Slåskamp

585 8 1
                                    

Udenfor klubben ser jeg drengen lige bag mig, hans skikkelser tegner sig skummelt i den dystre nat, som om han er en skygge, der er vokset ud af mine værste mareridt. Frygten kryber op gennem min rygrad og får mig til at reagere instinktivt.

"GÅ VÆK!" Min stemme skærer gennem den mørke natluft som et skrig fra en fortabt sjæl. Ordene bliver hængende i luften som en advarsel om den fare, der lurer i mørket.

Hans klamme smil sender kuldegysninger ned ad min ryg, mens hans hænder langsomt omfavner min talje som kolde, krogede klør, der strammer sig om mit indre som en kold vinterstorm.

Mit hjerte hamrer afsted som en rædselsslagen fugl fanget i et bur af frygt. Hver slag dunker som en advarsel om den truende fare, der nærmer sig. Panikken svøber mig som en tæt tåge, der kvæler mine tanker og efterlader mig fortabt i et mørke af angst.

I min panik bemærker jeg nogle andre drenge, der nærmer sig os. Deres ansigter er formørket af løgnagtig jubel og en slags ondskabsfuld spænding. Deres øjne glimter med en sorthed, der sender en iskold kuldegysning ned ad min rygrad.

"Hold da op, en scoring du har fundet i aften?" Deres ord flår gennem luften som knivstik, og deres smil er skummelt, som om de finder fornøjelse i min frygt. Hver eneste ord stikker som en giftig pil ind i mit hjerte, og jeg føler mig som et såret dyr fanget i kløerne på en sulten rovdyr.

"Lad mig nu bare fucking gå!" Min stemme skærer gennem luften med desperation og vrede, mine negle graver sig ind i drengens hænder som forsvarsløse dyrs kløer, der kæmper for at befri sig fra sin fangenskab. Hvert tryk, hver kradsende bevægelse er et forsøg på at slippe væk fra den ulmende fare, der omgiver mig.

"Hey hey. Det gør ondt," griner han, en lyd der skærer gennem den trykkede atmosfære som en hånende latter. Hans smil er et falsk løfte om sikkerhed, der stråler ud af mørket og sender kuldegysninger ned ad min ryg.

Døren til klubben går op med en knirken, og Emil kommer ud i fuld fart som en redningsmand i en mørk verden. Hans skridt er fyldt med fast beslutsomhed, og jeg ser et glimt af håb i hans øjne, der brænder som flammer i natten.

"Hvad fuck har I gang i! Giv slip på hende!" Råber han, hans stemme fyldt med raseri og frygtløs vilje. Hans ord skærer igennem luften som et sværd, der skærer gennem mørket og sender et klart signal om hans beslutsomhed.

"Tror du ikke, at du skulle gå?" siger en af drengene til Emil, hans stemme fyldt med en truende undertone, der sender en iskold kuldegysning ned ad min rygrad. Hans ord er som gift, der langsomt spreder sig gennem luften og fylder rummet med en klaustrofobisk angst.

Emil's raseri fylder luften, som et bulder fra en fjern tordenstorm. Drengen slipper endelig grebet om mig, og jeg ser lettelsen blande sig med bekymring i Emils øjne. Døren går op igen, og Mathias og de andre strømmer ud i kaosset.

Emil og drengen fra toilettet står pludselig ansigt til ansigt, som to vilde dyr, der er gået i kamp. Jeg står som forstenet, chokeret over den pludselige vold.

Det hele er kaotisk og det er ikke til at se, hvad der foregår, men noget fanger dog mit blik.

Min opmærksomhed er rettet mod en af drengene, der holder en glasflaske i hånden, hans blik brændende af vrede mod Emil.

Panikken griber mig, som et stramt greb om min hals. Jeg stivner, og mine tanker kører i ring, mens jeg forsøger at processere den farlige situation.

Uden at tænke over konsekvenserne handler jeg impulsivt, drevet af en dyb frygt for, at Emil skal komme til skade. Mine ben føles som bly, men alligevel løber jeg hen imod Emil, der er ved at tæske drengen fra toilettet.

Et øjeblik føles som en evighed, som om tiden standser. Jeg skubber Emil til siden og når kun at se hans chokerede ansigt, hans forsøg på at nå min arm og trække mig væk, før det er for sent. Men det er det. Flasken er allerede i luften, svingende som et dødbringende sværd.

En skarp smerte flænger min verden, og alt bliver pludselig sort.

Det Skete Bare Ikke LigeWhere stories live. Discover now