Bad boy's secret

Back Off

ADRIANNA

"The reason why we can't let go of someone is because deep inside we still have hope."

✧

Det hele gik så hurtigt, før jeg kunne se mig for, var Adrian liggende på gulvet, helt bevidstløst. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, jeg er helt lammet. Jeg forstår ikke hvad der sker, det var meningen at han var okay nu, han burde være okay.

"Unge dame, gå tilbage!" Jeg bliver trukket væk fra dramaet, men at se alle der løber over til ham, som om han er døende, gør det svære at fjerne øjnene som er afhængig af dramaet. Kunne det her være min skyld? Han var okay, før jeg altså fortalte ham jeg skulle rejse. 

Hvad nu hvis han faktisk er døende? 

"Adrianna slap af!" Jeg kigger på personen som hev mig væk, det er Troy. Han burde være ligeså urolig, som jeg er, det er hans bedsteven, han burde gå helt amok. Jeg ved jeg græder, jeg kan bare ikke mærke tårende trille ned af mine kinder. 

"Jeg har tilkaldt hans forældre, de er på vej!" Råber en af sygeplejerskerne. Han får det meget værre, når han ser sine forældre, hvis han altså kommer til at åbne øjnene nok til at se dem. Det overrasker mig lidt, at de faktisk kommer, Adrian har aldrig betydet meget for dem. 

De har fået ham ind på værelset igen, nu ligger han bare der helt livløs, hans perfekte solbrændte hud, er nu kridthvid. Det minder mig om far, det var sådan det startede. Det må ikke ske igen. 

Jeg ved ikke hvad jeg gør ved mig selv, hvis Adrian dør, han gav mig håb omkring alting. Han kunne læse mine tanker, ved bare at kigge ind i mine øjne. Jeg vil så gerne se hans oceansblå øjne igen, jeg beder ikke om mere. 

Troy krammer mig hårdt ind til ham, men intet hjælper, det hele bliver bare værre når de så endelig lukker døren i, så jeg ikke kan se ham længere. "Træk vejret, træk vejret Adrianna," tysser Troy i min hovedbund. 

Jeg skubber ham, men han nænner ikke at rører sig. Han har det ligeså skidt som jeg har, måske værre, hvis det kunne være muligt, selvom jeg ikke tror det kunne. 

Hvis jeg bare havde holdt mig væk fra ham i starten, kunne han leve sit liv, som han plejede, fester, alkohol, cigaretter og piger. Skolen er brændt ned, min mor er tilbage med et barn og mand, Natalia kan ikke stå på sine ben. 

Det hele er min skyld. 

"Det hele er din skyld!" Jeg rejser mig fra gulvet, og Troy trækker mig ud af hans favn. Adrians mor ser rasende ud, man skulle næsten tro at der faktisk kom røg ud af hendes øre. Hans far derimod, er helt bleg, jeg får helt ondt fa ham. 

"Undskyld mig?" Jeg kigger spørgende på hende, helt forvirret. Sagde hun lige, at det hele var min skyld? Eller sagde jeg det til mig selv. "Det hele er din skyld! Han ville aldrig sidde her, hvis det ikke var for dig! Jeg vidste der ville være problemer med dig, siden jeg vidste hvem din såkaldte far er!"

Var, hvem min såkaldte far var. 

Hun virker helt ude af den, det har hun egentlig også ret til at være, men jeg er den eneste der kan give mig selv skylden, det kan hun ikke gøre. "Hold nu op, pigen er ude af den selv." 

"Nej! Jeg er glad for at vi lod Adrian rejse til den dumme kunstskole, han ville komme væk fra dig! Hvis han overlever, holder du dig så langt væk som muligt!" 

Folk kigger mærkeligt på os, nogen tysser endda, siden hun råber. 

Jeg forstår alting nu. De lod Adrian rejse til Italien så han kunne komme væk fra mig, de kendte min far, og nu mister jeg Adrian. 

"Kendte du ham? Min far?" 

"Ja, han var en fusker, en løgnhals og en forræder!" Mit hjerte knækkes i to stykker, og jeg kan høre det. "Du ved, æblet falder ikke langt fra stammen." Jeg ved ikke hvad hun taler om, min far var ingen fusker eller forræder! 

Hun bliver trukket væk fra mig, af en politimand, som om vi ikke har set nok af de mænd. Jeg mærker nogen tage fat i mine hænder, og trække dem tilbage. 

"Adrianna Andrews du er hermed arresteret for at brænde din skole ned!" 

HVAD. FUCK. SKER. DER? 

Jeg har aldrig brændt en skole ned, og i hvert fald ikke min egen. "Beviser, eller det skete aldrig!" Råber Troy til dem, så holder de min halskæde op foran næsen på ham. Jeg ledte overalt efter den tingest! 

"Det var ikke kig, men Jacob!" Skriger jeg flere gange, men de ignorer mig. Hvorfor føler jeg at Jacob havde noget at gøre med det her? Han er den rigtige fusker! Tænk at jeg kommer i fængsel, også for noget jeg ikke en gang har gjort! 

Livet er virkelig uretfærdigt. 

✧

Okay, der er ikke noget chill i det her kapitel, som er ret kort, men jeg ville ikke have at I skulle vente for længe!! Jeg undskylder så mange gange venner!!!

Hvad synes I så?  Håber I kan lide det, men jeg skrev det også så hurtigt jeg kunne. 

Hvad tror I der sker i næste kapitel? Vågner Adrian? Kommer Adrianna i fængsel, og stod Jacob virkelig bag det hele? 

PS

TAAAAK FOR AT LÆSE!!!