Bad boy's secret

Betrayer bitch

ADRIANNA
"You can pretend you're perfect all you want. Just remember some of us know the truth behind all of your bullshit lies."

      ✧

"Jeg troede du sagde det var okay?!" Han kigger frustreret på mig, som om at jeg kunne gøre alt godt igen fra starten, men det kan jeg ikke! Jeg er bare et normalt menneske! "Det troede jeg også!" Råber jeg tilbage. Jeg fatter ikke at han giver mig skylden for det her.

Troy er endt i fængsel, begrund af Natalia. Jeg kunne ikke hjernevaske hende, og bede hende om at tilgive ham. Hun skal også tænke på sig selv. "Wiliam havde ret! Det er det ludre gør. Så er 'fuckboys' ikke så slemme længere hva' ?"

Han står foran mig, og er helt rød i ansigtet af vrede. "Jeg er ikke en luder! Og ja fuckboys er slemme! Tag Troy for eksempel!" Skriger jeg op i hovedet på ham. Men han virker ikke til at lade sig påvirke af det, istedet for tager han om mit håndled - virkelig hårdt - og trækker mig op af sofaen og helt op af ham.

"Jeg troede du så os på en anden måde?" Han ser næsten knust ud, som om at jeg ser ham som en fuckboy virkelig gør ondt, men jeg har kaldt ham det mange gange før, hvad skulle det gøre en forskel nu? Desuden hvorfor trækker han mig så tæt på? Det er blevet mærkeligt nu.

"Jeg så dig på en anden måde, men du har lige bevist at jeg tog fejl af dig." Hvorfor stolede jeg også på ham? Jeg har lige fortalt ham en af Line dybeste hemmeligheder. Dumt. "Jeg tog vist også fejl af dig."

Og hvad skal det betyde? Hvad har jeg nu gjort? "Hvad har jeg gjort?!" Han griner af mit forvirrede udtryk. "Jeg er træt af dine tomme løfter." Tomme løfter? Hvad har jeg lovet ham? Nu er jeg mere forvirret end Dory.   "Adrian bare gå!"

Jeg håber virkelig han holder min hemmelighed, hvis den kommer ud, vil folk tro at jeg er som jeg er, fordi jeg ikke havde nogen der kunne opdrage mig ordentligt. "Jeg går ikke, før du fortæller mig hvorfor?" "Hvorfor hvad?"

"Hvorfor forlod din mor dig?"

"¡avergonzarte! ¡vete a casa!" (Skam dig dog! Gå hjem!) Jeg ser hen mod døren, og der står Abuela med alt mulige grønsager, som hun lige har købt. "lo siento, voy ahora." (Det er jeg ked af, jeg går nu.) Jeg kigger ned på gulvet, og undre mig over spørgsmålet.

Hvorfor forlod hun mig?

"Adrianna?" Jeg kigger op, og Abuela står foran mig, og Adrian allerede er væk. Han er bare heldig det ikke var min onkel, han havde ikke vist nogen form for medlidenhed. "Jeg har det fint Abuela," siger jeg og går direkte op på mig værelse. Jeg låser døren efter mig, for jeg ved at Abuela siger det til min onkel, og han så vil snakke med mig, men jeg gider ikke snakke med nogen.

Jeg ligger mig på sengen, og tænker over hvad jeg lige har gjort. Jeg vidste ham min svage side, den side jeg har holdt hemmeligt i hele mit liv. Hvorfor er jeg også så dum? Jeg burde vide at man ikke kan stole på drenge som Adrian. Men da jeg så muligheden for endelig at åbne mig, tog jeg den uden at tænke over det.

Jeg forstår heller ikke Natalia! Hvordan kunne hun gøre det mod mig? Okay, måske havde hun en god grund til det. Men hun måtte altså gerne fortælle mig det! Hvem er jeg i alt dette? Patrik Stjerne? Nope.

Min telefon begynder med at ringe, men jeg orker ikke at kigge på displayet, så jeg tager den bare. "Den ligegyldige Adrianna her!" Jeg lyder let irriteret.