Bad boy's secret

Personal shit

Tak til alle der læser denne bog, det betyder ekstremt meget.  Kommenter gerne jeres meninger, eller så kan I bare stemme på dette kapitel. Jeg elsker jer alle.

"Adrian kør mig hjem."

"Hold min taske Adrian."

"Hent mig noget chokolade Adrian."

"Så det nok Adrianna! Jeg har gjort hvad du ville i 2 fucking dage! Du gør mig sindssyg kvinde!" Jeg flækker af grin, han er virkelig ved at dø, men sådan er det når man er min personlige tjener. "Så din lille hemmelighed? Den må jeg gerne fortælle Natalia?"

Han kigger straks på mig med store øjne, mens jeg drikker min juice videre. Jeg må virkelig ligne en uskyldig engel, men næh. "Du har vel ikke fortalt hende det?" Jeg kigger ned på min telefon som ringer, jeg kigger på displayet "Onkel" men jeg lader den ringe.

"Jeg kunne hvis jeg havde lyst." Min telefon bliver ved med at ringe, og det er altid den samme person. Sandheden er at vi skændes, et ret stort skænderi, det ikke første gang, og sikkert ikke sidste. Jeg mener det jo ikke min skyld, at mine forældre har forladt mig til ham, tror han ikke selv at jeg vil hjem?

"ADRIANNA!" Råber Adrian i hovedet på mig. Jeg kommer straks ud af mine tanker, og kigger ham direkte ind i hans grønne øjne, sjovt nok er de nogle gange skinnende blå. "Hvad?" Jeg rejser mig op fra stolen, og han følger alle mine bevægelser. "Hvad sker der?" Jeg kigger på ham med et løftet bryn, og ryster på hovedet. "Det noget personligt."

"Det ikke en undskyldning? Du har brugt mig som tjener fordi min personlig ting. Jeg kunne pjække lige nu, og have det sjovt, men nej," han sætter sig ved siden af mig, og kigger mig dybt i øjnene og gentager: "så hvad foregår der?" Jeg falder ikke for det, jeg kan ikke stole på nogen, kun Natalia.

"Stop nu? Tror du selv på at jeg vil fortælle dig mit personlige shit?" Jeg kigger dumt på ham, han må virkelig tro at jeg er dum. Klokken ringer ind, og jeg er på vej væk, men Adrian tager fat i mit håndled.

"Pjæk med mig."

Det her er Natalias skyld, hun skulle læse på biblioteket i dag, hun skulle øve til sin test. Hun ville have hevet mig tilbage og sagt at jeg skulle tage min skole mere sammen, som var hun den mor jeg aldrig havde haft. "Jeg tror jeg springer over." Jeg trækker min hånd tilbage til mig, men han kigger bare mærkeligt på mig. "Den personlige ting har virkelig ændret dig." Jeg kigger overrasket på ham, og ryster på hovedet. "Jeg er den samme som jeg altid har været."

Han griner tørt, mens jeg er på vej til time. "Hvis det passede, så ville du gå mod udgangen og ikke et klasseværelse." Han har ret, men hvor skulle jeg gå hen? Abuela er hjemme, ser hun mig, siger hun det til min onkel, finder min onkel ud af det, så sender han mig væk. "Adrianna? Har du overhovedet fortalt Natalia det?" Jeg ryster på hovedet, og sætter mig op af væggen, hun har for meget at tænke over, hun har det værre end det her, hun kan slet ikke sove af frygt.

Han står lige foran mig, og siden han er ekstremt høj, og jeg sidder nede, bliver jeg nødt til at kigge op. "Nyder du udsigten?" Jeg griner let at hans timing på at lave sjov. "Nah, jeg har haft bedre." Der er lidt stilhed, men han skal altid snakke den dreng. "Kommer du så med?"

Jeg burde virkelig, men jeg ved ikke helt. Jeg kigger lidt til højre også venstre, bare hvis nu inspektøren skulle dukke op. "Hvor har du tænkt dig at tage mig hen?" Han smiler og giver mig hans hånd, så jeg kan komme op.

"Det ved jeg ikke? Hvor vil du hen?" Måske skulle jeg torturere ham lidt mere? Han vil sikkert dræbe mig, hvis jeg gør, men så lad ham. "Jeg vil gerne til centret, og du skal kører mig." Han kigger surt på mig. "Jeg fortryder at jeg spurgte dig!" Han trækker min hånd, som han stadig havde i hånden efter han hjalp mig op, mod parkerings pladsen.