Bad boy's secret

Daniella

ADRIANNA

"Everything just seems to go wrong for me lately."

✧

Fucking lort han er! Adrian er så ufattelig, han er så egoistisk! Hvad har jeg gjort ham? "Adrianna vent nu lige lidt! Jeg er sikker, på han ikke mente noget på den måde!" Jeg stopper brat op, og det stopper ham også af skræk.

"Du ved ingenting! Han slå op med mig?" Jeg vil ikke græde, men jeg troede endelig at vi ville blive glade sammen, det er bare et bevis på at man ikke skal have for store forhåbninger til nogen, de vil altid skuffe dig.

"Fortalte han dig ikke hvorfor?" Jeg kigger ned i jorden. Det gjorde han, men det var ikke nok. Som om han havde gjort det for min skyld, han skal nok aldrig gøre noget for mig igen så, han skal ikke en gang kigge på mig.

Jeg prøvede jo bare på at hjælpe! Hvorfor skulle han få et bitchflip? Jeg forstår ham fandme ikke, han har flere humørsvigninger end en pige der har menstruation! "Det er ikke din skyld, han begik en fejl," siger Justin beroligende.

Han hjælper ikke, han skal ikke have ondt af mig, men sige at jeg skal til at mande mig op! Sådan går det aldrig, han forstår det heller ikke, han blev aldrig droppet på denne måde. Det gør kun ondt, fordi Adrian var min første kæreste, første kys og første forelskelse.

"Jeg ved sgu godt det ikke er min skyld! Han kommer til at fortryde!" Jeg bliver nok nødt til at tage det roligt, jeg lyder næsten som en af de der crazy ekskærester, der ikke kan komme over deres eks. Sådan er jeg ikke!

"Hvis du ikke tænker over hvad du gør, før du gør det, så er det dig der kommer til at fortryde det Adrianna!" Han har en pointe, men ingen fortæller mig, hvordan jeg gør tingene. "Du kan bare gå Justin!" Råber jeg af ham.

Han står i et sekund og bare kigger på mig, men nikker så og trækker hænderne op i forsvar. "Som du vil." Han vender sig om og går. Måske var det en dårlig ide at hente ham med, han virker ikke glad for det her, og han skal heller ikke være indblandet i mit og Adrians drama.

Jeg har ingen anelse, om hor han nu tager hen, men det skal nok gå. Han skal bare ikke stå i vejen for mig, så må han være hvor end han har lyst til. Jeg tænker lidt over det hele, og overvejer hvad fanden mit næste skridt skal være.

Jeg kommer helt sikkert til at få hævn over Adrian, men ikke lige nu, jeg har allerede for mange problemer til at tænke over ham. Lige nu, burde jeg komme hjem igen. Jeg har ikke været der i noget tid nu, og jeg tør vædde med at Abuela savner mig.

Jeg tror, jeg kender vejen denne gang. Håber jeg.

Jeg har gået rundt i et kvarter, og nu kan jeg endelig se mit hus! Jeg har nok aldrig nogensinde været så glad for at se det.

Jeg banker ikke på eller noget, det er trods alt stadig mit hjem. Jeg træder stille ind, men jeg kan ikke se nogen. Jeg har ingen ide om hvor de er, men noget siger mig at min onkel er på kontoret.

Jeg trækker håndtaget ned, mens mit hjerte galopere afsted. "Er der nogen?" Spørger han stille. Jeg forbliver ved døråbningen, og stikker hovedet ud.

"Adrianna?" Han er chokeret, men på samme tid er han glad for at se mig. "Hej onkel," siger jeg nervøst. Måske er han sur på mig, for ikke at have været hjemme i så lang tid. Han ved heller ikke, at jeg blev bortført.