Bad boy's secret

Goodbye

Adrianna

"It is a lot easier to be angry at someone than to tell them you're hurt."

✧

"Adrianna, skat, jeg tror ikke det er så god en ide? Drengen er på hospitalet, måske skulle du tage det roligt. Vente til at han er rask?" Jeg kigger dumt på ham, jeg kan ikke udskyde det, så vil jeg ikke have modet længere.

"Det er min eneste chance for at være ærlig, før jeg mister modet." Jeg hvisker det sidste, men jeg er sikker på at han hørte det. Han sukker, og laver en u-vending og kører direkte hen til hospitalet. 

Jeg er egentlig ikke mental forberedt til det her, men jeg ved jeg bliver nødt til det. Jeg elsker ham jo, så hvorfor ikke bare fortælle ham sandheden, og hvis han virkelig elsker mig, så ville han forstå, det håber jeg virkelig han gør, for ellers ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. 

Jeg rejser jo, og jeg vil ikke rejse, mens han er sur på mig. Jeg kan måske ikke undgå det, men jeg ved at han en dag vil tilgive mig, om så det først bliver om 20 år, er det fint med mig, bare det sker, på et tidspunkt. 

Han stopper ved hospitalets indgang, og jeg nikker til ham, mens jeg trækker vejret dybt, og min hjerte banken er lige så hurtig, som da jeg først fik følelser for Adrian, og det skete hurtigt. Men her stopper min og Adrians rejse altså, den har været lang, men fandme mindeværdig.

Jeg vil aldrig glemme ham. 

Jeg løber op ad trapperne, istedet for at min dovne røv tager elevatoren. Jeg tror aldrig, jeg har løbet så stærkt i mit liv, og selvfølgelig vælter jeg flere gange på trapperne, men giv mig dog en chance, hans værelse er på etage 9! 

Nu hvor jeg tænker over det, så havde det sgu været meget hurtigere, bare at tage elevatoren. Jeg er så skide dum. Jeg når endelig til tops, og nu er det nu, jeg skal gøre det. Fortælle Adrian alt om hans forældre, og hvordan de ikke elsker ham som de tror. 

"ADRIANNA!" Jeg vender mig om, og kigger forvirret på min onkel, har jeg ikke lige talt med ham? "Jeg glemte at fortælle dig noget vigtigt! Politiet har fundet ud af, at Adrian sælger stoffer, og de kan derfor smide ham i fængsel, efter han bliver udskrevet herfra."

SHIT! 

Det fortjener han jo ikke, jeg kender Adrian, han er for sentimental for fængslet! Han ville aldrig overleve. Den sandhed kan jeg ikke afsløre, hvad gør jeg nu. Jeg er sikker på, at hans forældre kan og vil betale hans kaution, men han ville aldrig lade dem. Hans stolthed står i vejen for ham. 

"Adrianna?" Jeg kigger på min højre side, og ser at Adrian lige er vågnet, og at hans dør er åben. Der har jeg mistet alt modet. Det smil han får, når han ser mig, smelter alt i mig, og den måde hans øjne lyser op på, hvordan kan jeg sårer ham? Han burde vide det, han skal vide det. 

"Adrian," Jeg går stille over til ham, hvor han holder hans hånd ud, og meningen er at jeg skal tage den, men jeg kan ikke. Ikke efter det jeg kommer til at fortælle ham nu. "Jeg bliver nødt til at fortælle dig noget."

"Du kan fortælle mig hvad som helst, men du skal lige vide først, at jeg elsker dig, og om du vælger at rejse til New York eller hvad ved jeg, Tokyo, så vil jeg altid elske dig. Der er intet der kan holde mig væk fra dig." 

Tårerne triller ned, af min nu våde kind. Hvorfor skulle han også sige det? Hvorfor skulle han sige det nu? Af alle de tidspunkter, så vælger han det, hvor jeg kommer til at knuse hans hjerte. "Hey, du ved jeg ikke kan lide, når du græder!" 

Og nu hulker jeg. 

"Adrian, nej. Jeg kan ikke det her nu. Jeg bliver nødt til at fortælle dig det her, også må du fortælle mig om du stadig elsker mig efter." 

"Jeg vil altid elske dig? Lige meget hvad du siger." 

"Dine forældre lod dig kun rejse til Frankrig, for at du ikke skulle være sammen med mig. Din mor og min far havde åbenbart en affærer sammen, inden din mor mødte din far, og din mor er skyld i at min far er død." 

Jeg kigger alle vegne, bortset fra ham. Nu trækker han vejret hurtigere, og sukker flere gange. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tolke det, men det er bedre end at han slår op med mig. Tror jeg. 

"Hold da kæft mand! Er der mere du ikke har fortalt?!" 

"Når du bliver udskrevet fra hospitalet, kommer du i fængsel for at sælge stoffer." 

"Snitchede du!?" 

"Nej! Hva.." 

"DU VAR DEN ENESTE DER FUCKING VIDSTE DET ADRIANNA!" 

Gid jeg ikke havde sagt noget. Den måde han kigger på mig nu, er helt anderledes end hvordan han kiggede på mig før. Nu er der intet smil, og hans øjne er helt mørke. 

"Og du ved, du har lige anklaget min mor for mord, Adrianna, har du nogen beviser for det?" 

Jeg ryster stille på hovedet, og nu begynder han med at grine hysterisk. "Alting handler bare om dig, mine forældre elsker mig, derfor fik jeg lov til at rejse til Frankrig! Du er så selvvisk, jeg fatter ikke hvad jeg så i dig." 

"Undsk-" 

"DROP DET ADRIANNA! JEG HÅBER DU BLIVER GLAD I NEW YORK. FUCK SÅ UD HERFRA!" 

Jeg bakker stille ud med tårer i øjnene. Jeg havde jo egentlig set den komme, men jeg tror bare, at jeg havde håbet på noget helt andet.

✧

Hey venner! Nyt kapitel! Hvad synes I så? 

Historien ender desværre meget snart, og lige nu ser det ud som om Adrian og Adrianna kommer til at ende sammen, men hey hvem ved hvad der sker i de næste kapitler? 

PS

TAAAK FOR AT LÆSE!!!!