Emma, 18 år, single og har aldrig haft en kæreste.
Det er sådan folk beskriver mig.
Pigen som ingen dreng nogensinde har været interesseret i.
Men hvordan kunne det så ske, at det lige var mig, som han faldt for?
(Bliver ofte rettet til det bedre)
Det er flere uger siden brylluppet. Emil træner med sin nye klub og kommer nok først hjem om nogle timer.
Jeg vågner med en kvalmende fornemmelse i maven. Jeg løber ud til toilettet og kaster op. Jeg har det virkelig dårligt, men jeg fatter ikke hvad der er galt, da jeg ikke rigtigt har drukket siden brylluppet.
Jeg kigger over på vasken, hvor der ligger en pakke bind.
En tanke strejfer mit hoved.
Jeg er gået 14 dage over.
Det kan ikke pas-
Flere tusind tanker flyver igennem mit hoved.
Jeg kan ikke være-
Nej det kan simpelthen ikke passe.
Jeg skylder ud i toilettet og tager tøj og sko på og løber ned ad gaden og køber en test. Jeg skynder mig tilbage og mit hjerte hamrer som aldrig før. Da jeg har taget testen vender jeg den om, så jeg ikke kan se resultatet. Jeg har heller ikke helt lyst til at se det. Jeg er ikke klar til at være mor?
Jeg går stressende frem og tilbage, imens jeg nedstirrer testen.
Jeg trækker vejret helt ned i maven 10 gange og vender så testen om.
Fuck...
Min verden går hurtigt i stå. Alt står stille og jeg har Emil i tankerne hele tiden.
Jeg er 22. Jeg kan sgu ikke allerede blive mor!
Nej nej nej, hvad skal jeg sige til Emil? Jeg er panisk. Bliver han vred?
Fuck, fuck, fuck.
Han er 24. Han er da sikkert heller ikke klar til at blive far.
Jeg går igennem hele lejligheden frem og tilbage som en eller anden sindssyg.
Døren går pludseligt op og jeg får et chok og farer sammen.
"Hey skat jeg er hjemme" råber Emil og tager sine sko af. Jeg svarer ham ikke, men fortsætter bare med at gå frem og tilbage.
"Skat? Jeg har en overraskelse til dig" siger han, da jeg ikke svarer.
Jeg står tomt i stuen og kigger ud over Paris igennem de store vinduer. Jeg svarer ham stadig ikke. Jeg er bange. Virkelig bange.
"Der er du! Er du okay?" Spørger han og ser bekymret på mig, da jeg bare står og kigger ud af vinduet.
Jeg har tårer i mine øjne og bider nervøst i mine negle.
"Emma? Hvad sker der?" Spørger han og går stille hen til mig og krammer mig bagfra.
Han ser, at jeg er ked af det og kysser min hals.
"Hvorfor er du ked af det?" Spørger han sødt.
"Emil lad være-" sukker jeg og trækker mig væk fra ham. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal håndterer situationen.
"Emma, hvad er der galt?" Spørger han forvirret.
Jeg lukker mine øjne og tøver.
"Vil du ikke lige sætte dig ned?" Beder jeg ham om.
"Jo" siger han bekymret og sætter sig ned på sofaen.
Jeg sætter mig langt væk fra ham, da jeg er bange for, at han bliver sur.
Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Hvordan gør man sådan noget her?
"Øhm så.... altså du må ikke blive sur eller noget, men..." jeg tøver og har vært ved st få det sagt og jeg trækker vejret langt ned i mine lunger før jeg siger det. "Jeg er gået over tid" tøver jeg og ser undskyldende på ham.
Han ser chokeret på mig.
"Over tid?" Spørger han forvirret og ryster på hovedet.
"Ja" siger jeg nervøst.
"Har du taget en test?" Spørger han nervøst.
Jeg nikker og mærker tårerne.
"Oh" siger han uden at sige mere.
"Er du sur?" Spørger jeg såret og lukker nervøst mine øjne.
Han rykker sig hen til mig og holder om mig.
"Sur? Hvorfor skulle jeg dog være sur" siger han sødt og kysser mig i håret.
"Jeg ved ikke... vi er jo ret unge" sukker jeg.
"Emma... vi skal nok klare det her. Vi bliver de bedste forældre i verden" siger han og hiver mig op, så jeg sidder på hans skød.
Jeg giver ham et kys og smiler så til ham.
"Du bliver den bedste far i verden" siger jeg og kysser ham.
Vi sidder og snakker lidt om det hele, da ham pludselig ser overrasket på mig.
"Gud jeg har en overraskelse til dig" siger han og rejser sig hurtigt fra sofaen.
Jeg ser forbavset på ham, da han går ud i entreen og henter en boks.
Han stiller den ned på sofaen.
"Åh nej, hvad er nu det?" Spørger jeg og kigger undrende på ham og smiler så.
"Åben den" siger han energisk og smiler begejstret til mig.
Jeg åbner kassen, som ikke er helt lukket.
Da jeg åbner den får jeg store øjne, da jer ser den sødeste lille guld klump.
Jeg løfter den op af kassen og op i mine arme. Aldrig har jeg set noget så nuttet.
"Emil dog" siger jeg skælvende og krammer den lille hundehvalp.
"Snart 2 små i lejligheden" siger han og sætter sig ned ved siden af mig og lægger sin arm om mig.
"Hvor er den sød skat" siger jeg og giver ham et kys. "Tusind tak"
"Det var så lidt" siger han og kysser mig tilbage.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
