Bad boy's secret

Ain't nobody like her

ADRIAN

"But if you choose not to love her now, you can't choose to love her later."

✧

Gud, hvordan kan han få så store problemer fordi en pige? Er han gået helt fra forstanden. Det umuligt at Adrianna får Natalia til at skifte sin mening, men jeg burde nok ikke undervurderer Adrianna, jeg har set hvad hun kan gøre hed folk. Det er et talent.

Efter at jeg have kørt Adrianna hjem til Natalia, kørte jeg tilbage til politistationen for at snakke med Troy alene. Jeg lagde dog mærke til hvor nervøs hun var, da vi var i bilen, jeg har aldrig set hende så nervøs. Måske er det fordi det er Natalia, vi taler om, og jeg forstår hende, hvis hun nu ikke tilgiver ham. Den dreng har problemer nu. Jeg venter i besøgsrummet, indtil en metal dør åbnes.

"Hey mate!" Hilser Troy. Hvordan kan han være så glad? Han sidder i fængsel! Jeg venter til at han sætter sig ned ved siden af mig, til jeg siger noget. "Er du fucking dum? Er du glad for alt det her?" Jeg kigger vredt på ham, og er ikke et sekund i tvivl om at mine øjne nok er blevet mørke blå.

"Nej jeg er ikke glad for at være herinde, men hvis Adrianna kan ændre Natalias mening, så er det det hele værd."

"Vi ved jo ikke om Adrianna kan gøre det? Det er jo heller ikke fordi Adrianna skal løse dine problemer for dig!" Han ruller med øjnene, og vifter med hånden, som om at det er ligegyldigt. Okay, han må selv om det nu. Jeg trækker telefonen op, mens han kigger på mig med et øjenbryn trukket op. "Hvem ringer du til?"

"Adrianna." Nu er han bare mere forvirret, "hvorfor?" Jeg griner tørt og ryster på hovedet.
"Så jeg kan fortælle hende, at du faktisk fortjener at sidde herinde, og at hun ikke skal ændre Natalias mening." Hans øjne bliver store.
"Fuck nej! Det her sted er et levende helvede! Jeg skal hjem! Jeg skal have min seng! Jeg skal idet mindste have et badeværelse hvor politimænd ikke kan kigge ind!" Hvisker-råber han, hvilket bare får mig til at grine og ligge telefonen ned igen.

"Fint fint." Min far har engang været i fængsel, før han altså blev en velhavende mand. Da han kom hjem, gik han direkte hen til min mor også hans seng. Han havde fortalt mig hvilket helvede det var her, hvordan du ville miste alt tidsfornemmelse, og at du ville kede dig ihjel, mens du var efterladt helt alene, med dine egne tanker.

"Hvordan går det egentlig med dig?" Spørger Troy, mens han kigger undrende mig, som om at der var noget han prøvede at få ud af mig. "Hvad er det du vil vide?" Jeg kender ham alt for godt, han ville aldrig spørge om det, med mindre han ville få noget ud af det, og lige nu får han sladder. "Hvad sker der med dig og Adrianna?" Jeg laver en overrasket grimasse, som om jeg ikke havde set den komme.

"Ingen ting? Vi har bare været ret meget sammen for tiden," siger jeg som om det ikke var noget. Det er det egentlig ikke, men når det kommer til Adrianna, så er det åbenbart.
"ADRIAN GRAY LEONARDO , ER DU FORELSKET?" Føj, jeg hader mit mellemnavn. Kun Troy kender til det, selvom jeg ikke selv havde sagt det til ham, det var min mor. 

Han bruger så meget tid hjemme ved mig, at mine forældre tror at jeg er bøsse, og at han er min kæreste. "Nej nej, det kunne jeg aldrig finde på. Hun tænker alligevel på mig som en bror, det ville ikke gå." Han ryster på hovedet og griner stille af mig. 

"Hvor er den Adrian Gray som fik en hver pige han ville have?" Tænk at han gider at tale om det nu. Han har dog fat i noget, jeg er ikke så interreseret i piger, som jeg normalt var. Jeg har selvfølgelig haft et par samleje, men det er ikke min hobby længere. 

"Jeg ved det ikke dude, men seriøst, jeg kan stadig få hvilken som helst pige jeg vil have." Jeg tænker tilbage på de tider, hvor jeg bare havde det sjovt, og intet var så kompliceret som det er nu. Jeg vil gerne have de tider tilbage.  

"Hvis du fik chancen, ville du gøre det?" Måske. 

"Nej." 

Det selvfølgelig løgn, jeg ville til enhver tid vælge Adrianna frem for alle de andre piger. Piger såsom Kathrin eller Evelyn, er mit bodycall, men deres personligheder er no-go. Adriannas personlighed er unik, man finder ikke bare pludselig en som hende. 

"Løgner." Jeg kigger op på ham med et løftet bryn. "Hvorfor tror du jeg lyver?" Han kigger sig omkring, bange for at de to politibetjente skulle hører vores latterlige samtale. 

"Dude, du smiler ved bare tanken om hende." Uden at jeg havde lagt mærke til det, havde der poppet et smil på mine læber. Jeg ved ikke hvad jeg føler for hende for at være ærlig, jeg tror nok bare at jeg er vant til at hun tænker på mig som en bror. 

"Elsk hende før det er for sent. Se på mig som et eksempel, hvad har jeg ikke gjort for kærlighed," han hentyder til at, han sidder i fængsel begrund af Natalia. "Ja jeg skal nok stalke Adrianna," griner jeg, mens han bare kigger surt på mig.

"Skal du være her indtil domsagen?" Han nikker og sukker.

Det er ret trist at han skal være i tre dage, men sådan er livet jo, gør man noget forkert skal man straffes, selvom det er fordi kærlighed. De to betjente kigger surt på os, men jeg får en besked før jeg kan nå at sige eller gøre noget. Den er fra Adrianna. 

Adrianna: Hey Adrian, det gik okay. Har du fundet ud af noget nyt?" 

Jeg smiler, ved bare tanken om at hun er bekymret. Troy hæver det ene bryn, og kigger så med på min mobil. "Jeg vidste at det var hende," mumler han mere til sig selv. 

"Natalia har ændret sin mening." 

Han glemmer helt hvad vi talte om, og begynder med at juble og skrige at han vidste hun elskede ham. Indtil de to betjente skulle ødelægge det hele, og sige at besøgstiden er ovre. Mens de trækker ham væk smilende, når han lige at råbe til mig.

"FÅ DIN DAME FØR DET FOR SENT!" 

Det har jeg også tænkt mig.