Bad boy's secret

Wanna have fun?

ADRIANNA

"We might fall in love with people who do us bad."

✧

"Og hvad mener du med det helt præcist?" Jeg kigger undrende på Justin, mens han grå øjne reflekterer. Han trækker på skuldrene, og vælger så at sætte sig. "Jeg mener bare, du burde måske passe på dig selv lidt mere?"

Jeg glor på ham, mens han trækker en smøg mod munden. Alle ryger nu til dags. Jeg tænker lidt på det han sagde, og prøver på at fordøje det, men det giver ikke mening overhovedet.

"Jeg kan passe på mig selv. Jeg har nemlig gået til karate!" Ja, i en dag. Men jeg lærte faktisk noget på den ene dag, jeg lærte at sparke lavt og højt. Han nikker anerkendende, men ligner ikke en der tror på det.

"Ja okay, fair nok. Jeg slår ikke på piger, men de andre gør, du kan gå imod dem. Hvis du vil stikke af, så stopper jeg dig ikke prinsesse."

Jeg stønner af irritation, "stop med at kalde mig prinsesse!" Han ser ud til at more sig, med min vrede. "Jeg synes bare det klæder dig bedre," griner han. Hans smil er blændende, og hans grin er sødt, og jeg kunne helt klart blive blød i knæene for ham, men han har bortført mig, så det går ikke.

Jeg svarer ham ikke, men ligger mig ned på ryggen. Solen skinner, fuglende synger, og jeg er blevet bortført. Den er nok sivet ind nu. Han sukker, og det er som om han vil spørge om noget, men har ikke modet til det.

"Sig det bare."

Han virker overrasket, over at jeg faktisk lagde mærke til det. "Hvordan er det der ude?" Jeg kigger spørgende på ham. Hvad mener han med det? Halvdelen af det den dreng siger, forstår jeg ikke.

"Skole, venner, familie og kærester. Hvordan er det?" Han undgår øjenkontakt, af skam og sorg. "Skole er noget lort, venner er der ikke når du har brug for dem, jeg har aldrig rigtig haft en familie, også er der bare kærester."

Jeg begynder med at hive græs ud af jorden, og fletter det omkring min finger. "Hvad har du at omkring kærester?" Spørger han forvirret. Han må nok tro, at mig og Adrian har det perfekte forhold, men jeg kan bare ikke stole på ham.

"De lyver og siger de elsker dig, det er nok det værte part i livet."

Han ligger sig ned ved siden af mig, og starter også med at hive græs ud af jorden. "Tror du han kommer og redder dig?" Jeg sukker og trækker stille på skuldrene.

"Sikkert ikke, det er der for meget arbejde i."

Han burde være her nu, men det er han ikke, og jeg tror heller ikke at han kommer. Jeg vidste, jeg havde for store forhåbninger til ham. Jeg vidste også, at han ville skuffe mig på et tidspunkt, og efter en uge i forholdet, har han allerede.

"Jeg elskede engang en pige, hun var ligesom dig. Sjov, modig og ærlig." Så han har altså et hjerte! Det overraskede mig. Han lyder seriøs, så det vil jeg også være. "Hvad skete der med hende?"

"Jeg har ingen anelse, hun forsvandt bare." Han har ikke givet slip på hende endnu, men igen det er det kærlighed gør ved folk, derfor hader jeg kærlighed. "Hvor lang tid siden er det?" Han begynder med at tænke over det.

"Nok 4 år siden. Jeg kan huske, at jeg ledte efter hende overalt, men hun var der bare ikke mere. Tanken om at jeg måske svigtede hende, ved ikke at lede mere, gør mig skør."

Hvor vil han hen med det her? Og hvorfor åbner han op for mig, han kender mig ikke. "Måske, du burde give din kæreste en chance."

Oh hell nah.