Det Skete Bare Ikke Lige

Hvorfor kan du overhovedet lide mig?

Min krop sprænger af sommerfugle, og jeg kysser ham igen, men midt i kysset rammer virkeligheden mig som et slag i ansigtet, og jeg trækker mig pludselig væk.

"Vent, Emil, vi kan ikke," hvisker jeg, mine ord fyldt med forvirring og modstridende følelser.

"Jo, vi kan," insisterer han og trækker mig tættere ind i sine arme, mens hans læber igen møder mine.

Hele min krop eksploderer i en følelse af lykke, som om min mave er fyldt med sommerfugle, der flyver i vilde mønstre. Jeg kan ikke lade være med at smile, men det ødelægger kysset, og jeg trækker mig tilbage, står og smiler, mens jeg betragter ham med en overvældende følelse af lykke.

"Emma, jeg kan virkelig godt lide dig," siger han og lægger sine arme omkring min talje.

"Hvorfor egentlig?" tøver jeg, mine ord fyldt med forundring over hans pludselige interesse.

"Hvad mener du?" spørger han, hans øjenbryn let rynket i forvirring.

"Altså, der er aldrig nogen, som har haft interesse i mig før. Og så dukker du op. Min drømmefyr lige siden du kom på landsholdet, og så skyder du en bold i hovedet på mig, og nu siger du, at du kan lide mig? Det giver ikke mening," fniser jeg nervøst.

"Emma, du er altså smukkere, end du går og tror," siger han og stryger en tot hår om bag mit øre.

"Ja, som om. Jeg har altid været den stille pige, som folk bare syntes var mærkelig og ikke ville snakke med," tøver jeg og kigger flovt ned i jorden, da det går op for mig, hvor ynkelig jeg lyder.

"Det tror jeg ikke på," siger han og løfter min hage med en forsigtig hånd, så jeg tvinges til at se ham i øjnene.

"Det må du så selvom," siger jeg og kigger irriteret væk, da han ikke tror på mig.

Han tager blidt fat om min kæbe og tvinger mig til at se ham i øjnene igen.

"Emma, du er smuk, og der er ingen, som skal fortælle dig noget andet," siger han, hans blik fyldt med intensitet og kærlighed, og han kysser mig igen.

Jeg føler mig som smeltende smør i hans arme, hans charme overvældende, og jeg trækker mig væk for at møde hans blik med et smil.

"Jeg er ked af, at jeg har været sådan en bitch overfor dig," siger jeg og ser undskyldende på ham, mine ord fyldt med oprigtig fortrydelse.

"Det er mig, som er ked af det. Jeg skulle aldrig have været sammen med min ex lige efter, at jeg havde spurgt dig om at være kærester. Det var nok også mest bare for at gøre dig jaloux. Undskyld," siger han og ser beklagende på mig.

"Skal vi ikke bare glemme det hele og starte på en frisk?" Spørger jeg og smiler.

"Jo, lad os," siger han.

Vi kigger på hinanden og smiler længe, og jeg føler mig lykkeligere end nogensinde. Men pludselig brydes øjeblikket af to piger, der kommer skrigende hen imod os.

"EMIL!" råber de, og min mave synker. Jeg har ikke lyst til, at de skal komme over til os.

"Emil, fuck, du er lækker! Hvad laver du med sådan en luder som hende der?" siger den ene pige og stirrer koldt på mig.

"Undskyld mig?" siger jeg overrasket og rynker brynene af hende.

"Du hørte mig godt, luder!" siger hun og strækker sig efter mig, men Emils hånd stopper hende, før hun kan røre mig.

"Stop. Det er vidst bedst, hvis I bare går," siger Emil alvorligt og placerer sig imellem os.

"Vil du ikke hellere med hjem til os, Emil?" siger pigerne og prøver at være sexede.

"Jeg tror, I skal gå nu," siger han alvorligt og forsøger sit bedste på at lyde venlig.

"Fint. Idiot" siger de og vender sig om og går.

"Er du okay?" Emil's stemme er fyldt med bekymring, hans øjne reflekterer den undskyldende følelse, selvom han ved, at han ikke kan ændre på situationen. "Nogle mennesker vil bare gerne starte en slåskamp" tøver han.

"Ja, det går nok. De mente det nok ikke," svarer jeg, forsøger at lyde overbevisende, mens jeg tvinger et smil frem.

"Du ser da også altid det bedste i alle mennesker" siger han kærligt og læner sig frem og kysser mig.