Det Skete Bare Ikke Lige

Han løj ikke

Jeg sidder sammen med de andre og prøver at spise min morgenmad, men jeg kan ikke få en bid ned, fordi jeg er så forskrækket over hændelsen fra før.

Jeg kigger tomt ned i min tallerken og rør slet ikke ved min mad.

"Skal du slet ikke spise noget?" Spørger Emil og kigger bekymret på mig.

"Jeg er ikke så sulten" siger jeg og kigger op på ham.

"Okay" siger han og smiler sødt til mig.

Der går lidt tid og så rejser vi os alle op og går udenfor.

Jeg går bag alle andre og siger slet ingenting. Jeg er virkelig bange for, at jeg ser manden igen. Han gjorde mig virkelig bange og jeg er også nervøs for at få et anfald igen. Havde det ikke været for Emil havde jeg ikke vidst, hvad jeg skulle gøre.

Vi går alle en tur ned langs stranden. Emil sætter tempoet lidt ned og ender bagerst sammen med mig.

"Emma er du okay? Du ser lidt skidt ud" Siger han bekymret.

"Jeg er bange Emil, som i rigtig bange" siger jeg nervøst og stopper op.

"Bange? For hvad?" Spørger han forvirret og stopper også med at gå.

"Jeg er bange for at jeg får et anfald mere og at du ikke er der til at hjælpe mig igen" siger jeg og min stemme knækker. Jeg mærker en tårer, der triller ned af min kind.
Emil ser såret på mig og lægger sine arme om mig.

"Det skal nok gå Emma. Jeg passer på dig" siger han og krammer mig tættere.

"Men hvad hvis jeg får et anfald, hvor du ikke er der? Hvad hvis-"

"Emma jeg lover, at jeg passer på dig" siger han og kysser mig i håret.
Jeg lægger mine arme om ham og jeg føler mig endelig helt tryg ved Emil.
Det er langtid siden at jeg har kunnet stole på ham, men denne gang tror jeg på, at han vil være der for mig.
Efter han hjalp mig har mit syn på ham ændret sig. Han må være god nok i sidste ende.

"Tak Emil" siger jeg og krammer ham tæt.

Vi ender krammer og følger efter de andre.

Vi går tilbage til hotellet og jeg går med op på Emils værelse. Drengene skal skifte til træningstøj, da de har en konkurrence som skal afgøres.

De klæder alle om og vi mødes alle nede på fodboldbanerne.

Holdene bliver blandet med fodbold og håndboldspillere, så det bliver helt fair.

Kampen går i gang og det hold med Kasper Dolberg scorer det første mål. Der går langtid før der bliver scoret igen.
Men ligepludselig løber Emil op ad banen og skyder bolden i mål.

Alle piger jubler og klapper.
Det overrasket mig, hvor god Emil er.

Der står 1-1 og det ender også med at blive slut resultatet.

Vi sætter os alle ud på hotellets terrasse og får en drink.

Vi viser fodbolddrengene nogle billeder fra dagen, hvor Mathias friede til Mie.

Magnus bladrer igennem billederne og kommer forbi et billede, hvor nogle af drengene står og holder deres drinks i hånden.

Glassene er tæt på kameraet og de mange isterninger skinner igennem på billeder.
Der er dog noget galt, for alle isterninger flyder i glassene på nær de isterninger som er i Emils glas.

"Vent! Gå lige tilbage" Siger Kasper forskrækket til Magnus, som sidder ved siden af ham.

Magnus går tilbage til billedet og opdager også at isterningerne ikke flyder.

"Wtf du blev rent faktisk drugget" siger han chokeret og kigger på Emil.

"Hvad?" Siger Emil chokeret og rejser sig fra sin stol, for at se nærmere på billedet.

Min krop fryser og det hele står stille.
Han løj ikke.

Magnus rækker telefonen til Emil og han kigger på billedet og får store øjne.
Han kigger på mig og drejer telefonen så skærmen lyser i øjnene på mig.

"Emma her er beviset. Jeg var ikke mig selv. Hun havde gjort noget ved min drink" siger han og kigger frustreret på mig.

Jeg stivner og alt står stille. Jeg kan ikke hører noget andet end mit eget hjerte, som banker.
Mit blik slørrer og jeg har svært ved at sidde ordentligt. Det er som om, at jeg får overbalance.

"E.m.m.a...?"

Mit navn bliver råbt, men det er så lavt i mit hoved, at jeg ikke kan fokusere og jeg får det dårligere og dårligere. Det hele drejer og slører for mine øjne.

"Jeg skal lige ind" siger jeg kulret og rejser mig fra min stol. Jeg prøver at gå hen mod indgangen til hotellet, men jeg når ikke langt før mit syn svigter og alt bliver sort.