ADRIANNA
"That boy has got the devil in him."
✧
Jeg tør ikke at bevæge mig, eller i hvert fald ikke mens Adrian kigger sådan på mig. Jeg havde ikke set den komme. Jeg ved jeg deler den samme følelse med ham, men jeg tør ikke tilstå nu, ikke mens de andre kigger med deres fordomsfulde blikke.
"Adrianna, lad os bare tage hjem." Han kigger ikke en gang på mig, er det så dårligt at være forelsket i mig? Hvorfor tænker jeg nu også på den måde, jeg er Adrianna Freaking Andrews! Fuck Adrian, hvis han er så skide barnlig.
"Du kan bare kører mig hjem." Vi skal være to for at spille dette spil, hvis han ikke sige noget omkring det, så vil jeg nok heller ikke. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal føle lige nu, men jeg er ret vred på ham, måske, jeg ved det ikke.
Jeg kan jo også lide ham, men jeg vidste aldrig at han også følte det samme for mig. Men hvorfor skulle han sige det til dem? Hvorfor så ikke mig først. Troy lød heller ikke overrasket, han vidste det sikkert for længe siden. Vent, hvor længe har Adrian været forelsket i mig?
"Jeg er ligeglad om du vel hjem til dig selv, eller hjem til mig!" Hvis han er så pinligberørt over det, behøver han jo ikke blive sur? Det her er jo skide dumt alligevel. "Er der ikke andre der kan kører mig?" Jeg kigger afventende, på de to idioter der bare glor på os.
"Kig ikke på os, vi venter selv på et lift af Adrian." Alle os tre i en bil, det ved jeg allerede ender af lort til. Jeg sukker tungt og højlydt, så Adrian kan se og hører min irritation af ham. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre, jeg kan jo ligesom ikke vejen hjem.
"Fint! Men hvis en af jer bare taler eller kigger på mig, er I døde." De tager mig måske ikke seriøst, men de skal ikke undervurdere en sur på mig, hvis elskede ikke gider kigge på hende. Jeg vidste aldrig selv, at det her ville ske, at jeg faktisk var i stand til at elske nogen, eller at der overhovedet var nogen der kunne blive forelsket i mig.
Det er en dejlig følelse.
"Jeg-" Wiliam åbner munden, men lukker den straks, da han ser min truende finger. "Jeg leger ikke med djævelen," mumler han, mens vi er på vej hen til bilen. Jeg vælger at ignorer ham, nok fordi han ikke er det værd, at bruge mine kræfter på.
Adrian går helt forrest, mens vi andre går bagved, han kigger ikke op i et sekund, for at se hvor han går, han går bare. Gud må vide hvad den dreng tænker på, måske hvordan han dræber mig? Eller måske Wiliam, for at få ham til at afslører, at han var forelsket.
Det burde ikke gå udover mig! Jeg har ikke gjort en skid. Jeg er bare uimodståelig, det kan ikke stoppes! "Hvis du har så ondt i røven begrund af mig, så kan du lige så godt sige det!" Råber jeg til Adrian, de to drenge gisper.
Jeg leger med ilden. Han kan eksplodere når som helst, men jeg er klar på det, jeg kender til hans humørsvingninger, jeg kan sagtens klare ham. "Adrianna bare stop den her." Han vender sig ikke og taler til mig, nej han giver mig den kolde skulder.
"Det vil jeg ikke! Jeg er jo heller ikke så forfærdelig at elske." Lød jeg lidt sorgbar der? Fuck. Jeg skal lyde som den stærke, den som ingen kan skade, den som ikke tager noget personligt. Alligevel står jeg her, og lyder som en der er ved at græde fordi han ikke kigger på mig som før.
आप पढ़ रहे हैं
Bad boy's secret
किशोर उपन्यास"FUCK DU BARE TIL VENSTRE OG HØJRE! JEG HÅBER DU BLIVER RAMT AF KLAMYDIA!" Måske skulle jeg ikke have sagt det? Whatever, hun er fandme irriterende. "Fucking Barbie dukke." Mumler jeg, mens jeg er på vej væk. Jeg vil sikkert få masser af ballade, m...
