Det Skete Bare Ikke Lige

Pakken

Jeg er landet i Paris igen. Jeg savner allerede varmen fra Spanien, men det er ved at blive sommer i Paris, så koldt er det ikke rigtigt.

Der er gået 1 måned siden ferien.

Det var hårdt at sige farvel til de andre, men jeg skal møde dem alle om en måned til Mie og Mathias bryllup. Jeg glæder mig som en sindsyg. Det er det Mie og jeg har glædet os til siden vi var helt små. Vi har drømt om et bryllup med kæmpe kjoler diamanter 1000 vis af gæster og en kæmpe bryllupskage.

Jeg har for tiden fået en masse beskeder fra forskellige modelbureauer, som har tilbudt mig forskellige jobs. Jeg arbejder derfor ikke længere kun ved Dior. Jeg arbejder nu også for Vogue og nogle lidt mindre modelbureauer.

Det er vildt spændende at arbejde for Vogue, da jeg elsker alt ved de billeder de tager.
På de billeder de tager ligner jeg virkelig en model og jeg min selvtillid har fået et kæmpe Boozt.

Det er fredag i dag. Jeg er lige kommet hjem fra arbejde og jeg sidder nu i min sofa og ser en serie, da jeg hører at det banker på døren.

Jeg rejser mig fra sofaen og åbner døren.
Der er ikke nogle, men der er dog en kasse, som står på gulvet.

Jeg tager kassen med ind i stuen og åbner den.

I kassen ligger der den smukkeste kjole og de smukkeste højehæle.

Hvem er det her fra? Jeg roder rundt i kassen efter beviser og finder en seddel i bunden af kassen.

"Eiffeltårnet kl 8 <3" står der med smukke bogstaver på et lille kort.

Det går op for mig, at det ikke er reklamevarer som jeg ellers troede i starten.

Jeg overvejer om jeg skal tage afsted.
Jeg aner jo ikke, hvem det er?
Det kunne jo ligeså godt være en psykopat.

Jeg overvejer at ringe til Emil og spørge ind til det. Jeg vælger at ringe til ham.

"Hey Emma, hva så?"

"Hej Emil. Du er vel ikke i Paris vel?" Spørger jeg og kigger på det lille kort som jeg holder i hånden.

"I Paris? Nej ikke lige nu da. Hvorfor? Vil du gerne have at jeg kommer?" Spørger han og lyder glad.

"Nej det er bare..." tøver jeg, da han ikke ved noget om kortet.

"Er der sket noget?" Spørger han bekymret.

"Nej det.. ved du hvad, det er ligemeget. Jeg savnede dig bare.."

"Okay helt i orden, vi ses Emma" siger han og sender et kys gennem telefonen.

"Vi ses" siger jeg og lægger på.

Hvem fuck er det?

Jeg tror ikke altså ikke, at jeg skal tage afsted...

Men alligevel? Det kan jo være noget med arbejdet, at de vil have nogle billeder ved Eiffeltårnet, men det er bare en mærkelig måde at skrive det på.

Kl bliver halv 8.

Jeg tager kjolen og skoene på og går hen mod Eiffeltårnet. Jeg ved at det er en, der kan dansk, så en psykopat tvivler jeg nu på, at det er. Jeg tager chancen og tager der hen.

Da jeg ankommer er Eiffeltårnet totalt lyst op i en blå farve. Det er mega smukt og jeg står lidt bare og beundrer det smukke tårn.

Jeg opdager pludselig Josh, som står henne ved elevatoren til toppen af tårnet.

Jeg går forvirret hen til ham med hastige skridt.

"Josh hvad er det, der sker?" Spørger jeg forvirret.

"Du skal bare gå op i tårnet" siger han og smiler til mig.

"Har det noget med arbejde at gøre?" Spørger jeg.

Han svare ikke, men lukker mig ind i elevatoren.

"JOSH?!" Siger jeg forbavset og vred over, at han ikke svarer.

"Rolig Emma, det er ikke farligt" siger han beroligende selvom det ikke er spor beroligende.

Wtf, hvad er der galt med ham og hvad er det der sker?

Jeg begynder at blive lidt bange. Jeg er den eneste, som er i elevatoren, hvilket er mærkeligt, da der altid plejer at være nogle her om aftenen.
Det må være noget med arbejdet.
Jeg prøver at nyde turen til toppen og beundrer den smukke udsigt over Paris.

Jeg når til toppen og mit hjerte kører hurtigt frem og tilbage, da jeg ikke aner, hvad jeg bliver mødt af.
Mit hjerte stopper dog, da jeg ser ham.