig med det samme, da jeg får kvalme. "Adrianna hvor skal du hen?" Spørger Max og kigger bekymret på mig. Jeg vender mig mod Adrian og Wiliam som også kigger afventende på mig. "Jeg har det dårligt. Jeg tage hjem, ring og fortæl mig hvad der sker." Ellers er jeg på vej ud af salen. Jeg ved ikke om Natalia vil blive sur, men jeg gider virkelig ikke være derinde. Jeg får bare en dårlig fornemmelse.

"Adrianna vent!" Jeg ignorer den irriterende stemme, og går videre med blikket rettet mod gulvet. Jeg bliver hevet i overarmen, så jeg står ansigt til ansigt med ham. "Du kan holde det hemmeligt så meget du vil, men du ved jeg finder ud af det på et tidspunkt." Hans øjne er blevet skinnende blå igen, og hans åndedrag er tungt. "Jeg har det bare dårligt." Han griner tørt og ruller med øjnene. "Hvad er der galt?"

Det burde egentlig være mig der skulle spørge ham, men jeg gider ikke at diskutere mere med ham. "Jeg vil bare gerne hjem." Han letter grebet omkring min overarm, men han holder stadig omkring det. "Okay." Han nikker, og trækker mig hen til udgangen. "Adrian? Hvad laver du?" Jeg standser op, mens han prøver på at trække mig som en hund i snor.

"Jeg kører dig hjem?" Han siger det som om hans ven ikke lige er kommet hjem fra London, og at hans anden ven ikke er på vej i fængsel. "Troy har brug for dig," jeg sukker, og har egentlig ikke noget imod at han kører mig hjem, men hvad skete der sidst jeg var i hans bil. "Og Natalia har brug for dig." Hvorfor skal han også bruge hende imod mig.

"Natalia har Max."

"Troy har Wiliam."

Hvorfor skal han også være sådan en nar? Helt ærligt jeg bruger ikke hans lille hemmelighed imod ham. Eller vent! "Adrian hvis du ikke lader mig være, så kommer din hemmelighed ud." Afpresning bitch.

"Det ville du ikke gøre Adrianna, jeg kender dig, du er den sjovest mest provokerende idiot jeg nogensinde har mødt, men du også fair, og du ved jeg kun vil dig det bedste." Hans smil breder sig, og det samme med mit. Lad os lige se væk fra det faktum at han kaldte mig en provokerende idiot. Han vil mig kun det bedste.

"Desuden, så kan vi ikke tage til ballet sammen, hvis jeg er i fængsel," griner han og trækker mig overraskende ind i et kram. Det her er sært, og slet ikke den Adrian som jeg kender.
"Jeg vil stadig gerne hjem," mumler jeg i det akavede kram. 

"Fint, men jeg tager med." Jeg kunne stå her og diskutere, men jeg ved bedre, jeg ved at han ikke vil ombestemme sig, og han på en eller anden måde vil finde ud af det hele. Jeg nikker og trækker mig ud fra krammet, med et akavet smil plastret på læberne. Jeg ville lyve, jeg sagde det ikke var dejligt.

"Siden hvornår havde det været jer to?" Vi vender os begge to mod stemmen bag os. Wiliam står med at forvirret udtryk, og kigger mærkeligt på Adrian, som rømmer sig. "Det har aldrig været os to? Vi bare venner," svarer jeg siden Adrian valgte at holde kæft for første gang nogensinde.

"Adrian, havde du tænkt dig at tage med hjem til hende? Efter alt det hendes veninde har gjort? Hun vil sikkert gøre det samme mod dig. Man ved aldrig med ludre."

Adrian griner tørt, mens han ryster på hovedet og går tættere på Wiliam. Jeg kan se ham spænde ved kæben, og at hans knoer er helt hvide. Det eneste sekund er Adrians knytnæve på Wiliams ansigt. "Jeg har fået nok af dig."

Hvorfor er jeg ikke overrasket? Jeg er ligeglad med at han kalder mig for luder eller andet, men han skal fanme ikke blande sig i mine sager, eller Natalias for den sags skyld. Wiliam rejser sig og nikker så muggent, som om han ved han ikke kan vinde over Adrian, selvom han prøvede.

Adrian vender sig om med et smil. Man kan se han har haft lyst til at gøre det længe nu. "Vi to skal vist tale sammen." Siger han og trækker mig videre til hans bil, og jeg ved at nu er der ingen vej tilbage, jeg bliver nødt til at fortælle ham alting.

Jeg kommer til at miste den eneste der rigtig forstod mig.