Det Skete Bare Ikke Lige

Mies fødselsdag

Kufferten er pakket og ligger i bagagerummet. Jeg kører til lufthavnen, og snart flyver jeg til Hamborg, hvor Mie henter mig, da vi skal fejre hendes fødselsdag. Jeg glæder mig til at se hende igen. Det føles som lang tid siden, jeg sidst har haft chancen for at omfavne hende.

Efter nogle timer i flyet lander jeg endelig i Hamborg lufthavn. Da jeg ser Mie, løber jeg hen til hende så hurtigt som muligt.

"TILLYKKE!!!" Råber jeg og kaster mig ind i et kram med hende.

"Tusind tak!" Siger hun, og jeg kan mærke varmen fra hendes kram, en velkendt og kær følelse efter al den tid, der er gået.

Vi snakker lidt og går derefter ud fra lufthavnen og hen til hendes bil.

På vej til Flensborg fortæller jeg alt og forklarer om Kasper, hvilket har skabt en historie der nu er gået viralt på internettet.

"Er I kærester?" Spørger Mie og overhaler en bil på motorvejen.

Jeg mærker en bølge af chok gennem mig. Tror folk virkelig det?

"Kærester? Nej, tror folk virkelig det?" Spørger jeg chokeret og ser på hende.

"Nogle gør," svarer hun.

Jeg synker sammen i sædet og sukker tungt. Hvor er det bare typisk...

"Pis," udbryder jeg. "Hvad med Emil? Tror han også, vi er kærester?"

"Det tror jeg," siger hun med et bekymret blik, da hun fornemmer min frustration.

Jeg tøver og kigger ud af vinduet. "Det manglede da også bare," siger jeg irriteret.

Mie drejer til højre og parkerer foran lejlighedsbygningen.

Jeg tager mine ting ud af bilen og slæber dem med op til lejligheden.

Jeg krammer Mathias, da jeg ser ham, og et smil breder sig, da jeg ser deres nye hund, en lille, brun og super sød hund. Jeg tror, jeg stjæler den med hjem til Paris.

Der dufter lækkert af mad i hele lejligheden, og det gør mig enormt sulten.

"Mies forældre og nogle andre kommer i aften og spiser med," siger Mathias og kigger nervøst på Mie.

"Okay," siger jeg smilende og nusser deres hund, som ligger på gulvet.

"Emil kommer også," tilføjer Mie hurtigt og holder vejret, som om hun venter på min reaktion.

"Ja, det er fint," siger jeg og smiler til dem, selvom tanken om at se ham igen næsten får mig til at kaste op. Jeg rejser mig fra gulvet og smiler til dem begge.

"Skal jeg dække bord?" Spørger jeg med et smil, og i det øjeblik fylder forventningen luften. Der er en tyst spænding i rummet, som om alle holder vejret, ventende på min reaktion. Deres chokerede udtryk afslører, at de havde forventet en anden reaktion fra mig - en vrede, en frustration - alt sammen på grund af Emil. Men i dag er det ikke tid til gamle skænderier. I dag er det Mies fødselsdag, og jeg er en gæst; jeg kan ikke tillade mig at lade gamle sår overskygge hendes glæde.

"Ja, det må du meget gerne," siger Mie, stadig overrasket over min ro.

Jeg går straks i gang med at dække bordet. Jeg arrangerer blomsterne, som jeg købte i lufthavnen, i en vase, og tænder stearinlysene, der danser i den svage brise. Jeg vælger de hvide tallerkener og det glimtende guldbestik, der skaber en følelse af luksus og elegance. Hvert element på bordet er omhyggeligt valgt.

Efter at have fuldendt bordet træder jeg ind på gæsteværelset. Med et suk af lettelse lader jeg mine fingre glide over den smukke kjole, jeg har valgt til lejligheden. Jeg trækker den over hovedet og sætter mit hår op i en enkel, men elegant stil.

I dag handler det ikke om fortiden med Emil og jeg. Det handler om Mie og hendes fødselsdag.

Da jeg gør mig klar, kan jeg høre stemmerne fra gæsterne, der er dukket op. Jeg afslutter min makeup og bevæger mig ud for at hilse på Mies familie og venner.

Jeg ser mig omkring blandt gæsterne og opdager lettet, at Emil endnu ikke er ankommet. Et smil breder sig på mine læber, og jeg hilser på Mies forældre. Men min lettelse er kortvarig, for jeg får uheldigvis øje på Emil stående ved stue-indgangen, og mit hjerte banker pludselig hurtigere.

Han ser forførende ud i sit pænt klædte outfit, og det tager alt i mig ikke at lade mig blive forført af hans udseende. Men så snart tanken om, hvad han gjorde, rammer mig, knuger kvalmen sig omkring mit hjerte.

Emil hilser høfligt på alle og bevæger sig langsomt i min retning. Jeg prøver desperat at undgå øjenkontakt og holder mit blik fast rettet mod gulvet.

"Hej," siger han sødt og giver mig et kram.

Mine arme omslutter ham, men jeg trækker mig straks tilbage.

"Hej," siger jeg, men min stemme er iskold.

"Du ser fantastisk ud," hvisker han lavt, så kun jeg kan høre det.

Jeg vælger at ignorere hans smiger og trækker mig væk. I stedet søger jeg ud i køkkenet til Mie for at undgå yderligere kontakt med ham.

"Mie, du kan bare gå ind og åbne dine gaver, så klarer jeg resten," siger jeg og smiler til hende.

Hun takker mig og giver mig et kys på kinden, inden hun går ind til gæsterne.

Pludselig mærker jeg en tilstedeværelse ved døren, og da jeg vender mig, ser jeg Emil komme hen mod mig.

"Hvornår skulle vi snakke, Emma?" Spørger han roligt.

"Sjovt nok ikke lige nu" siger jeg flabet og gør det sidste af maden færdig.

"Hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig, at du har fået en kæreste?" Spørger han og læner sig op ad køkkenbordet for at fange min opmærksomhed.

"Jeg har ikke nogen kæreste," siger jeg stresset og fumler videre med maden.

"Jo, det har du. Ham fodboldspilleren... hvad er hans navn nu igen?" siger han med et smil.

"Emil... vi er ikke kærester. Du skal ikke tro på alt, hvad du ser på nettet, og kan vi ikke bare lade det ligge indtil i morgen, af hensyn til Mie?" beder jeg og ser strengt på ham.

"Jo," svarer han kort.

"Godt."

"Godt."

"GODT!" udbryder jeg irriteret og stirrer vredt på ham.

Han griner af min reaktion, og det gør mig bare endnu mere irriteret. For fanden, hvor er han irriterende.