Det Skete Bare Ikke Lige

Flytte dagen

Det er lørdag, og luften hænger tung af følelser og forventningens spænding. Solen kaster sit varme skær gennem gardinerne og maler gulvet med gyldne stråler, der danser rundt i rummet. Det er dagen, hvor jeg skal flytte over til Emil, og selvom jeg glæder mig, er der en knugende fornemmelse af afsked i luften.

Min familie er hjemme fra sommerhuset og hjælper mig med de sidste ting. De er alle samlet her i huset, og stemningen er fyldt med både glæde og vemod. Mie, min bedste veninde, er også kommet for at sige farvel. Hendes nærvær føles som et plaster på såret, men tanken om at skulle sige farvel til både huset og hende er stadig svær at bære. Dog er trøsten, at hun snart selv flytter over til Mathias.

Sammen pakker vi alle kasserne ind i bilen, et syn der signalerer afslutningen på et kapitel og begyndelsen på et nyt. Jeg tager en sidste tur op på mit værelse, og synet er hjerteskærende. Det er næsten helt tomt nu, kun min seng og en enkelt kommode står tilbage som stumme vidner om de mange år, jeg har tilbragt her.

En tårer triller stille ned ad min kind, og jeg tillader mig selv et øjeblik af sorg over alle de minder, der nu skal efterlades. Mit blik vandrer rundt i rummet og lander på et hjørne, hvor Mie og jeg engang legede med barbiedukker og drømte om fremtiden. Jeg ser mod væggen, hvor et hav af billeder engang prydede overfladen, men som nu er forsvundet og efterladt et tomt rum.

Mit hjerte hopper over et slag, da jeg ser mod min seng og mindet om Emil, der engang sad her og hjalp mig med min eksamen, vælter frem i min bevidsthed. Lyden af skridt fra døren bryder min tankerække, og jeg løfter langsomt blikket for at møde min mors bekymrede ansigt.

"Emma, er du klar til at sige farvel?" spørger hun og ser bekymret på mig, da jeg bare står der, fangende i en hvirvel af minder og følelser.

Jeg tørrer en tåre væk fra min kind og vender mig om mod hende.

"Ikke rigtigt," hvisker jeg, mens flere tårer trænger sig på.

"Nurh, skat. Det skal nok gå alt sammen," trøster min mor og trækker mig ind i et kram, der er som en tryg oase midt i kaosset af farvel og forandring.

"Husk, dit værelse vil altid være her, hvis du vil hjem igen," minder hun mig om, og et lille smil finder vej til mine læber.

"Det er jeg glad for," svarer jeg med en svag stemme, der stadig kæmper mod tårernes magt.

Sammen går vi ned til min familie, der står ved bilen og venter. Jeg nærmer mig min far.

"Vi ses, far. Jeg kommer til at savne dig," får jeg fremstammet, mens tårerne løber frit.

"Jeg kommer også til at savne dig, min skat," siger han og omfavner mig med et stort kram, der føles som et trygt skjold mod den kommende forandring.

Jeg giver min mor endnu et knus, før jeg bevæger mig hen til mine søskende og siger farvel til dem. Men nu kommer det sværeste.

"Jeg kommer sådan til at savne dig, Mie. Skynd dig at flytte over til Mathias," siger jeg med et forsøg på et smil, mens tårerne fortsat vælter.

"Jeg kommer også til at savne dig, men vi ses vel om tre uger, når jeg flytter over til ham," siger hun og giver mig endnu et kram.

"Tre uger kommer til at føles som en evighed uden dig," snøfter jeg.

"Vi skal nok klare det," siger hun og giver mig et opmuntrende smil.

Jeg sætter mig ind i bilen, vinker til min familie og Mie og ser tilbage på huset, der nu ligner et fortabt minde fra fortiden, mens Emil og jeg langsomt kører væk.