Bad boy's secret

Truth time

ADRIAN
"There's something almost surreal about what we share together. Like we're connected at the soul. Our spirit entangled. Like two rivers winding alongside one another, sometimes in separate directions, but always towards the ocean."

❀

Hun virker nervøs, sikkert fordi hun skal fortælle mig hele sandheden nu. Endelig kan jeg bruge det imod hende, så hun ved hvordan det føles at blive afpresset. Det her ændre sikkert alting. Jeg vender hurtigt hovedet fra vejen, for at kigge på hende mens hun kigger ud af vinduet.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at hun ikke ser pisse smuk ud lige nu. Hun er dybt inde i hendes egne tanker, og jeg vil give alt for at vide hvad der sker derinde. Trist det skulle ende på denne måde, men hvis Wiliam har lært mig en ting, så er det at man ikke skal bukke under for en pige.

Det lyder måske dumt, men sådan er det hvis du ikke vil få et knust hjerte. Ja han er en nar, og jeg burde ikke lytte til ham, men han er en god ven, desuden så fortjente han fandme også det slag i ansigtet. Jeg forklarer ham det hele senere.

"Adrian, du skal dreje til venstre her," siger hun pludseligt. Det er ikke akavet stilhed, men ubehageligt. Jeg kender vejen hjem til hende, jeg har været der et par gange. Sandheden er at en af mine gode venner bor på samme gade, og hver gang jeg er hjemme ved ham, så besøger jeg hende.

"Er det virkelig så slemt?" Spørger jeg, men hun kigger forvirret på mig. "Jeg mener, din lille hemmelighed. Er den så stor?" Jeg holder øjnene rettet mod vejen. Man jeg kan lige anse hende trække vejret dybt.

"Det er en hemmelighed jeg har holdt på hele mit liv."

Hvad kunne det være? Jeg mener bare, hun er rig, hun er smuk, hun er ballade. Hun er næsten perfekt. Hvad med hendes uskyldighed? Kunne det være at hun blev voldtaget engang, men holder det stadig hemmeligt? Nej, det kan det ikke være. Hun ville have slået fyren ihjel, før han kunne begynde.

"Hele dit liv siger du. Ved Natalia til den her?" Jeg vil blive overrasket over hvis hun ikke gjorde, men så fortalte mig det. Det vil betyde at Adrianna stoler mere på mig, end hun stoler på Natalia. "Ja, hun havde ligesom regnet det ud efter at have brugt så meget tid med mig."

Hvad fanden kan det være? Kan jeg regne det ud? Jeg er ved at dø af nysgerrighed her! "Stoler du nok på mig til at fortælle mig det?" Hun leger lidt med sine fingre af nervøsitet. Jeg har lagt mærke til at det er det hun gør, når hun er nervøs eller frustreret.

"Du stopper jo ikke før jeg siger det," svarer hun irriteret, men jeg lader mig ikke påvirke af min dårlige samvittighed. Hun fortjener ærligt payback, især efter alt jeg har gjort for at holde min hemmelighed hemmeligt. Hun gør det ikke nemt for mig.

"Jeg er bare bekymret for dig? Du er ikke dig selv for tiden, og jeg savner din irriterende attitude." Jeg prøver på at lave sjov, så hun ikke fatter mistanke om at jeg bare vil vide hendes hemmelighed. Hun griner let, men siger ikke noget.

Vi stopper foran hendes villa, jeg var overrasket, da jeg for første gang så hun boede her. Det lignede hende bare ikke at være rig, nok fordi hun ikke går i mærke-tøj, som alle rige folk gør. Jeg træder ud af bilen, og hun følger efter. Hun så deprimeret, at hun ikke en gang tager fødderne op når hun går.

Hun finder en nøgle frem fra sin taske og åbner døren, da vi træder ind er der ingen. "Abuela?" Kalder hun, men får intet svar. Hun synker lidt mere sammen, men tager ellers bare hendes jakke af og hænger den, så jeg gør det samme.

Jeg får lidt ondt af hende, hun har jo ikke nogen. Hvor er hendes forældre overhovedet? Jeg har kun mødt hendes onkel. "Du kan bare sætte dig i stuen, så kommer jeg om 2 minutter." Hun løber op af trappen, og sikkert ind i hendes værelse.

Jeg betragter billederne på hylderne, der er et billede af Adrianna og hendes forældre henne ved en sø. Det er den sø henne ved parken, der hvor hun så at jeg handlede med stoffer. Hun ser så glad ud på billedet, hun har ovenikøbet lyserødt på! Jeg har aldrig set Adrianna med lyserød, i alle de år jeg har kendt hende.

Hvad skete der med hendes forældre?

Jeg tror ikke det er det hun vil fortælle mig, det er for dybt, hun ville aldrig stole så meget på mig. Jeg håber ikke det er det, jeg vil aldrig kunne finde på at afpresse hende med hendes forældre. "Adrian?" Jeg vender mig om med det samme, og ser Adrianna stå med to glas juice i hånden.

Hun kigger på med et forvirret udtryk, men efter hun ser at jeg står med billedet i hånden, går hun direkte forbi mig og hen til sofaen. Jeg følger efter hende, og sætter mig et par meter væk fra hende. Jeg troede aldrig at vi ville få det sådan her sammen.

"Adrianna du behøver ikke sige det, hvis altså du ikke har lyst!" Siger jeg før hun overhovedet når at åbne munden. "Men jeg vil selvfølgelig hjælpe dig, hvis det nu er," tilføjer jeg. Hun leger stadig med hendes fingre, hvilket er begyndt med at irritere mig.

Jeg sætter mig ved siden af hende, og tager begge hendes hænder som er iskolde. Hun stivner i det øjeblik, men jeg tør ikke sige noget for at få hende ud af hendes trance.
"Jeg savner mine forældre."

Nej!

"Hvor er de?" Jeg bliver nødt til at hjælpe hende nu, ikke at jeg ikke gider, men jeg kan ikke finde ud af at hjælpe folk. Følelser er ikke min stærke side.

"Min far er død. Jeg ved ikke hvor min mor er." Det forklarer hvorfor hun bor med sin onkel. Jeg har ingen anelse, hvad fanden jeg skal sige? Hvad siger man også til de her ting? "Men du har et dejligt hjem nu. Hvad er problemet?" Hun trækker vejret dybt, og jeg kan se en tåre trille ned af hendes kind. Jeg får helt ondt af hende.

"Min onkel vil gerne sende mig væk." Flere tårer triller ned, og jeg trækker hende med det samme ind i et kram. Denne gang er det ikke så akavet, som vores første kram. Det her er varmt og trygt. Jeg får det dårligt nu. Jeg ville kun hører hendes hemmelighed, for at afpresse hende, men nu føler jeg mig som en komplet idiot.

Jeg kan huske hvor meget jeg savnede min far, da han var i fængsel. Hun har ikke set hendes forældre i mange år nu. "Han kan ikke sende dig væk, det er sikkert bare noget han siger for at skræmme dig, så du stopper med at lave ballade." Hun ryster på hovedet, og jeg kan mærke min t-shirt blive våd.

Vi bliver afbrudt af begge vores telefoner, da vi får en SMS.

"TROY ER ENDT I FÆNGSEL!!"

Jeg kigger på Adrianna, som bare er chokeret. Hun havde lovet det ikke ville ske.