Bad boy's secret

Worse then hell

ADRIANNA

"My father gave me the best gift anyone could ever ask for, he believed in me."

✧

Ikke at sige noget til ham, gør mig skør, og jeg er ellers god til at holde på hemmeligheder. Jeg har holdt det med min far hemmeligt i så mange år nu, men en simpel lille hemmelighed kan jeg ikke holde på. 

Hvis jeg så sagde det til Adrian, så ville han dræbe Jacob uden at blinke, og hullet i hans brystkasse er ikke noget han skal lege med, han har brug for hvile, og jeg skal ikke gøre hans tilstand værre, jeg har allerede gjort ham bekymret. 

"Adrianna se!" Jeg kigger mod tv'et, som hænger på væggen i Adrians værelse. Det er skolen, den er fuldkommen brændt, intet tilbage bortset fra aske. Jacob fik hvad han ville have, men hvorfor skulle hans vrede gå udover skolen? 

"Godt du ikke var der!" Ja, utrolig godt. Jeg nikker bare, til alt han siger. Han har sikkert lagt mærke til det, men gider ikke at kommentere på det. Det vil alligevel føre til et skænderi, som ingen af os ville vinde. 

"Fandt du det, du manglede?" Jeg har ikke rigtig lyst til at snakke om det, men jeg har ondt af ham, alt virker til at gå galt for ham, ikke engang hans forældre er her. "Nej, men det fint." Han aer min tommelfinger. 

Det får mig til at tænke på, om vi er tilbage, altså er jeg hans kæreste eller ej. Jeg har ikke rigtig lyst til at spørge ham, da han slog op med mig, og jeg ikke skal komme krybende tilbage til ham. Jeg har selvværd. 

"Hvorfor er du så så stille?" Han stemme er usikker, han er usikker, om han burde spørge mig.  "Jeg føler ikke for at tale," smiler jeg falskt. Forhåbenligt vil han ikke ligge mærke til det, han har nok at se til selv. 

"Hvis du er træt, så kan du bare tage hjem. Hvis du vil, så tag mine nøgler, og tag hjem til mig!" 

"Nej det kan hun ikke, hun skal tilbage hjem, hendes mor er bekymret!" Døren står åben, og min onkel står ved dørkammen. Han ser ikke glad ud, så vi føler vist det samme her. Hvad laver han dog her? Hvordan vidste han, jeg var her? 

"Sjovt, hun har ikke været bekymret for mig i alle de år, så hvorfor nu?" Jeg vil ikke afsted, eller jo jeg vil væk herfra, men ikke hjem, og især ikke når min mor er der. 

"Jeg er ligeså vred på hende som du er, men giv hende en chance, hun mistede også en hun elskede højt, og hun mister dig." 

"Jeg mistede mine forældre, jeg havde ikke et valg, det havde hun. Hun kunne være blevet sammen med mig, men istedet for gik hun og fik en anden datter." 

Han står bare og kigger på mig, uden at sige et eneste ord. "Hvad er der sket med dig?" Han peger på Adrian, men holder øjenkontakten med mig. "Jeg blev skudt," svarer han, som var det ingen ting. 

"Var du med, da det skete?" Nu lyder han bekymret. "Ja."

"Adrianna, hjem, nu!" Fandens humørsvingninger, han var ved at lade mig gå! Hvorfor skal livet være så urimeligt? 

"Jeg kommer tilbage," siger jeg til Adrian, mens vores flettede fingre glider fra hinanden. "Pas på dig selv!" Råber han, da jeg står ude på gangen. Jeg vælger ikke at svare ham tilbage, og bare gå videre. 

Jeg går irriteret ned til bilen, mens min onkel følger efter mig. "Bilen er parkeret derhenne!" Jeg stønner frustreret og går den anden vej. 

Jeg sætter mig på bagsædet, da jeg helst ikke vil sidde foran med ham. "Det her var ikke mit valg, det var din mors, der er en du skal møde." Skulle det gøre det hele bedre? Er han helt ude af forstanden? Han gør intet af det her bedre. 

"Hun er ikke min mor, og desuden så gør du intet bedre. Nu forventer jeg bare mere helvede, når jeg kommer hjem." 

"Det bliver værre end helvede søde." 

Okay det gjorde mig slet ikke bange, altså overhovedet ikke. Jeg forventede måske min mor, men hvem er den anden personen jeg skal møde? Jeg har allerede mødt Daniella, kunne det blive bedre?

Han virker ikke sur på mig, men mere urolig. Jeg har ikke gjort noget forkert, det ved han, han har ondt af mig. Jeg er heller ikke sur på ham, han er som den far, jeg mistede. Vil det nogensinde blive godt igen? 

Sikkert ikke. 

"Har du tænkt dig, at fortælle mig hvorfor han blev skudt?" Jeg vil gerne, men lige nu virker ikke som det rigtige tidspunkt. Det er nok aldrig det rigtige tidspunkt, hvordan skal jeg kunne fortælle ham, at jeg blev bortført, også blev venner med min kidnapper, også ville jeg have hævn over noget han gjorde, så jeg betalte Adrian ud af fængslet af hans penge, også blev Adrian skudt. 

Det ville være min skyld. 

"Nej," svarer jeg ærligt og kort. Det er ikke til nogen forvirring, han havde nok ikke forventet det svar. Alligevel kommer det ikke som en overraskelse for ham, han havde nok gennemskuet, at jeg ikke ville fortælle ham det. 

Resten af køreturen er stille, dog er det ikke akavet, jo stille det er, jo mindre spørgsmål bliver der stillet. Gid denne køretur kunne varer en evighed, jeg vil ikke hjem til min mors mange overraskelser. 

Jeg kigger ud på de mange bygninger, ud på storbyen. Jeg kan ikke lide det her, altså ikke storbyen, nej den elsker jeg, men denne by er ikke noget for mig. Jeg skal så meget flytte til New York, måske til collage?

"Vi er her." Jeg kommer tilbage til virkeligheden, og træder langsomt ud af bilen, i håb om at jeg falder og besvimer, så jeg ikke behøver at gå derind. Jeg går musseskridt, og Onkel Carlos er ikke glad for det. 

"Du kommer ikke udenom det, så du kan ligeså godt få det overstået," han lyder selv som en der ikke gider livet mere. I det mindste er der en der forstår mig, næsten da. 

Døren bliver åbnet, og min mor kommer ud, med en fremmed mand, som har Daniella i armene. "Adrianna! Kom herhen, der er en du skal møde," siger hun lykkeligt. Noget siger mig, at jeg skal vende om nu, men før jeg kan vende om, skubber Carlos til mig. 

Jeg går direkte imellem dem, så jeg kan komme indenfor. Jeg har en ide om, hvem ham manden er, men jeg vil ikke tro på det, det kan ikke passe. 

"Måske vi skulle sætte os ned?" Forslår hun, men jeg afslår ved at ryste på hovedet. "Sig det nu, jeg skal tilbage snart," haster jeg på hende. Hun nikker smilende, men jeg kan se gennem facaden, hun synes jeg er pisse afskyelig. 

"Todd det her er Adrianna, min datter. Adrianna det her er Todd, min mand, og din stedfar." 

✧

Godt ikke? Håber jeg I synes. 

Hvad Tror I der kommer til at ske i næste kapitel? Hvad vil Adriannas reaktion være? Hvad med Onkel Carlos, hvordan tror I han har det, med alt det her? Hvad med Adriannas tanke om at flytte til New York? 

PS

TAAAAAK FOR AT LÆSE!