Det Skete Bare Ikke Lige

Starten på et fantastisk liv

Jeg ligger i en hospitals seng.
Jeg har lige født den fineste lille pige.

Emil har taget det så fint. Han er virkelig beviset på verdens bedste far.

Vores forældre kommer hele vejen fra Danmark i morgen og Mathias og Mie kommer også, for at se den lille nye.

Vi har valgt at kalde hende Evie.

Da vi har fået at vide, at hun er helt rask tager vi hjem til lejligheden, hvor Balou står og venter på os ved døren.

Jeg går ind med Evie i hendes nye værelse. Emil og jeg har brugt alle 9 måneder på at gøre det hele helt perfekt. Vi har virkelig taget forældre rollen til os.

Jeg lægger Evie ned i hendes nye seng og går så ind i stuen, for at slappe lidt af. Jeg tænder for tv'et og Balou lægger sig ved siden af mig. Emil sidder inde ved Evie, for at tjekke om alt er okay.

Jeg falder i søvn, men vågner, da jeg kan høre Evie græde.

Emil går uroligt rundt med hende og prøver at vugge hende op og ned, men det virker ikke helt for ham.

Jeg griner og går så op til Emil og tager Evie og prøver at berolige hende. Jeg sætter mig i sofaen og får hende hurtigt beroliget.

Emil ruller med øjnene, da han ser, hvor nemt det var for mig.

Jeg griner af ham og sender ham så et luft kys, imens han går rundt i lejligheden, for at ryde op.

Da Emil er færdig med at ryde op sætter han sig ned ved siden af mig og kigger ned på Evie som sover. Jeg kigger op på Emil og han kigger på mig. Han læner sig ind mod mig, men der begynder alt at flimre for øjnene på mig.

Jeg hører en masse mennesker, som jubler og pifter.

Jeg er i en hal, som er fyldt med røde og hvide farver og flere 100 folk, som råber og jubler.

"Shit det må du virkelig undskylde" siger Emil, som kommer løbende hen til mig.

Jeg kigger forvirret rundt i hallen.

"Hvad sker der?" Spørger jeg panisk og tager mig til hovedet.

"Jeg kom til at ramme dig i hovedet. Du var væk i et kort øjeblik" siger Emil og ser undskyldende på mig.

Hvad? Hvorfor er jeg tilbage til dagen, hvor jeg mødte Emil?

Hvor er min datter?

Jeg kigger på mine hænder.

Hvor er min ring?

"Mie hvad sker der?" Spørger jeg uroligt.

"Du besvimede, da bolden ramte dig. Du var væk i et kort øjeblik" siger hun og smiler til mig.

Jeg får tårer i øjnene. Det kan ikke passe?

"Så- du er ikke kærester med Mathias? Og jeg er ikke kærester med Emil?" Spørger jeg skælvende.

Hun ser mærkeligt på mig og griner så.

"Du har vidst slået hovedet ret hårdt" griner hun og lægger en arm om mig og kampen fortsætter.

Det, det kan ikke passe- var alt en skide drøm!

Tårerne triller ned ad mine kinder og jeg kigger efter Emil, som overhovedet ikke kender mig mere. Han står på banen og spiller bolden til sine holdkammerater.

Sveden driver ned af mig.

"Emma? Emma? Hallo?"

Jeg hører en der råber efter mig og jeg slår hurtigt mine øjne op.

Emil står og rusker i mig.

Jeg ligger på sofaen i min lejlighed i Paris. Balou ligger ved siden af mig.

Hele min krop driver af sved og mit hjerte hamrer afsted.

"Du havde vidst et ret slemt mareridt" siger han uroligt og ser bekymret på mig.

"Ja det var helt forfærdeligt" siger jeg og hiver efter vejret.

Jeg rejser mig fra sofaen og giver Emil et kæmpe kram, for at mærke, at det virkelig er ham. Det er ham. Det er min Emil.

"Jeg elsker dig Emil"

Det var slutningen på
"det skete bare ikke lige".
Jeg håber, at i har kunnet lide at læse den.
Jeg vil gerne takke alle jer, der har læst, stemt, og skrevet søde beskeder.
Det har betydet utroligt meget for mig.❤️