Bad boy's secret

secret letter for the girlfriend

Adrianna

"It's amazing how much destruction one person can cause."

✧

Ugen er gået så hurtigt, og nu skal vi allerede tilbage til skole! Kan jeg ikke bare blive hjemme? Eller hjemme ved Adrian. Når ja, Adrian, min kæreste. Ingen ved det endnu, fordi vi gerne vil holde lav profil, men! Nu går vi så rundt i gangene, hånd i hånd. Jeg er ligeglad med alle andre, de er ligegyldige for mig.

Troy og William tog det overraskende godt, eller så godt de nu kunne. Jeg mangler bare at fortælle, Natalia det. Hvis altså ikke Troy allerede har sagt det, den dreng har en større mund end en cheerleader gruppe.

"Alle kigger mærkeligt," konstatere jeg til Adrian, som ikke virker påvirket overhovedet. Men han er jo også van til det. "Er du genert skat?" Griner han hånende. Jeg griner tørt, og skubber til hans skulder. "Jeg er ikke genert, men bare ikke vant til at have spotlightet."

Det passer, jeg ber aldrig om opmærksomhed, fordi jeg ikke gad have den. Jeg er bare den, og ender med at komme i noget drama, og folk elsker drama, derfor får jeg opmærksomhed.

"Sært, du er da altid i spotlightet?" Jeg stopper op, da vi når mit skab. Heldigvis har vi matematik sammen, så måske er det ikke så dårligt alligevel. Eller jo, matematik er mit værste mareridt, men måske bliver det anderledes med Adrian.

"Nej da? Eller jo for det meste. Ikke for at lyde selvglad eller noget!" Han nikker, og kigger mig over skulderen, jeg vender mig om, og ser at Jacob og Adrian er igang med en stirrekonkurrence. Det irriterer mig ikke, jeg kan heller ikke lide Jacob, ikke fordi han har gjort noget ved mig, men han har heller ikke vist mig, at jeg kan stole på ham.

"Adrianna lov mig, du holder dig væk fra den narrøv."  Jeg kigger spørgende på ham, det jo ikke fordi Jacob ville have mig alligevel? Man ja klart, det skal jeg nok. "Det lover jeg."

Efter jeg har lagt min taske ind i skabet, tager Adrian straks min hånd igen. Jeg kigger tilbage på Jacob, som stadig står og stirrer på os. Han er ret mærkelig, altså mere end før. Jeg vil ikke lade ham ødelægge min dag, mes hans særhed.

"Klar til matematik?" Jeg kigger dumt på Adrian. "Som om jeg nogensinde bliver det." Jeg går ind i klasselokalet, og sætter mig. Jeg har en urolig følelse i min mave, jeg ved ikke hvorfor, men det sker et par gange, når alting virker fór perfekt til at være sandt.

Timen starter, og jeg begynder med at døse hen, men Adrian lader mig ikke falde i søvn, da han begynder med at stikke mig i siden. "Adrian og Adrianna!" Vi kigger straks op på den rasende lærer. Han tysser på os, men går så videre til undervisningen. Jeg ruller med øjnene, gid han bare smed mig ud, så ville jeg have det meget bedre.

Klokken ringer ud, er der gået 2 timer? Endelig! Det føltes som en evighed. Jeg rejser mig hurtigt, og er allerede ude af døren. Adrian går lige bag mig, mens han griner af mig.

"Skal vi gå?" Spørger han, mens han peger mod kantinen. "Jeg har glemt min telefon i mit skab, du kan bare gå i forvejen, så kommer jeg."

Jeg vender om på hælen, og går direkte til mit skab. Jeg orker ikke mere, og jeg har kun haft to timer, men det er trods alt matematik vi taler om, det tager alt min energi. Jeg taster koden til mit skab ind, og det samme sekund jeg åbner det, falder der et stykke papir ud af det.

Jeg tager det op, og studere det nøje, men jeg genkender ikke skriften.

Der står:

"Jeg håber du er glad, for det kommer du ikke til at være forevigt, og det skal jeg nok ordne. Du skulle måske, til at kigge dig over skulderen lidt mere. Hyg dig med titlen som kæreste, den varer ikke længe."

Uha, ingen kærlig hilsen eller idet mindste et hej? Jeg vidste, jeg var hadet, men denne person overgår sgu alle mine forventninger. Jeg lukker skabet, og går med brevet i hånden ind i kantinen. Hvis det betød så meget for mig, ville jeg gøre et stort nummer ud af det, men jeg ved at min og Adrians kærlighed holder for evigt.

Jeg ser de andre sidde sammen, og jeg går med små skridt over til dem. Jeg vil være ærlig, det er måske lidt skræmmende at få en trussel på første dag efter påske ferien.

Jeg sætter mig ned, og prøver på at få øje på Natalia, men hun er ikke for nogen øjenvidde. Hvor kunne hun være? Måske biblioteket? Men der var hun jo kun fordi hun hadede at sidde i kantinen, men nu elsker hun det fordi Troy også er her.

"Fik du fat i din telefon?" Jeg kigger på Adrian, som lige har sat en bakke på bordet. Jeg sætter hænderne på mine lommer, og anerkender min dumhed. "Nej, jeg glemte den."

Han kigger mærkeligt på mig, og peger på det stykke papir i mine hænder. "Hvad er det?" Jeg gemmer det hurtigt i lommen, og smiler bare mens jeg siger:" det er ikke noget."

Vi sætter os i stilhed, mens de andre bare sidder og snakker, men jeg kan stadig ikke se Natalia. Hun kom tilbage for to dage, og hun misser aldrig skolen, uanset hvad. Jeg er ret bekymret for hende, hvad nu hvis der er sket noget?

"Ballade er på vej Adrianna," siger Max og peger i retningen mod Evelyn. Jeg hader den dulle. "Adrianna, kan vi tale sammen?" Hun står foran bordet, men kigger ikke på drengene omkring os, men kun på mig. "Kan du ikke sige det her?"

Hun tager en dyb indånding, mens hun nikker. Hun kigger sig nervøst over skulderen, som om at der måske var nogen der holdte øje med hende. "Pas på, de er ude efter dig, og der er ingen grænser for hvor langt de vil gå."

Jeg åbner munden for at sige noget, men hun er allerede væk, og på vej ud af kantinen. "Hvad var det omkring?" Drengene kigger forventningsfulde på mig. De tænker nok at det er noget stort, men jeg ved ikke hvad det er omkring. "Jeg ved det ikke."

Jeg rejser mig fra stolen, men vil egentlig bare gerne ud herfra, måske hvis jeg finder Evelyn, kunne jeg få svar på nogle af mine spørgsmål. Jeg går lidt rundt på gangene, indtil jeg kommer til mit skab. Synet får mig til at tisse i bukserne, bogstaveligtalt.

"DIE BITCH!"

Står der med rød skrift.

"ADRIANNA!" Hører jeg flere forskellige kalde efter mig, men da de når hen til mig, stopper de brat op, og kigger chokerede på skabet. Malingen drypper stadig, og det er helt klart sket for et par minutter siden. Da jeg skulle finde min telefon, var der slet ikke noget.

Nu er der krig.

✧
Jeg er ved at miste inspiration, og jeg har skrive blokade! Skriv nogle ideer til mig, jeg vil helst sikkert gerne bruge dem, der medfører et shoutout til personen hvis jeg tager deres ide.
PS
Tusinde taaaak for at læse dette kapitel!!