Øjnene funkler stadig på ham, og hans hår sidder perfekt, selvom situationen er alt andet end perfekt. situationen er decideret akavet for mig. Jeg står med næsen proppet af papir og en bluse, der har fået små blodpletter på.
"Hey, undskyld jeg forstyrrer, men jeg så, at du gik, så jeg ville lige tjekke om alt var okay... Det ser dog ikke ud som om, at du er okay," siger han og nikker mod det blodige papir og min næse.
"Oh, jeg har det fint. Lidt hovedpine og næseblod, men ellers går det," siger jeg og forsøger ikke at lyde for sarkastisk.
"Du må virkelig undskylde, at jeg ramte dig. Det var slet ikke meningen," siger han trist.
"Det er okay. Jeg er her jo stadig" griner jeg og smiler til ham.
Han står stille og ser på mig, mens jeg kigger i spejlet og prøver at stoppe blodet, men det er sværere end det lyder til.
"Skal jeg ikke hjælpe dig med det der?" griner han og kigger på mine hænder og bluse, som er smurt ind i blod.
"Jo det ville være sødt af dig, tusind tak." Siger jeg og smiler til ham og bliver helt varm i kinderne.
Han tager et stykke vådt papir og forsøger at få blodet af min bluse. Hans kolde hænder rører min mave, og hele min krop stivner. Shit han er charmerende.
"Jeg tror ikke, det går af," siger han tøvende efter at have prøvet.
"Det er okay. Du gjorde, hvad du kunne," siger jeg og smiler til ham.
"Ved du hvad? Jeg har en ekstra bluse i omklædningsrummet, som du gerne må få," siger han og smiler.
"Nej, det behøver du virkelig ikke."
"Jo, det er da det mindste, jeg kan gøre, efter jeg ramte dig i hovedet," griner han.
"Okay, så siger jeg tusind tak."
Vi går sammen ned til omklædningsrummet og han sikrer sig, at landsholdet ikke er derinde. Vi kan dog høre, at kampen stadig er i gang.
Han finder blusen og giver den til mig.
"Tusind tak, du skal nok få den tilbage" siger jeg og tager imod blusen.
"Okay, men så skal jeg lige have dit nummer, så du kan kontakte mig, når jeg skal have den tilbage," siger han og blinker.
Jeg griner og stirrer ind i hans funklende øjne. Hvordan kan man være så perfekt. Det giver slet ingen mening.
"Kan jeg godt skifte herinde?" spørger jeg, mens mine kinder blusser en smule
"Jada gør du bare det" siger han og smiler, imens han bliver ved med at kigge på mig.
Jeg ser spørgende på ham, og han forstår hurtigt, hvad jeg mener. Han vender sig om.
Jeg tager min blodige bluse af og ifører mig hans hvide t-shirt, der dufter præcis, som jeg havde forestillet mig. Jeg kigger i spejlet, som hænger på væggen og opdager ham i at kigge på mig. Da vores øjne mødes, kigger han hurtigt væk.
Jeg griner og ryster på hovedet.
"Hvad er der?" spørger han forvirret.
"Du er bare charmerende," siger jeg og smiler til ham.
Han nikker nervøst og giver mig sit mest perfekte smil.
"Jeg skulle lige have dit nummer," siger han og kigger på mig.
"Selvfølgelig," siger jeg og finder min telefon frem.
Da vi har udvekslet numre, tager jeg min blodige bluse og går hen mod døren.
"Jeg håber, vi ses igen," råber han efter mig.
"Det gør vi," siger jeg.
"Gør vi?" Spørger han.
"Ja, jeg skal jo aflevere blusen igen," griner jeg og går ud til Mie.
أنت تقرأ
Det Skete Bare Ikke Lige
قصص الهواةEmma, 18 år, single og har aldrig haft en kæreste. Det er sådan folk beskriver mig. Pigen som ingen dreng nogensinde har været interesseret i. Men hvordan kunne det så ske, at det lige var mig, som han faldt for? (Bliver ofte rettet til det bedre)
