Det Skete Bare Ikke Lige

Semifinalen

Da jeg kommer hjem, går jeg op på mit værelse og falder ned på sengen. Alle mine følelser vælter ind over mig, og jeg græder dem alle ud. Denne weekend skulle ikke have været sådan her. Hvorfor skal jeg være så dum? Skulle jeg ikke bare have sagt ja til at komme sammen med Emil? Jeg skriger mine følelser ud, taknemmelig for at mine forældre og søskende ikke er hjemme, så jeg kan skrige og råbe, så meget jeg vil.

Jeg falder i søvn og sover til kl. 3 næste dag. Da jeg vågner og ser på min telefon, ser jeg, at klokken er 3. Jeg skynder mig at finde min landsholdsbluse fra sidst, som heldigvis er blevet vasket ren for blod. Det gør ondt at se på den. Jeg er virkelig blevet glad for Emil, og nu kommer alle minderne bare op i mit hoved igen. Jeg går nedenunder og får noget at spise, og pludselig vibrerer min telefon.

For et kort øjeblik håber jeg, at det er en besked fra Emil, hvor der står, om jeg ikke vil være kærester alligevel. Men det var en besked fra min mor. Mit hjerte synker. Jeg havde lige håbet, men hvorfor skulle han også det, når jeg lige har friendzonet ham.

I dag er det mig, som kører, så jeg er på vej hen til Mie. Hun står allerede klar ude foran hendes hus med rødt tøj og små røde flag på kinderne. Jeg lægger også mærke til, at hun har et banner i hånden. Åh nej...

Mie træder ind i bilen. "Se hvad jeg har," siger hun og ryster med banneret.

"Hvad står der på det?" Griner jeg opgivende.

Hun folder det ud. "Kom så, Mathias, min dejlige mand!"

"Ej, Mie, for helvede, fuck hvor sødt," siger jeg og griner, og så triller vi afsted til kampen.

Vi går ind i hallen og sætter os ned. Vi er lidt sent på den, så kampen er lige ved at begynde. De bliver råbt op, og ligesom sidst råber Mie ekstra højt, når Mathias løber ind. Da Emil løber ind, er der en masse piger, som skriger. Det giver et lille stik i hjertet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan. Jeg sagde jo nej til at være hans kæreste.

Kampen starter. Spanien scorer det første mål. Men lige efter er Mathias hurtig til at få fat på bolden og scorer. Mie flyver op af sit sæde og skriger så højt, hun kan, og vifter med sit banner. Mathias får øje på hende og banneret. Man kan se, at han får et smil på læben og ryster på hovedet.

Vi nærmer os halvleg. 15-13 til Danmark. Der er 1 minut igen, og selvfølgelig er det Emil, som lige skal score det sidste inden halvleg. Han laver et rullefald og springer op på benene igen. Wow. Jeg forsvinder lige i et kort øjeblik, da jeg lidt efter vågner ved lyden af fløjten. Der er halvleg.

I det Emil forlader hallen, ser jeg, at han vinker til en. Jeg prøver at få øje på, hvem det er, men der er så mange, at jeg ikke kan se det. Pludselig rejser Mie sig op og løber afsted.

"MIE HVOR SKAL DU HEN?!" råber jeg efter hende.

"KOM!" Råber hun til mig.

Jeg løber efter hende. Vi løber ned af en masse trapper. Det går op for mig, hvor vi skal hen. Vi er på vej ned til omklædningsrummene. Jeg kan huske vejen fra sidst.

"Mie, hvad laver du her? Du må ikke være her," siger han og går hen og kysser hende.

"Hey, Emma!" Siger han, da han ser mig.

"Hej, Mathias," siger jeg og smiler.

"Kan du ikke lige få Emil her ud? Jeg tror, at Emma vil snakke med ham," siger Mie og smiler lusket til mig.

"Nej, nej, det skal du ikke," siger jeg bedende.

"Jeg vil faktisk gerne lige snakke med dig om Emil" siger Mathias til mig.