Bad boy's secret

They're both gone

ADRIANNA

"She's not getting drunk for the hell of it. She's getting drunk to the numb of it."

✧

Jeg står foran klubben, et sekund fortryder jeg at være kommet, men det andet sekund tænker jeg bare, at jeg må glemme alt, og at det her er den eneste metode. Jeg havde før, lovet mig selv aldrig at drikke for at glemme ting, og at det kun vil gøre ting værre, men her står jeg så, og jeg har ingen planer om at vende tilbage.

Nu skal jeg bare finde en vej ind, og med denne her påklædning, tror jeg næppe nogen vil hjælpe mig. Jeg må nok bare finde et vindue et sted, eller en bag dør. Jeg kommer ind uanset hvad. Jeg håber bare ikke at der er nogen, jeg kender derinde.

Jeg går rundt om den store bygning, og prøver på at finde en vej ind. Bingo! Der er et vindue der er åbent, men det er højt oppe, men heldigvis er der et træ. Jeg beder til Gud, om at det ender okay, og at jeg ikke brækker nogen knogler.

Jeg kravler stille op af træet, og jeg fortryder straks, at jeg ikke fandt en bagdør. Jeg er lige ved vinduet, nu skal jeg bare hoppe derhen. Jeg kan ikke se derind, da det er ret mørkt. Jeg ligger foden ved vinduet, mens min anden fod stadig er ved træet. Jeg prøver på at få min hånd derover, men med en mærkelig bevægelse, hopper jeg bare, og jeg lander på gulvet inde i værelset.

Jeg kigger op på to personer, som jeg aldrig skulle have forestillet mig sammen, især ikke med bar overkrop. 

Max og William. 

Jeg kigger på dem med et løftet bryn, mens de klør sig akavet i nakken. Jeg vil ikke en gang, vide hvad fanden de lavede heroppe sammen. Det er jeg nok alt for ung til at høre. "Halløj drenge," hilser jeg akavet. 

"DU SIGER IKKE NOGET TIL NOGEN!" Skriger de begge på munden af hinanden. Det kunne faktisk godt fungere mellem dem alligevel, jeg vidste dog ikke at Max var til drenge? Hvor længe har de været sammen? 

"Ja klart, bare et spørgsmål! Uhm hvor lang tid i har I været sammen?" Jeg rejser mig fra gulvet, og børster noget usynligt støv væk fra mine bukser. De kigger romantisk på hinanden, inden de svarer. 

Jeg begynder med at tænke på Adrian, var det mon sådan vi kiggede på hinanden? Jeg mærker en følelse af tomhed i hjertet. Jeg vil være ærlig med mig selv, jeg savner ham, uden ham føles alt forkert.

"Nok to uger nu?" Siger Max usikkert. Jeg nikker, og tvinger et smil frem. Det bliver nok hårdere at komme videre, end jeg troede. Jeg elskede ham jo trods alt, det gjorde jeg i begyndelsen, men jeg var for stædig til at indrømme det. 

"Sødt. Jeg skal hen og blive fuld, ses." Jeg løber ud af rummet, og lukker døren hårdt i. Jeg skynder mig ned af trapperne, og hen til baren. Det er ikke første gang jeg drikker, men sidst jeg drak, lovede jeg mig selv aldrig at gøre det igen. 

"Hvad kunne du tænke dig prinsesse? Jeg gir'." Jeg kigger til min venstre side, og møder et velkendt smil. "Hey Justin!" Siger jeg entusiastisk. Jeg har måske lidt skyldfølelse over det der skete, men jeg vil gerne undskylde, selvom han ikke virker til at være sur på mig. 

"Hvad laver du her?" Spørger han, og blænder mig med hans smil og skinnende tænder. "Jeg har tænkt mig at blive fuld." Han laver store øjne, men kalder så på bartenderen med et rystende hovedet.